mboost-dp1

Google

Google fjerner lovlige musik-blogs fra nettet

- Via Guardian - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Orange

Googles tjenester, Blogspot og Blogger, huser mange forskellige blogs, heriblandt flere med fokus på musik. På det seneste har internetkæmpen dog fjernet en række populære blogs, der har eksisteret i flere år.

Hos Google mener man, at de pågældende blogs bryder copyrightlovgivningen, idet de har modtaget klager over det materiale, der kan hentes på siderne, såkaldte DMCA-klager (Digital Millenium Copyright Act).

Klagerne er dog ifølge folkene bag de forskellige blogs ubegrundede, idet de har fået lov til at gengive materialet, typisk af musikselskabernes PR-bureauer eller kunstnerne selv.

Den melding giver Google dog ikke meget for og opfordrer til, at bloggerne kommer med en DMCA-modklage. Det er dog problematisk, da mange ikke kender proceduren for, hvordan dette gøres, og selv hvis de gør, så får de ofte ikke at vide, hvilken specifik musikfil der er klaget over.

Microsoft Corporation

Microsoft trækker Windows XP-patch tilbage

- Via Hot Hardware - , redigeret af Net_Srak , indsendt af LinguaIgnota

I sidste måned kom det frem, at der i de seneste 17 år har eksisteret en fejl i Windows, som kan give udvedkommende forhøjede rettigheder på en computer. Den fejl udsendte Microsoft en rettelse til i sidste uge, men det var dårligt nyt for Windows XP-brugere.

I stedet for at lappe sikkerhedshullet fik opdateringen flere Windows XP-computere til at genstarte eller crashe med en BSOD. Det har nu fået Microsoft til at trække opdateringen tilbage.

Umiddelbart mistænker Microsoft eksistensen af malware på de berørte computere for at være årsagen til, at nogle oplever, Windows XP genstarter eller går ned. De påpeger dog, at de stadig undersøger sagen, blandt andet ved at sende teknikere ud til nogle af dem, som har oplevet problemet.

Indtil der er en ny fejlrettelse klar, opfordrer Microsoft alle til at anvende et opdateret antivirusprogram.

SXC - kezze

WoW-pædofil dømt til behandling

- Via Dagbladet Ringkøbing/Skjern - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Spriz

I fredags faldt der dom i en længerevarende sag om pædofili, hvor en nu 28-årig mand havde lokket unge drenge til seksuelle ydelser, mod at de modtog guld i World of Warcraft.

Sagen startede for fire år siden, da en mor til en af drengene, der dengang var 14 år, opdagede, hvad hendes søn lavede foran webkameraet. Det viste sig efterfølgende, at den nu dømte, havde lokket mindst 25 unge drenge til at sende billeder eller videoer af sig selv til ham.

Forsvareren prøvede at få den anklagede frifundet i de fleste anklagepunkter og argumenterede med, at drengene havde deltaget i et rollespil med den anklagede, hvor han ville se, hvor langt de ville gå.

Den forklaring accepterede dommeren ikke, og den anklagede er blevet dømt til behandling på en lukket psykiatrisk afdeling i maksimalt fem år.

Voddler

Voddler kommer snart til danmark

- Via Comon - , indsendt af Kilkiboy

I efteråret 2009 startede en ny videotjeneste i Sverige, der adskilte sig fra de fleste andre online videotjeneste ved at tilbyde film gratis og lovligt. Denne tjeneste er nu på vej til Danmark.

Navnet på tjenesten er Voddler, og den minder i sit princip om musiktjenesten Spotify, idet man ser film gratis mod også at se reklamer.

Hidtil har Voddler kun kørt i Sverige, tilmed for en lukket gruppe, men nu er det ifølge Mathias Tönnesson, ekspansionschef hos Voddler, tid til at udvide.

Mathias Tönnesson, Voddler til ComON skrev:
Vi ser frem mod lanceringen i Danmark og resten af Norden. Ekspansionen har været planlagt i noget tid og det er meget motiverende at kunne tilbyde en innovativ filmtjeneste til vores danske naboer.

Ønsker man at prøve tjenesten, så skal man dog være lidt tålmodig, idet Voddler først forventes at være tilgængelig i Danmark til sommer.

Det vil typisk være film af ældre dato, som kan ses gratis via tjenesten, men ønsker man at se nyere film, er det også muligt, dog mod betaling. Det kan enten ske i form af et månedligt abonnement eller betaling pr. film.

sxc.hu - a_Roman

Simkort med trådløst netværk

- Via Sagem Orga - , indsendt af Plindstrup

I forbindelse med Mobile World Congress (MWC) i Barcelona har Sagem Orga i samarbejde med Telefonica annonceret et simkort med indbygget trådløst netværk kaldet SIMFi.

Simkortet vil gøre en hvilken som helst mobiltelefon til et hotspot. Det kan bruges til at dele en 3G-forbindelse med andre mobiltelefoner med WiFi eller bærbare computere.

Der kræves ikke software installeret på mobiltelefonen, idet alt funktionalitet er indbygget i selve simkortet.

Det er endnu uvist, hvornår simkortet kommer på markedet, men når det gør, så har Sagem Orga store forventninger til det.

