mboost-dp1

Google

Er interessen for Android gået tabt?

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sønderby

Den amerikanske hjemmeside TechCrunch arrangerede for nyligt et debatmøde, hvor emnet var mobiltelefoner og deres forskellige operativsystemer. Til formålet skulle der bruges eksperter, der kunne repræsentere de forskellige systemer, men for ét system var det svært at finde en ekspert.

TechCrunchs Erick Schonfeld, der var manden bag debatmødet, havde svært ved at finde en person, som udviklede software til Googles Android-platform. Ud over de 50 personer, der vandt Androids udviklerkonkurrence, så var udvalget beskedent. Det blev ikke nemmere for Schonfeld, at Google ikke ønskede at deltage i debatmødet.

Til selve mødet viste det sig også hurtigt, at interessen var størst for de systemer, hvor der fandtes produkter, som f.eks. iPhone, Nokia/Symbian og andre. Google forventer stadig, at de første Android-produkter udkommer i starten af 2009.

No Thumbnail

Toyota bag Segway-konkurrent

- Via Wired Blog - , redigeret af Emil , indsendt af sønderby

De fleste har sikkert set en Segway, fartøjet der kan stå op, selvom det kun har to hjul. Det futuristiske køretøj har været på markedet i nogle år efterhånden, et marked hvor det ikke har haft mange konkurrenter.

Det kan dog ændre sig nu, idet bilfabrikanten Toyota har præsenteret deres udgave af et Segway-lignende køretøj – Winglet. Winglet fungerer på samme måde som Segway, men er markant mindre.

Toyota vil markedsføre Winglet til brug i byen, hvor man kan bruge den som et alternativ til at gå. Den fås i en udgave med et støttehåndtag, og i to udgaver uden, hvor man styrer den ved at skifte vægten fra det ene ben til det andet.

I første omgang vil Toyota teste Winglet i en japansk lufthavn, hvorefter interessen for Winglet vil bestemme, om den skal i masseproduktion. Følg linket til kilden for at se en video af Winglet i brug.

SpaceX

Paypal-stifter bag succesfuld raketaffyring

- Via engadget - , redigeret af Emil , indsendt af sønderby

Når talen falder på rumfart, så tænker man ofte NASA eller ESA. Generelt så forbinder man rumfart med nationale eller internationale organisationer, men der findes også et privat marked. En af de mere seriøse spillere på dette marked er firmaet Space Exploration Technologies Corp., eller kort SpaceX.

SpaceX er dannet af Pay Pal-grundlæggeren Elon Musk, og de er i fuld gang med at udvikle en raket, der kan matche flere af de raketter, nationale rumfartsorganisationer laver rundt om i verden.

Raketten hedder Falcon 9, og Space X har netop fuldført en vigtig test, som et led i udviklingen af raketten, nemlig en testaffyring af Falcon 9’s ni motorer ved fuld kraft.

SpaceX er dermed et skridt nærmere til at færdiggøre Falcon 9, der blandt andet skal anvendes til at forsyne Den Internationale Rumstation med forsyninger, når den sidste af de hidtil brugte rumfærger pensioneres i 2010.

Falcon 9 kan løfte en last ud i rummet, der vejer op til fem tons. Kunder, der er interesseret i at anvende Falcon 9, skal af med mellem 36,75 millioner og 57,75 millioner dollars pr. opsendelse, afhængig af lastens vægt. Senere vil SpaceX lave Falcon 9 Heavy, der er en Falcon 9-raket med tre trin 1-raketter, der kan løfte op til 28 tons last op i lavt kredsløb, eller 15 tons op i et højt kredsløb.

No Thumbnail

Interessen stiger for Linux Mobile

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Der findes i dag flere mobiltelefoner, som anvender Linux som operativsystem, og står det til Linux Mobile Foundation, LiMo, så vil fremtiden byde på endnu flere telefoner.

LiMo er en organisation, der arbejder på at udvikle et hardwareuafhængigt operativsystem. Medlemmerne tæller en lang række af de store mobiltelefonproducenter og andre virksomheder, der har med mobiltelefonindustrien at gøre.

Hos LiMo har man netop godkendt specifikationerne til syv mobiltelefoner fra blandt andet Panasonic, Motorola og Nec, ligesom man har budt velkommen til elleve nye medlemmer.

LiMo har nu 50 medlemmer, og i alt er der nu 21 telefoner på det globale marked, der anvender LiMos software.

Flickr - ktempest

Astronaut bekræfter kontakt med rumvæsner

- Via Kerrang! Radio - , redigeret af Emil , indsendt af Mort

Tilbage i 1971 landede astronauten Edgar Mitchell på månen og kunne som den sjette person i verden foretage en månevandring. I dag er astronauten 77 år gammel og blev for nyligt interviewet på radiostationen Kerrang! Radio.

Til alles store overraskelse så påstod Mitchell, hvad mange konspirationsteoretikere og UFO-tilhængere har påstået i lang tid, at den amerikanske regering er vidende om eksistensen af intelligente rumvæsner.

Ifølge Mitchell så blev han – og andre deltagere i det amerikanske rumprogram – informeret om disse rumvæsner, og han påpeger, at de har været på besøg her på jorden.

Oplysningerne fra Mitchell er blevet mødt med stor skepsis, også blandt ufo-tilhængere, der mener, at udtalelsen kan ødelægge arbejdet for de ufo-tilhængere, der undersøger fænomenet på et videnskabelig niveau.

