mboost-dp1

Knut Karlsen

Hjemmelavede solcellebatterier

- Via Blog - Knut Karlsen - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sio2

I Norge har en person ved navn Knut Karlsen gået og spekuleret på, hvordan han kunne holde sine genopladelige batterier konstant opladet, selvom de ligger i længere perioder uden at blive brugt.

Det fik ham til at udtænke idéen SunCat, der ganske simpelt går ud på at beklæde almindelige genopladelige batterier med fleksible solceller.

Solcellerne fik han fat i hos norske IFE (Institute For Energiteknikk), hvor han havde nogle kontakter. IFE var tilmed så flinke at tilpasse størrelsen på solcellerne, så de passede med et C-klasse batteri.

Efter at have klistret solcellerne på et sæt NiMH genopladelige batterier og tilsluttet dem polerne med dele af ledningerne fra et ødelagt objektiv og en ledende sølv-pen, var batterierne færdige.

Konceptet er stadigvæk på eksperimentstadiet og effekten af opladningen er ret lav. Karlsen mener selv, at en forbedring til designet ville være en form for måler, der viser, hvor meget strøm der er på batteriet.

Dell

Elgiganten skal sælge Dell-computere

- Via Cision Wire - , redigeret af Net_Srak

Som den første elektronikkæde i Danmark bliver det fra på mandag den 23. muligt at købe Dell-computere i Elgiganten.

Hidtil har Dell kørt en stram politik med kun at sælge deres computere via nettet, hvilket de typisk også har givet udtryk for i deres tv-reklamer.

Den nye aftale er resultatet af en ny strategi, som Dell indledte for et års tid siden.

Stig Jørgensen, adm. direktør for Dell Danmark skrev:
For godt og vel et år siden lancerede vi vores nye strategi. Den supplerer Dells direkte salg over nettet med en række andre markedsindgange, blandt andet salg gennem detailleddet. Her er Elgiganten en meget stærk partner, og vi er glade for, at vi nu kan give vores kunder mulighed for at købe Dell i Elgigantens mange varehuse rundt om i landet.

I første omgang lanceres 11 Dell-modeller i Elgigantens varehuse. Desuden kan de bestilles gennem Elgigantens online butik. Produktudvalget spænder fra Dell Inspiron-modellerne til Dell XPS-modellerne.

VIA Technologies, Inc.

NVIDIA og VIA laver fælles Ion-platform

- Via DigiTimes - , redigeret af Emil

NVIDIA introducerede for nylig deres Ion-platform til Atom-processoren, der gør det muligt at lave netbook-computere med mere grafikkraft end Intels egen løsning.

Nu har NVIDIA oplyst, at de har indgået en aftale med VIA om at lave en udgave af deres Ion-platform, der passer sammen med VIAs Nano-processor. Samarbejdet er allerede så langt, at de er påbegyndt udviklingen.

Samarbejdet var allerede på tale i starten af 2008, og parterne forventer, at de første produkter vil komme på markedet senere i år.

Dell

Dell vil have frigjort navnet netbook

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak

Kort tid efter salget af de små mini bærbare computere begyndte, i starten i form af Asus Eee PC 700, fik de hurtigt tilnavnet netbooks. Dette navn er dog ejet af det canadiske firma Psion Teklogix, men det mener Dell ikke, de har ret til.

Dell har derfor ansøgt de amerikanske myndigheder om en annullering af Psions trademark, med henvisning til at selskabet ikke længere anvender ordet netbook til noget.

Psion søgte i 2006 om fortsat trademark af ordet, men Dell påstår, at ansøgningen er sket på et falsk grundlag og derfor er ugyldig. Reaktionen kommer oven på Psions krav om, at computerproducenter og forhandlere skulle stoppe med at bruge ordet senest den 31. marts i år.

Nu skal det amerikanske patentkontor afgøre sagen, en sag der forventes at kunne vare i over et år. Ansøgningen om annullering kan læses her (pdf).

BitTorrent

U2-album lækket til nettet

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

Det er sket før, og nu sker det igen, denne gang er det bandet U2, der står for skud. Deres kommende 12. album, som ser dagens lys den 27. februar i Irland og den 3. marts i resten af verden, har fundet vej til nettet.

Bandet har ellers været meget omhyggelige med at holde kortene tæt til kroppen, ikke mindst da fire numre fra cd’en blev lækket til nettet sidste sommer. Efterfølgende blev det besluttet ikke at udsende anmelderudgaver, i stedet ville man lave lyttearrangementer.

Den nye cd ved navn “No Line on The Horizon” er blevet observeret på BitTorrent og LimeWire. Sagen vil sikkert være vand på møllen for IFPI og ikke mindst Paul McGuinness, der er manager for U2 og indædt modstander af fildeling.

NASA

Satellitkollision måske dødsstødet for Hubble

- Via Wired Blog - , redigeret af Net_Srak

Hubble-teleskopet har flere gange været i overhængende fare for at dø, men er blevet reddet ved hjælp af reparationsmissioner til den aldrende satellit.