Remy Cricco, Teknologi- og innovationsansvarlig host Sagem Orga skrev:
If customers can connect their notebooks to the Web anytime and anywhere by simply using what they have with them most of the time and what is the most trusted secure device – the SIM card – adoption can be expected to be enormous.

newz.dk

Arkiverne: Uge 6

- Via newz.dk - , redigeret af Avenger-

For 10 år siden:
Microsoft luftede de første tanker om, at Windows 2000 skulle til at anvende tvungen registrering af styresystemet hos Microsoft. Registrerede kunden sig ikke, ville OS’et holde op med at virke. Funktionaliteten, der i dag kendes som produktaktivering, kom dog aldrig med i Windows 2000, men blev fast indført i Windows XP og alle fremtidige udgaver af Windows. Om tiltaget har haft nogen effekt i kampen mod piratkopiering nu 10 år efter, er dog til diskussion.

For 5 år siden:
Mitsubishi annoncerede, at de ville være de første i verden til at sende en såkaldt lommeprojektor på markedet, hvilket skulle gøres ved at anvende en LED-diode i stedet for en traditionel Xenon-pære. Den lille sag vejede 400 gram og kostede over 5.000 kr. i Danmark. I dag kan en mindre og bedre lommeprojektor købes til den halve pris og en tredjedel af vægten.

For 1 år siden:
IFPI proklamererede, at de efter sejren med blokeringen af The Pirate Bay ville begynde med at rette søgelyset efter andre populære sider, der deltager i ulovlig fildeling. Indtil nu er det dog blevet ved snakken fra IFPIs side, men fra andre sider af, har der vist sig at være stor interesse for hele blokeringskonceptet.

TomTom

GPS’en får nu dialekt

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak , indsendt af The-Lone-Gunman

Har man en navigationsenhed fra TomTom, og synes man, de medleverede stemmer er lidt for kedelige, så har det længe været muligt at hente alternativer, dog oftest på engelsk.

Nu er der kommet en række danske alternativer, der tager udgangspunkt i de lokale dialekter her i landet.

Således er det muligt at få sin TomTom-GPS til at tale fynsk, århusiansk, nordjysk, sønderjysk og københavnsk.

Modsat mange af de andre stemmer, der kan hentes hos TomTom, så vil de fem nye danske dialekter være ganske gratis at hente.

Du kan høre et eksempel på dialekterne her:
[list][li]Århusiansk[/li]
[li]Fynsk[/li]
[li]Københavnsk[/li]
[li]Nordjysk[/li]
[li]Sønderjysk[/li][/list]

Google Inc.

Google Street View er lovligt

- Via JydskeVestkysten - , redigeret af Pernicious

Da Google Street View blev lanceret i Danmark i januar, udtalte Oluf Jørgensen, mediejurist hos Danmarks Journalisthøjskole, at tjenesten bryder loven, fordi der er blevet taget fotografier af folk, der befinder sig på privat grund. På baggrund af det opfordrede han politikerne til at se på sagen.

Den opfordring blev fulgt af Benny Engelbrecht (S), der ville vide, hvordan Justitsministeriet så på sagen, og i går slog justitsminister Brian Mikkelsen (K) så fast, at han ikke mener, Google bryder loven.

Brian Mikkelsen skrev:
Fotograferingen eller iagttagelsen skal for at være strafbar efter bestemmelsen være ‘uberettiget’.

Google Street View er derfor kun ulovligt, hvis den fotograferede person føler sig forurettet. Sagen er dog også blevet rejst over for EU-Kommissionen, som endnu ikke har taget sagen op.

The Pirate Bay

APG slår kløerne i dansk fildeler

- Via DR - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Adagio

Antipiratgruppen (APG) har tidligere meddelt, at de ikke længere vil have så meget fokus på at gå efter enkelte fildelere, men påpegede samtidigt, at ingen alligevel skulle føle sig helt sikre.

Det kan en ung mand fra Herning nu skrive under på, efter at han ifølge DR Nyheder har haft besøg af fogeden og repræsentanter fra APG. De ransagede hans hjem og konfiskerede hans computerudstyr som bevismateriale.

Sagen startede, da APG registrerede mandens ip-adresse i forbindelse med en rutineovervågning af The Pirate Bay. Det, som fangede APG’s interesse, var, at der fra ip-adressen blev uploadet den danske film “Sorte Kugler”.

I første omgang troede APG, at de havde fat i en mindre fisk, men efter ransagningen er de overbeviste om, at manden har flere film på samvittigheden.

Maria Fredenslund, advokatfuldmægtig i APG til DR Nyheder skrev:
Det er en meget stor sag. Det viser omfanget af harddiske. Og vi går ud fra, at de er fyldt med filer, der er beskyttet af ophavsretten. Det kommer til at tage noget tid at gå det hele igennem.

Google Inc.

Google ændrer på Buzz

- Via Gmail Blog - , redigeret af Net_Srak

Det er kun et par dage siden, Google introducerede deres bud på en social internettjeneste, der tager udgangspunkt i Gmail, og nu har de annonceret de første ændringer.

Det er især på baggrund af tilbagemeldinger fra bekymrede brugere, der er bange for, at deres liste over kontakter i Gmail vil blive delt med alle, som får Google til at reagere.

Google påpeger, at kontaktlisterne ikke vil blive vist som standard, men anerkender, at mere information og nogle ændringer er nødvendige. Blandt andet vil de gøre det meget tydeligt, hvor man kan slå publiceringen af disse oplysninger fra.

Det bliver også nemmere at blokere folk fra at følge med i, hvad man laver. Før kunne man kun blokere en person, efter vedkommende havde lavet en profil, men nu kan man blokere alle, også de med midlertidige profiler.

I de første par dage har Google registreret over 9 millioner buzz’ fra mange millioner interesserede brugere. Det er på baggrund af feedback fra nogle af disse, ændringerne nu bliver foretaget.