mboost-dp1

Flickr - tao_zhyn

Google donerer $2 mio. til Wikimedia

- Via Mashable.com - , redigeret af Net_Srak

Nonprofit-organisationen Wikimedia Foundation, der står bag driften af verdens største online-encyklopædi, Wikipedia, har netop modtaget en donation på to millioner dollars (knap 11 mio kr.) fra Google.

Wikimedia løber økonomisk rundt ved frivillige donationer, og for 2009 lykkedes det organisationen at få mere end 230.000 donationer, der tilsammen blev til 8 millioner dollars, eller 41,5 millioner kroner.

Målet for 2010 er at få indsamlet 9,5 millioner dollars, der skal være med til at forbedre Wikipedia og de mange andre projekter, der hører ind under Wikimedia-fondens vinger.

Donationen er endnu ikke officelt annonceret, men det forventes at ske senere i dag. Det var Wikipedia-stifter Jimmy Wales, der røbede nyheden om donationen på sin twitter-profil.

Facebook

Ultra letvægts-Facebook på vej

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Facebook har ifølge egne oplysninger netop rundet over 400 millioner aktive brugere, hvoraf over 100 millioner har benyttet den sociale tjeneste fra en mobiltelefon inden for den seneste måned.

Netop brugen af Facebook via mobiltelefoner er et område, Facebook spår stor vækst, og for at opnå de forventninger, lancerer de nu en ultra let udgave kaldet Facebook Zero.

Med Zero har Facebook fjernet næsten alt tungt fra siden, som billeder, videoer osv., så der primært vises tekst. Det betyder, at også ældre mobiltelefoner vil kunne benytte tjenesten.

Facebook Zero blev fremvist til MWC 2010, hvor de også kom ind på andre aspekter af deres mobil-strategi i et ca. 16 minutter langt foredrag.

TechCrunch var med til foredraget og optog det hele. Videoen kan ses herunder. Vil man prøve Facebook Zero, kan det ske her.

ESA - C.Carreau

Jagten på exoplaneter intensiveres

- Via ESO - , indsendt af ktg

Det er ikke længe siden, NASA offentliggjorde de første resultater fra rumteleskopet Kepler, hvis eneste formål er at finde planeter om andre stjerner, såkaldte exoplaneter. Kepler er dog ikke det eneste teleskop, som leder efter planeterne.

I Chile, på La Silla-observatoriet, der er ejet af ESO (European Southern Observatory), har man siden 2003 drevet projektet HARPS (High Accuracy Radial velocity Planet Searcher), der med stor succes har fundet næsten 100 planeter uden for vores solsystem.

Nu vil HARPS blive endnu bedre til at finde planeterne med monteringen af verdens mest præcise polarimeter. Det fungerer på samme måde som polariserede solbriller ved at kunne filtrere uønsket lys væk. Det er vigtigt for jagten på exoplaneterne, da de findes ved at måle lysforskellen, der opstår, når en planet passerer foran en fjern stjerne.

Lysforskelle kan nemlig også opstå pga. solpletter på stjernerne, kaldet stjernepletter, der igen skabes pga. ændringer i stjernes magnetfelt. Dette magnetfelt påvirker lyset, og det kan polarimeteret registrere.

De første observationer med polarimeteret har været meget positive og har tilmed overgået forventningerne til instrumentet.

OmniVision Technologies

Nu skal mobiltelefonen tage raw-billeder

- Via OmniVision Technologies -

De fleste mobiltelefoner har et kamera, men fælles for dem er, at kvaliteten af billedet, de kan tage, er meget lav, gerne under hvad selv et billigt digitalkamera kan klare.

Det ønsker firmaet OmniVision at lave om på med deres nye kamerachip OV5647, der bringer flere nyheder med sig. Kvaliteten kommer ikke af en høj opløsning, idet CMOS-sensoren “kun” klarer 5 megapixel, men ved at satse på høj lysfølsomhed og muligheden for at tage billeder i raw-format.

