Browserproducenten Opera har offentliggjort nogle tidlige resultater af en igangværende undersøgelse, der skal kaste lys over internettets opbygning. Undersøgelsen er lavet med et værktøj, de kalder Metadata Analysis and Mining Application (MAMA), som gennemsøger nettet og tjekker, hvordan hjemmesider er skrevet, rent teknisk. MAMA samler data fra omkring 3,5 mio. websider.
Det har bl.a. givet en liste over de mest brugte HTML-tags, nemlig HEAD, TITLE, HTML, BODY, A, META, IMG og TABLE.
Opera har også kigget nærmere på brugen af webteknologier som Flash, der bruges på 35 % af alle hjemmesider. Flash er mest populær i Kina, hvor 67 % af de undersøgte sider brugte teknologien. Det land, hvor Flash er mindst populært, er faktisk her i Danmark, hvor kun 25 % bruger det. Ved et kig på brugen af XMLHttpRequest, der bruges i forbindelse med AJAX-kald, viser det sig, at 3,2 % udnytter denne teknologi, der er mest populær i Norge, hvor det findes på 10 % af de undersøgte websider.
De har også kigget nærmere på, om hjemmesiderne følger de gængse webstandarder. Det viser sig, at kun 4,13 % gør det. En anden interessant ting er, at kun 50 % af de hjemmesider, der har et skilt om, at de følger standarderne, rent faktisk også gør det.