Følg linket til kilden for at høre interviewet med Edgar Mitchell.

sxc.hu - simonok

Når tastaturet skal være cyber-rent

- Via ExpertVerdict - , redigeret af Emil , indsendt af bonna

I de seneste år er der med jævne mellemrum dukket nyheder op om, at man skal passe på sit tastatur, for det er mere beskidt end et toiletsæde, meget mere beskidt.

Nyhederne baseres på en amerikansk undersøgelse, der viser, at et gennemsnitstastatur indeholder op til 70 gange så mange bakterier end sædet på et toilet. Årsagen er, at mange mennesker ofte spiser ved tastaturet og ikke vasker hænder ordentligt, hvis overhovedet, inden de sætter sig ved computeren igen.

Ønsker man ikke ligefrem at kassére sit tastatur, men blot rengøre det, så kan det være en større opgave; et malaysisk firma mener dog, at de har fundet en nem måde at gøre det på.

De har lavet produktet Cyber Clean, der minder om meget blødt modellervoks. Materialet har en desinficerende effekt og skal blot presses ned mellem tasterne og fjernes igen.

Firmaet bag produktet anbefaler at bruge Cyber Clean til en lang række af produkter ud over tastaturer, som f.eks. fjernbetjeninger, telefoner, mikrofoner m.m.

No Thumbnail

Det går godt for science-fiction-serier

- Via blog.wired.com - , redigeret af Emil , indsendt af bonna

Den 21. september afvikles dette års Emmy-uddelinger, der er den amerikanske tv-industris svar på filmindustriens Oscar-uddelinger. I stedet for film så uddeles der Emmyer til de bedste tv-serier.

I år er den mest nørdede genre, science-fiction, godt repræsenteret på nomineringslisten. Især rum-serien Battlestar Galactica (BSG) har fået nogle fornemme nomineringer, man ikke ser særlig ofte for sci-fi-serier.

BSG har modtaget seks nomineringer, heriblandt en for “Outstanding Writing for a Drama Series” og en for “Outstanding Cinematography For a One-Hour Series.”

Ud over BSG så har serier som Jericho, The Sarah Connor Chronicles, Heroes, Lost og Stargate Atlantis også fundet vej til listen over nomineringer. Miniserien Tin Man, der er Sci-Fi Channels genfortolkning af Troldmanden fra Oz, har modtaget syv nomineringer.

Nvidia

Forvirring om hvorvidt Nvidia vil stoppe med at lave chipsæts

- Via DigiTimes - , redigeret af Emil

Ifølge en kilde hos en af de store bundkortproducenter i Taiwan, så vil Nvidia stoppe med at lave chipsæts til bundkort. Det skulle være resultatet efter et møde blandt Nvidia og flere bundkortproducenter, hvor Nvidia ville undersøge, hvor interesserede firmaerne var i at anvende Nvidias kommende chipsæts.

Efter spekulationerne er opstået, har Nvidia afvist, at de skulle stoppe med at lave chipsæts. Det har dog ikke stoppet rygterne, der fortsætter med, at Nvidia vil anvende de folk, der ikke længere skal lave chipsæts, til at styrke udviklingen af deres GPU’er.

Forvirringen opstår samtidig med, at flere bundkortproducenter har trukket kommende bundkort baseret på nForce 790i-chipsættet ud af deres produktsortiment, og der er spekulation om, at Apple vil anvende et Nvidia-chipsæt i deres kommende Macbook Pro i stedet for et fra Intel.

Dell

Dell lancerer ny mini desktopcomputer

- Via Dell - , redigeret af Emil , indsendt af bonna

Dell er en af verden største computerproducenter, og de har de seneste år brugt en del energi på at forbedre omdømmet omkring deres computere, der, når man kigger på udseendet, kunne være lidt kedelige.

Nu har Dell introduceret en helt ny linje af pc’ere, der adskiller sig markant fra, hvad Dell tidligere har lavet, Dell Studio Hybrid. Den nye computer er først og fremmest markant mindre end en typisk desktop-pc, men har også et anderledes design.

Designet minder lidt om et eksternt cdrom-drev i kraftige farver, men til trods for størrelsen, så vil computeren kunne komme med en Intel Core 2 Duo-processor, op til 4 GB RAM og 320 GB harddisk. Derudover vil den have gigabit Ethernet, HDMI og DVI-udgang, 8-i-1-kortlæser og slot-in dvd-brænder, med mulighed for opgradering til et Blu-ray-drev lidt senere på året.

Flickr - beggs

Kina slår igen: Bland jer ikke i kinesisk lov

- Via Physorg - , redigeret af Pernicious

Efter kritik af sportsjournalisters adgang til internettet ved OL i Kina og efterfølgende aktioner og udtalelser imod Kina, slår Kina nu tilbage med udtalelser om, at USA og andre lande ikke skal blande sig i Kinas interne affærer, og at andre lande skal holde op med at føre politik ind over OL.

Liu Jianchau, talsmand for den kinesiske regering, udtaler:

Liu Jianchau skrev:
China asks the US to abide by the basic norms of international relations, stop interfering in the internal affairs of China by means of making use of so-called religious and human rights

Beijings olympiske organiseringstalsmand, Sun Weide, kommenterer også situationen.
Sun Weide skrev:
A small number of Internet sites are blocked, mainly because they violate Chinese law,[…] We hope that foreign media will respect Chinese law in this matter.

Det er journalister ved OL, der har fundet ud af, at sider som Amnesty International, Den Tibetanske Regering (som er i eksil), Reporters Without Borders og flere kinesiske systemkritiserende grupper har fået deres hjemmesider blokeret.