mboost-dp1

Flickr - orangejack

Frankrig træder måske i danske fodspor

- Via Good Gear Guide - , redigeret af Net_Srak

I Danmark er debatten om censur på internettet igen blusset op med de seneste udmeldinger om, at staten vil regulere hvilke spille-hjemmesider danskerne må se.

I Frankrig er de på denne front ikke så strenge som Danmark, men det kan ændre sig i næste uge. Her skal politikerne stemme om et lovforslag, der skal tillade blokering af uønskede hjemmesider, hvor fokus er på børneporno.

Konceptet er allerede indført i Danmark og lige som herhjemme, så frygter modstandere, at loven ikke stopper ved blokering af børneporno-sider, og at blokering og filtrering i det hele taget er en forkert måde at gribe problematikken an på.

Det påpeges yderligere, som det også er sket i den danske debat, at de som ønsker at tilgå den slags materiale, nemt kan omgå blokeringerne.

Facebook

Facebook styrker chat med Jabber/XMPP-understøttelse

- Via Facebook - , redigeret af Net_Srak

Siden Facebook indførte muligheden for at chatte med sine venner, der var online på samme tid på hjemmesiden, har der været IM-klienter, der har tilbudt chat.

Opgaven med at lave understøttelse af Facebook-chat har dog ikke været helt let, idet der har været anvendt et proprietært system, men det er slut nu.

Facebook har nu gjort det meget nemmere at integrere deres chat i en IM-klient, idet de har valgt at understøtte Jabber/XMPP-standarden. Det betyder at flere klienter, som Adium, iChat og Pidgin vil kunne anvendes til FB-chat.

Hos Facebook beder man IM-udviklere kontakte dem såfremt de laver understøttelse for deres chat, og har mere end 100.000 aktive brugere om dagen, for at sikre nok kapacitet på serverne.

NASA/GM

Robonauter kan være en realitet om tre år

- Via Technology Review - , redigeret af Emil

I dag er det astronauter, som varetager de fleste opgaver i f.eks. den internationale rumstation, men allerede om tre år kan en robot måske overtage noget af arbejdet.

I samarbejde med General Motors (GM) har NASA gennem de seneste tre år været i gang med at udvikle den anden generation af en robonaut, der er en menneskelignende robot.

Robonaut2 (R2) består i dag af en overkrop med flere hundrede sensorer og 42 forskellige led. Den kan allerede udføre meget komplicerede bevægelser og er op til fire gange stærkere end tilsvarende robotter.

For NASA er målet, ud over at få en udholden hjælper på ISS, at kunne bruge robotten til ubemandede missioner til f.eks. Månen eller Mars. For GM ser man også et potentiale i R2, men som arbejdsrobot i fabrikker.

En af de store udfordringer i projektet har ud over det mekaniske været, at lave softwaren til R2 så den kan kommunikere effektivt med astronauterne og udfører opgaver på egen hånd.

Du kan se en video hvor projektet forklares og robotten vises frem herunder.

OpenOffice.org

OpenOffice 3.2 er klar

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Den gratis open source-kontorpakke OpenOffice.org, der har været meget nævnt på det seneste i danske tech-medier, har netop rundet en ny milepæl med lanceringen af version 3.2.

Den nye version introducerer en række nyheder samt mange forbedringer og fejlrettelser. Således er kompatibiliteten med andre programmer blevet forbedret, ligesom det nu starter hurtigere op, hvilket var et af kritikpunkterne i en evaluering fra Roskilde Kommune.

Samtidig med lanceringen af den nye version, der kan hentes i en lang række forskellige sprog, heriblandt dansk, og til både Windows, OS X og Linux, så kan OpenOffice.org annoncere, at kontorpakken nu er blevet hentet mere end 300 millioner gange siden lanceringen i april 2002.

Du kan læse mere om de nye funktioner samt forbedringer i udgivelsesnoterne, som du finder her.

Anonymous

Anonymous DDoS’er den australske stat

- Via Wired - , redigeret af Pernicious

Internetgruppen Anonymous, der er en gruppe folk fra hele verden, angreb onsdag aften en række australske statslige hjemmesider flere gange. De valgte efter eget udsagn at tage affære på baggrund af den australske regerings stigende antal censur-tiltag.

Anonymous skrev:
The Australian government will learn that one does not mess with our porn. No one messes with our access to perfectly legal (or illegal) content for any reason.

Omkring klokken 8:00 lokal tid (22:00 dansk tid) den 10. februar begyndte Anonymous “Operation Titstorm”, et DDoS-angreb mod australske statslige hjemmesider. Angrebet bragte flere sider og e-mail-servere ned flere gange. Navnet er valgt på baggrund af de seneste meldinger om, at Australien vil censurere film med kvinder, der har små bryster.

Samtidig med DDoS-angrebet blev der sendt et hav af af mails, angiveligt med porno, til den australske stat. Sideløbende blev der lavet telefonfis hos statslige institutioner og sendt sorte sider som fax for at bruge al toneren i modtagernes fax-maskiner.

I forbindelse med angrebet har gruppen lavet en video, hvor de forklarer årsagen til aktionen; du kan se den herunder.

Flattr

TPB-medstifter skaber nyt betalingssystem

- Via Neowin.net - , redigeret af Emil

Svenske Peter Sunde, der var med til at starte The Pirate Bay (TPB) og i en længere periode var talsmand for de fire grundlæggere, har lanceret et nyt projekt.