Der er planlagt endnu en mission, der skal være den sidste, men der er nu en risiko for, at den ikke bliver til noget. Årsagen er kollisionen mellem to satellitter, der fandt sted tidligere på måneden.

Sammenstødet mellem Iridium-satellitten og den udtjente russiske Kosmos-2251-satellit har ført til ekstra rumskrot i kredsløb om jorden. Det kan vise sig netop at være nok til, at det ikke er risikoen værd at sende en reparationsmission op til Hubble.

Risikoen, for at Hubble møder sit endelige ved et sammenstød med et stykke rumskrot, var inden kollisionen på 1:185, hvilket allerede er ganske højt. Med de nye objekter i kredsløb om jorden er tallet ikke blevet bedre.

Flickr - tao_zhyn

Nokia sikrer sig halv milliard euro til udvikling

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

Nokia er verdens største producent af mobiltelefoner, en årsag til succesen er innovative produkter, og den succes har det finske firma tænkt sig at holde fast i. Selskabet har derfor netop sikret sig et lån hos den europæiske investeringsbank (EBI) på €500 millioner.

De mange penge skal benyttes over en 5-årig periode, og det bliver især med fokus på udvikling af deres Symbian softwareplatform, som de købte i sommeren 2008.

Softwareudviklingen omfatter også en styrkelse af Symbian Foundation, der er en sammenslutning blandt mobiltelefonproducenter, som anvender Symbian.

Ud over at lånet skal styrke softwareudviklingen hos Nokia, så er der ikke kommet nogen detaljer frem om, hvad det vil betyde for Symbian de kommende år.

The Pirate Bay

Hackere angriber IFPI-sider

- Via Projo - , indsendt af infinity_Doap

Som en reaktion på den igangværende retssag mod holdet bag hjemmesiden The Pirate Bay er den svenske IFPI-afdelings hjemmeside blevet defaced.

Således kunne man på hjemmesiden læse en tekst med overskriften “SLUTA LJUG HÅKAN ROSWALL!!!”. Håkan Roswaller er anklageren i sagen. Ud over overskriften kunne man læse teksten:

IFPI Sveriges hjemmeside skrev:
Den hensynsløse jagt som IFPI, Antipiratgruppen, Warner Bros og alle andre virksomheder med andel i sagen bedriver har nu resulteret i en rettergang mod fire uskyldige mænd, der er tiltalt for krænkelse af ophavsretten. Det her er en krigserklæring mod antipiratindustrien og aktørerne bag den. Vi opfordrer offentligheden til boycut og lynchning af de ansvarlige. IFPI er kun begyndelsen. Fortsættelse følger.

Beskeden er underskrevet af nogle, der kalder sig “Den nye generation”.

IFPIs hjemmeside i Sverige er nu tilbage i vante rammer, men en overgang var der også problemer for den internationale side, der angiveligt har været udsat for et DDoS-angreb.

Hos TPB-lejren er man ikke glade for angrebene, idet de er til skade for retssagen, og Peter Sunde beder de ansvarlige stoppe.

sxc.hu

Stor sejr til Microsoft i Vista-klar sag

- Via Channel Register - , redigeret af Net_Srak

I retssagen mod Microsoft, om hvorvidt computere blev mærket forkert, da Windows Vista blev frigivet, med værende klar til at kunne afvikle det nye operativsystem, har softwaregiganten nu vundet en stor sejr.

Det er ikke selve retssagen, der er blevet afgjort, men dommeren i sagen har besluttet, at det ikke er muligt at føre sagen som en fælles sag, hvorfor anklagerne skal sagsøge Microsoft individuelt.

Med afgørelsen er sandsynligheden for at sagen bliver fulgt til dørs pludselig blevet meget mindre. Microsoft udtaler, at de er glade for beslutningen og er klar til at møde de enkelte anklagere i retten.

Microsoft-talsmand skrev:
We’re pleased that the court granted our motion to decertify the class, leaving only the claims of six individuals. We look forward to presenting our case to the jury, should the plaintiffs elect to pursue their individual claims.

Flickr - Michael T. Gilbert

Unisys: Itanium er døden nær

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

Intel lancerer mange nye processorer i deres x86-serie, og udviklingen går planlagt efter Tick-Tock-strategien. Helt så godt ser det ikke ud for Itanium-serien af processorer.

Itanium benyttes primært i store serversystemer til massive databaser, blandt aftagerne er Unisys, og her mener man, at Itaniums dage er talte.

Colin Lacey fra Unisys påpeger, at dagens Xeon-processorer yder bedre pris-ydelsesmæssigt end nuværende Itanium-systemer.

Colin Lacey, Unisys skrev:
The performance of the Unisys server, which uses the latest Intel Xeon 6-core processors, shows the increasing superiority of Xeon-based systems for mission-critical applications such as business intelligence over those based on Intel Itanium processors.

Intel skulle have været ude med en ny udgave af Itanium for længe siden, men den er blevet udskudt adskillige gange, senest for to uger siden, hvor udgivelsesdatoen blev rykket et halvt år.