Ved at anvende BSI produktionsmetoden (BackSide Illumination) øges lysfølsomheden pr. pixel markant. Det sikrer mindre støj og crosstalk, hvilket forbedrer billedkvaliteten. Ved at kunne gemme i raw-format, kan billederne gemmes, præcis som chippen ser billedet.

Det giver den store fordel, at konverteringen af billedet til jpeg, med udregning af hvidbalance, skarphed, støjfjerning osv. ikke skal klares med mobiltelefonens svage processor og simple konverteringsprogram. Foretages konverteringen på ens computer med et mere avanceret program og kraftigere processor, giver det bedre billeder.

Ud over at kunne håndtere fotografier, kan chippen optage video i 720p (60 fps) og 1080p (30 fps). For førstnævnte vil chippen benytte en teknik kaldet pixelbinning, hvor den lægger 4 pixels sammen (2×2) som en pixel, hvilket øger lysfølsomheden yderligere.

OmniVision forventer at gå i gang med masseproduktion af chippen i juli måned.

HTC

HTC klar med Nexus One-rival

- Via engadget - , redigeret af Avenger-

Det vælter frem med nye mobiltelefoner på årets Mobile World Conference i Barcelona, og i dag var det HTC’s tur til at vise, hvad de havde med.

Det blev til tre nu telefoner, HTC HD2 Mini, HTC Legend og HTC Desire, hvor det især er sidstnævnte, som har vakt opmærksomhed.

Designet for Desire er næsten identisk med Googles Nexus One, hvilket ikke er så mærkeligt, da det er HTC, som producerer Googles telefon. HTC har dog haft lov til at bruge teknikken bag, hvilket er blevet til Desire.

Det vil sige, telefonen har en 3,7″ AMOLED-skærm, 1 GHz Snapdragon processor, WiFi, GPS osv. I stedet for en mini-trackball er der dog kommet en optisk trackpad. Som operativsystem anvendes også Android 2.1, men krydret med en ny udgave af Sense-brugergrænsefladen.

Oven i hatten er der også blevet plads til en browser med Flash 10.1-understøttelse. Den nye telefon vil komme på markedet i Europa i starten af andet kvartal.

SXC - tonyclough

Styr lyden med øjnene

- Via Wired.com - , redigeret af Net_Srak

Går man rundt med en mp3-afspiller i lommen, er det nogle gange muligt at styre grundliggende funktioner som start, stop, næste/forrige nummer og volumen via en lille fjernbetjening, oftest monteret på høretelefonerne.

Japanske NTT DoCoMo er nu kommet med en helt ny måde at gøre det på – ved at bruge ens øjne. Ved at benytte et særlig sæt høretelefoner, der via sensorer fungerer som elektroder, kan de måle, hvordan ens øjne bevæger sig.

De nye høretelefoner blev demonstreret på MWC 2010, hvor et hurtigt kig til venstre og så til højre, enten startede eller pausede musikken. To hurtige kig til enten venstre eller højre springer et nummer over og lydstyrken justeres ved at rulle øjnene enten med urets eller mod urets retning.

Da bevægelserne registreres af elektroderne via EOG (electroculogram), så fungerer teknikken både med åbne og lukkede øjne.

Sony

Sony stopper produktion af OLED-tv i Japan

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Sony var den første virksomhed i verden, der lancerede et fjernsyn baseret på OLED-teknologi, nu bliver de den første, der stopper produktionen af selvsamme.

Det drejer sig om deres XEL-1 tv, som blev introduceret tilbage i 2007, der med en størrelse på blot 11 tommer og en pris på 12.500 kroner i Japan henvendte sig til et beskedent publikum.

XEL-1 blev siden introduceret på det europæiske marked for lidt over et år siden, i januar 2009, hvor prisen nu var mere end fordoblet til 28.000 kroner.