Projektet hedder Flattr og er et social betalingssystem, hvor man kan støtte et eller flere projekter eller personer med et beløb. I stedet for at støtte med et specifikt beløb, er det i stedet op til giveren, hvor meget han eller hun ønsker at donere.

Idéen er, at man indsætter et givent beløb på sin Flattr-konto, og når man så støder på en hjemmeside, der modtager donationer via Flattr, kan man trykke på et Flattr-ikon på siden. For hver gang man trykker på et Flattr-ikon vil beløbet, man har på sin konto, blive fordelt yderligere.

Det betyder, at hvis man har trykket på 10 ikoner i løbet af en måned, så vil hver modtager få en tiendedel af beløbet på kontoen, havde man trykket på 100, så deles beløbet i 100 dele. Du kan se en video, der forklarer princippet herunder.

Sunde håber, at det nye betalingssystem vil revolutionere, hvordan folk betaler og bliver betalt for indhold på internettet.

Microsoft Corporation

Gates ikke imponeret over iPad

- Via BNet - Blog - , redigeret af Net_Srak

Bill Gates var i sin tid meget imponeret over Apples iPhone, men den entusiasme deler han ikke med det seneste udspil fra Apple, deres iPad.

Direkte adspurgt svarer Gates, at der ikke er noget ved iPaden, som han ønskede, Microsoft ville have lavet.

Bill Gates skrev:
So, it’s not like I sit there and feel the same way I did with iPhone where I say, ‘Oh my God, Microsoft didn’t aim high enough.’ It’s a nice reader, but there’s nothing on the iPad I look at and say, ‘Oh, I wish Microsoft had done it’.

I stedet tror Gates mere på, at netbooks vil være vejen frem i den nærmeste fremtid.

Socialdemokraterne

S vil have mindre it-fryns

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak

Multimedieskatten er hadet af mange, men den er også en god ting for flere medarbejdere, der med den i hånden kan nyde godt af billig it-udstyr til hjemmet.

Hos Socialdemokraterne mener man ikke, det er korrekt, at nogle kan nyde godt af multimedieskatten på den måde, og skatteordfører Nick Hækkerup vil ændre skatten, hvis de kommer til magten efter næste valg.

Nick Hækkerup, skatteordfører for S til Børsen skrev:
Vi bliver nødt til at forholde os til, at nogen har raget til sig. Det skal ikke være sådan, at du i stedet for at få en lønstigning, som du beskattes af, kan få en fladskærm til stuen. Det dur simpelthen ikke.

Hækkerup mener, det er unfair, at f.eks. håndværkeren beskattes med 3.000 kroner for en telefon, han ikke kan undgå, og andre får stillet både pc, mobiltelefon og internet til rådighed i hjemmet for samme beløb.

SXC - kezze

Spilsites skal blokeres som The Pirate Bay

- Via Comon - , redigeret af Emil

En kommende liberalisering af spillelovgivningen i Danmark vil gøre det muligt for flere virksomheder at tilbyde spil som lotto og tips til danskerne, men kun hvis de har en licens.

Har en virksomhed ikke fået denne licens, skal de heller ikke have lov til at tilbyde spil i Danmark, hverken rigtige, fysiske spil eller via internettet. For at sikre sidstnævnte ikke sker, så vil Spilmyndigheden beordre internetudbyderne til at blokere for udvalgte sider.

Teknisk set vil det ske på samme måde, som da man valgte at blokere for The Pirate Bay, hvor man via DNS fik peget kunder over på en anden side.

Morten Rønde fra Spilmyndighederne oplyser til Comon, at blokeringen allerede kan træde i kraft til sommer, og at det vil få konsekvenser, hvis internetudbyderne ikke gør, som de siger, f.eks. i form af bøder.

Kritikere har tidligere udtalt, at sådanne blokeringer er uheldige og minder om tilstande set i Kina og Iran.

Anvender man i forvejen en alternativ DNS-udbyder, som f.eks. OpenDNS eller Google Public DNS, vil man ikke blive berørt.

OpenOffice.org

Roskilde dropper OpenOffice.org

- Via Version2 - , redigeret af Emil

Efter at have testet den gratis open source-kontorpakke OpenOffice.org (OOo) i godt et halvt års tid, har it-chefen hos Roskilde Kommune nu valgt at droppe den.

Årsagen er ifølge Version2, at lærere, elever og forældre har oplevet for store problemer ved anvendelsen af OOo. Det er især kompatibilitets- og konverteringsproblemer, som har drillet, men også hastigheden i programmet har man ikke fundet tilfredsstillende.

Et andet kritikpunkt, fra især eleverne, er forskellen i, hvordan Microsofts Office 2007 og OpenOffice.org benyttes. Eleverne er vant til at benytte Office 2007 og finder det besværligt og til gene at omvende sig til OOo.

It-chef i Roskilde kommune, Ole Bech, fortæller, at man på baggrund af forsøget vil fortsætte med at anvende Microsofts Office 2007 kontorpakke. Han afviser dog ikke, at man på et senere tidspunkt vil gøre et nyt forsøg med OpenOffice.org. Således skal han senere på måneden mødes med andre kommuner, som har erfaringer med OOo, for at udveksle disse.