mboost-dp1

Nvidia

NVIDIA har problemer med mange laptop-GPU’er

- Via Yahoo News - , redigeret af Emil

I en meddelelse til sine partnere har NVIDIA oplyst, at GPU’er leveret til en “betydelig mængde” bærbare computere, har vist sig at have en for høj fejlrate.

Det er ikke oplyst, hvilke chips der er tale om, men NVIDIA har allerede nedskåret deres økonomiske forventninger for andet kvartal med 150-200 millioner dollars, det beløb, de regner med, skal bruges på erstatninger til computerproducenterne.

Offentliggørelsen af problemerne fik en omgående effekt på firmaets aktiekurs, der faldt med 24 %. Problemet skulle være relateret til varme, idet nogle chips anvender et pakkemateriale, der har for dårlige termiske egenskaber, ligesom de termiske designs til nogle laptopmodeller ikke er tilstrækkelige.

For at redde de chips, der endnu ikke har fejlet, har NVIDIA udgivet nye drivere til computerproducenterne, der vil starte blæseren på GPU’en tidligere end normalt.

e-handelsfonden

Getmore anvender igen e-mærket

- Via Comon - , redigeret af Emil

Tilbage i starten af maj i år valgte onlineforhandleren Getmore at droppe e-mærket, fordi de var utilfredse med, at en store internetbutik var underlagt de samme vilkår som en lille butik.

Nu har Getmore valgt at benytte e-mærket igen og har allerede fået det tilbage på sin hjemmeside. Ifølge Getmores Direktør, Kaiser Raja, så har der været tale om en misforståelse.

I forbindelse med Getmores boykot af e-mærket, så udtalte direktøren for E-handelsfonden, Lars Schmidt Larsen, der håndterer e-mærket, at reglen, som Getmore var sure over – maks tre klager om måneden – kun var en intern vejledning. E-handelsfonden anvender den som en pegefinger for, hvornår de skal være opmærksomme på en virksomhed, men ellers vurderer sag for sag individuelt.

Kaiser Raja til Comon skrev:
Vi har fået meldt ud af E-handelsfonden, at der ikke er en regel om tre klager. Det er det vigtigste for os.

Intel

Intel ser ingen fremtid i programmerbare GPU’er

- Via Custom PC - , redigeret af Emil

Intel har tidligere været fremme og proklamere, at fremtiden for grafik er raytracing, og at det vil ske med chips, der minder mere om en CPU end en GPU. Både NVIDIA og AMD går begge i den retning med deres GPU’er, men Intel mener alligevel, at de vil fejle.

For at kunne anvende kraften i en programmerbar GPU (GPGPU – General Purpose GPU), så har både NVIDIA og AMD udviklet hvert deres softwareudviklingsværktøj, CUDA og FireStream, men det er netop her, Intel ser et problem.

Ifølge Intel så er det for tidskrævende for programmører at lære de nye programmeringssprog at kende, hvorfor de ikke gider anvende dem. Pat Gelsinger, Intels administrerende direktør, mener, at CUDA og FireStream kun vil blive en fodnote i historien om computere.

Af samme årsag fremhæver han deres kommende Larrabee-processor, idet den netop holder sig til IA x86-kerner og derfor vil være nem for programmører at udnytte.

Flickr - Billogs

Belgiske aviser vandt over Google – nu er turen kommet til EU

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil , indsendt af sønderby

Siden Google lancerede sin nyhedstjeneste Google News, så har den været under angreb fra belgiske medier, idet de mener, at tjenesten bryder deres copyright-rettigheder.

I de fleste lande er det lovligt at citere kort fra tredjepart, men det er det ikke i Belgien, hvilket fik den belgiske presseorganisation Copiepresse til at slæbe Google i retten, hvor de vandt deres retssag tilbage i starten af 2007.

Fornyligt offentliggjorde Copiepresse, at de ville kræve 49 millioner euro i erstatning fra Google, men Google er ikke de eneste, som organisationen er ude efter. I Europa har de nu set sig sure på en europæisk pendant til Google News, Europe Media Monitors NewsExplorer, der også bliver anklaget for brud på copyright.

Da det denne gang er en virksomhed, der er bosiddende i EU, har det fået Europakommisionen blandet ind i sagen. Det har ført til, at Copiepresse har tabt et slag i deres kamp, men det forventes, at de vil fortsætte deres kamp. Google forventer at appellere dommen mod dem, men vil sandsynligvis trække tiden, til der falder en endelig afgørelse i den europæiske sag.

Flickr - piesto

Endnu en data-skandale i England

- Via ZDNet |UK| - , redigeret af Emil

I England er det næsten mere reglen end undtagelsen, at der løbende sker en markant data-skandale, denne gang er det gået ud over et engelsk hospital, hvor en af hospitalets sikkerhedschefer blev frarøvet en laptop, han havde efterladt i sin bil. På computeren var der 21.000 patientoplysninger – navn, fødselsdatoer, postnumre og behandlingsoplysninger.

Ingen af oplysningerne var krypterede, hvilket har fået den uafhængige britiske sikkerhedsorganisation Information Commissioner’s Office (ICO) til at undersøge, hvorvidt hospitalet har forbrudt sig mod loven om persondatabeskyttelse.

