Selvom skærmen på nogle smartphones er op til 4″ store, så er det ikke meget, når man f.eks. skal skrive noget. Havde man derimod en overflade på størrelse med en underarm, så ville der være meget mere plads.
Med Skinput, der har været under udvikling de seneste otte måneder hos Microsoft Research, vil det i fremtiden være muligt at bruge sin arm som f.eks. et tastatur.
Det er Chris Harrison, der studerer på Carnagie Mellon University, som kom på idéen, da han var praktikant hos Microsoft Research, og her har man udviklet sensorer, der kan registrere, hvor på underarmen eller hånden man trykker.
Sensoren, der sidder tæt på albuen på underarmen, registrerer rystelser, der via software kan lokalisere, hvor på armen eller hånden de stammer fra. I en prototype viser en af udviklerne, hvordan han kan manøvrere rundt i en menu og spille et spil Tetris ved at slå med en finger forskellige steder på sin arm. Kombineret med en pico-projektor er det også muligt at vise knapperne på armen.
Systemet er endnu en prototype, der “kun” med 96 % sikkerhed kan registrere fem forskellige områder. Målet er at kunne registrere alle områder svarende til et tastatur, hvilket forskerne forventer kan tage mellem to og syv år.
Du kan se en video af, hvordan systemet virker herunder.