I dag mener Sony Japan ikke længere, produktet er relevant på det japanske marked, hvor det nu bliver trukket tilbage, samtidigt med at produktionen stoppes.

Det betyder dog ikke, at Sony dropper sit engagement i OLED, som de stadig vil forske i, ligesom der fortsat vil blive produceret XEL-1 til det amerikanske og europæiske marked.

Microsoft Corporation

Ingen Flash i Windows Phone 7 i starten

- Via Wired -

I forbindelse med lanceringen af Microsofts nye operativsystem til mobiltelefoner, Windows Phone 7 Series, blev der til præsentationen spurgt, om der ville være understøttelse for Adobe Flash.

Til dette svarede Steve Ballmer, at der ikke ville være Flash-support med det samme, men at man ikke ville være imod det.

Hos Adobe bekræfter man, der ikke er understøttelse for Flash i WP7, men at man er i tæt samarbejde med Microsoft om at lave et plugin til den indbyggede browser, så fremtidige versioner af Windows Phone understøtter Flash.

Dermed ser det ikke ud til, at Microsoft vil satse 100 % på Silverlight, der ses som en konkurrent til Flash.

Yderligere detaljer om både Windows Phone 7 Series og også et Flash-plugin vil blive offentliggjort til Microsoft MIX 10 i næste måned.

Microsoft Corporation

Bing Maps møder augmented reality

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

På dette års TED, TED 2010, der fandt sted fra den 9. til den 13. februar, var Blaise Aguera y Arcas fra Microsoft på scenen for at fortælle om Bing Maps, og hvordan de har integreret teknologier som Photosynth ind i det.

Det blev til en otte minutter lang session, hvor Arcas flere gange tog imod klapsalver fra publikum. Årsagen er en række teknologier, som enten allerede er brugt, eller som Microsoft eksperimenterer med, der kan skabe ny funktionalitet til Bing Maps.

Især integrationen af Photosynth med billeder fra Flickr vakte opmærksomhed, men mest bemærkelsesværdig var integrationen af video, sendt live og integreret i Bing Maps’ gadefoto-funktion.

Videobilledet blev lagt ind over det statiske foto vist i Bing Maps og vist korrekt placeret i forhold til billedet. En demonstration af funktionen kan ses i videoen herunder (fem minutter inde).

Vil du selv prøve Bing Maps med Photosynth, så kan det ske her (kræver Silverlight) og vælg så en amerikansk by, f.eks. New York, og vælg Streetside-funktionen.

SXC - creationc

Connery.dk taber sag om bruger-uploadet billede

- Via Ekstra Bladet - , redigeret af Net_Srak

I efteråret 2008 blev hjemmesiden connery.dk ramt af et søgsmål, da fotografen Torben Clausens opdagede flere af sine billeder på sitet, billeder han ikke havde givet lov til at bruge.

Ekstra Bladet skriver nu, at der er faldet en afgørelse i sagen, og Connery.dk er blevet dømt til at betale 32.500 kroner i bøde for krænkelse af ophavsretten. Det til trods for at de pågældende billeder blev fjernet fra siden, da man blev gjort opmærksom dem.

Billederne var blevet uploadet af en bruger på sitet, men dommeren mente ikke, det var en formildende omstændighed, idet connery.dk tjener penge på det indhold, som brugerne uploader.

Hos Connery.dk er man ikke overraskende skuffet over udfaldet, både over bøden, men også fordi det ikke blev til en principiel afgørelse, der kan slå fast, hvordan et site skal forholde sig til bruger-uploads.

Jakob Nørgaard, redaktør hos Connery.dk til ComON skrev:
Vi er dybt skuffede over, at der ikke er kommet en afgørelse, der fastslår om vi principielt er ansvarlige for brugernes upload, selv om vi fjerner materialet i samme øjeblik, vi bliver bekendt med ophavsretskrænkelsen. Hvis vi er ansvarlige selv om vi fjerner materialet, så lammer det hele den måde det frie internet er bygget op på.