Sikkerhedschefen er nu sendt hjem, og hospitalets ansvarlige for sikkerheden har skrevet en undskyldning til alle de berørte patienter og forsikret dem om, at der kun er en lille risiko for, at deres data vil blive misbrugt.

Yahoo

Microsoft stadig interesseret i Yahoo! søgetjeneste

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Ifølge det anerkendte Wall Street Journal, så undersøger Microsoft for tiden muligheden for at samle interesserede partnere, således at de igen kan afgive et bud på Yahoo!s søgeforretning.

Microsoft skulle angiveligt have haft et møde med Yahoo! bestyrelsesformand Roy Bostock i mandags, men aflyste, hvilket tolkes til, at Microsoft endnu ikke har fundet sine partenere.

Samtidigt skulle softwarekæmpen opfordre milliardæren Carl Icahn til at fortsætte sin kamp mod bestyrelsen i Yahoo!. Microsoft fornyede interesse skulle ifølge CNET News komme efter, at flere store investorer og en direktør i Yahoo! har opfordret dem til det.

I forbindelse med den megen debat omkring Yahoo! har selskabet måttet se sin aktie falde til knap 20 dollars, hvilket er næsten på samme niveau, som inden Microsoft kom med sit oprindelige tilbud den 1. februar. En af årsagerne er, at de amerikanske myndigheder vil kigge nærmere på det annoncerede samarbejde mellem Google og Yahoo!.

DR

DR digitaliserer 362.000 timers optagelser

- Via MediaWatch - , redigeret af Emil , indsendt af sønderby

Danmarks Radio har sat sig for at digitalisere 12.000 timers tv og 350.000 timers radiooptagelser foretaget i en periode på 20 år.

Projektet forventes at tage op til 3 år at gennemføre og vil gøre det muligt at gøre materialet tilgængeligt for offentligheden. Arkiveringen sker som en del af Kulturarvsprojektet og er dermed finansieret af Kulturministeriet.

Planen er, at DR skal have digitaliseret hele sit arkiv, der går tilbage til år 1930 og omfatter 570.000 timers optagelser.

Microsoft Corporation

Microsoft udvider med semantisk søgning via opkøb

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sønderby

Microsoft har længe haltet efter Google, når det drejer sig om søgning på nettet, men nu vil softwarekæmpen se, om de kan få flere til at anvende deres tjeneste ved at forbedre Live Search med semantisk søgning.

I går valgte Microsoft at opkøbe firmaet Powerset, der tilbage i 2007 sikrede sig en eksklusiv licens til at anvende en søgealgoritme udviklet af Palo Altos forskningscenter. Algoritmen gør det muligt at foretage søgninger med naturlig sprog og ikke kun søgeord.

Powerset bliver nu en del af Microsofts “Search Relevance”-hold, der skal integrere muligheden for at søge semantisk i Live Search. Microsoft siger om købet, at de var imponerede over teknologien og personerne i firmaet.

Powerset er glade for opkøbet, idet de måtte erkende, at de havde for mange idéer og for få ressourcer til at omsætte dem til virkelighed.

newz.dk

40 % af surfere holder ikke sin browser ajour

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil , indsendt af sønderby

I en undersøgelse foretaget af Google, IBM og det Schweiziske Institut for Teknologi, hvor de har kigget på, hvilke browsere brugere af internettet anvender, så viser det sig, at mange er for dårlige til at opdatere til den nyeste version.

Undersøgelsen bygger på de anonyme informationer, Google har indsamlet for besøg på deres hjemmesider i perioden 1. januar 2007 til 1. juni 2008. De indsamlede data viser, at lige over 40 % af de besøgende ikke har anvendt en opdateret udgave af den browser, de anvender, på det tidspunkt de besøgte Google.

Mange af de fejl, der opdages i browsere, er ofte kritiske og kan give uvedkommende adgang til ens computer, hvorfor det er alarmerende, at så mange ikke opdaterer deres browser. Der er dog stor forskel på, hvem det er, der ikke opdaterer deres software.

De, der anvender Firefox, er bedst til at opdatere browseren, her har kun 16,7 % ikke opdateret den, efterfulgt af Safari med 34,7 %, Opera med 43,9 % og i bunden Internet Explorer med 52,4 %.

DSB

Rejsekortet udskydes til 2010

- Via Computerworld DK - , redigeret af Emil , indsendt af Emil

Det er ikke kun IC4-togene, som volder DSB store problemer, også deres ønske om at indføre elektroniske billetter, det såkaldte Rejsekort, er ramt af forsinkelser.

Senest er direktøren for Rejsekort A/S blevet fyret, fordi tidplanen for kortet er begyndt at skride. Aftalen om at lave kortet blev indgået i 2005 med selskabet East-West Denmark, men de har ikke kunne leve op til deres aftale og har fået en del kritik.

Rejsekortet skulle have været ude i test sidste sommer, men nu ser det ud til først at ske i slutningen af i år, på strækningen mellem Tåstrup og Holbæk. Går testen godt, så forventes hele Sjælland at blive dækket inden udgangen af 2010, Jylland først i 2011, såfremt tidsplanen holder.