mboost-dp1

Yahoo

Microsoft kommer ikke til at overtage Yahoo!

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

I den efterhånden omfattende historie omkring Microsofts interesse i Yahoo! ser det nu ud til, at det endelige kapitel kan skrives. Allerede for en måneds tid siden meddelte Microsoft, at de ikke længere var interesseret i Yahoo!, men situationen fik en uventet drejning, da milliardæren Carl Icahn blandede sig i sagen og ville have Yahoo! solgt til Microsoft.

En ny udmelding fra Yahoo! gør det nu klart, at alle muligheder for en handel med Microsoft er udtømte, og at et salg derfor ikke vil finde sted. Udtalelsen kommer efter, at Microsoft, ifølge Yahoo! har trukket sig endeligt ud af forhandlingerne den 8. juni.

Microsoft har bekræftet, at de ikke har nogen interesse i at købe hele Yahoo!, men afviser ikke, at de stadig kunne være interesseret i at købe en del af det.

Som resultat af at det nu endelig er slået fast, at Microsoft ikke overtager Yahoo!, så har Yahoo! indgået en aftale med Google om at vise Google Ads i forbindelser med søgninger hos Yahoo!. Aftalen forventes at give Yahoo! $800 millioner i ekstra indtægter.

Mozilla

Firefox 3 frigives den 17. juni

- Via Mozilla Developer Center - , redigeret af Emil

Om 5 dage vil Mozilla frigive den længe ventede Firefox 3.0 browser i den endelige version og samtidig prøve at slå verdensrekorden for flest antal gange, et stykke software er blevet hentet via internettet, på 24 timer.

Mozilla har længe fulgt mottoet “Den er færdig, når den er færdig”, men efter over 34 måneders udvikling, adskillige betaer og RC’er (Release Candidate), så tør de nu sige, at de forventer, den bliver frigivet på tirsdag.

Har man lyst til at arrangere en lille fest i anledningen, så har Mozilla en side, hvor man kan informere om dette, og hvor andre så kan melde sig til.

I forsøget på at slå verdensrekorden har lidt over en million mennesker verden over tilkendegivet, at de vil hente Firefox 3, heraf 5.911 personer i Danmark.

Fullrate

Afgift til TDC kan slå benene væk under Fullrate

- Via Børsen - , redigeret af Emil

En afgift, som alle teleselskaber skal betale for at få adgang til TDC’s kobbernet, møder en kraftig stigning. Dette betyder, at Fullrate i 2010 kommer til at betale et beløb, der er seks gange det beløb, de tjente i hele 2007, til TDC.

Den omtalte afgift forventes at stige hver år med 50 kroner pr. kunde hos Fullrate. Med 100.000 kunder betyder det, at Fullrate, som ellers fik vendt budgettet til positive tal i sidste års regnskab, vil lide et meget stort økonomisk tab på bundlinjen til den tid.

Adm. direktør hos Fullrate, Stig Myken skrev:
De stigende priser rammer os hårdt, og det gør mig meget irriteret, at pengene går direkte i TDC’s lommer.

Prismodellen, der regnes efter, hedder LRAIC og er lavet ud fra en model, som IT- og Telestyrelsen har fastsat.

Intel

AMD vælger Havok til at optimere fysik i spil

- Via The Inquirer - , redigeret af Emil

Efter at Nvidia købte fysikspecialisterne Ageia, der aldrig fik succes med deres fysikhardware PhysX, og Intel opkøbte Havok, der ligeledes er specialister i fysik, men har satset på en softwareløsning, så har AMD stået lidt mellem to stole, men nu har de valgt side.

AMD har indgået en aftale med ærkerivalerne fra Intel, om at de vil understøtte Havok-teknologien i deres grafiske produkter. Ifølge AMD var valget ikke så svært, idet de ser Havok som de markedsledende på område for fysik-software i spil.

Rick Bergman, AMD skrev:
By working with the clear market leader in physics software, AMD can optimize our platforms to consistently deliver the best possible visual experience to the gamer.

Valget af Havok ses af flere som et tilbageskridt for Nvidia, der nu står alene med PhysX-teknologien.

newz.dk

Dansk børnepornofilter blokerer 3.864 hjemmesider

- Via Computerworld DK - , redigeret af Emil , indsendt af Jens Møller Nielsen

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, Danmark valgte at indføre et filter hos alle internetudbydere, der skal blokere folks adgang til hjemmesider, som indeholder børneporno.

Computerworld har fået fat i en liste, der viser, hvordan blokeringen af domæner fordeler sig blandt de forskellige top-domæner. Ikke overraskende så er det .com, der indtager førstepladsen med 1.912 domæner, efterfulgt af .info, .biz og .net.

Det første landedomæne på listen er Rumænien med 86 domæner skarpt efterfulgt af Tonga med 85 domæner. Med på listen finder man desuden lande som Tyskland, USA, Østrig og Portugal, ligesom Danmark er repræsenteret med et enkelt domæne, der dog er et testdomæne tilhørende politiet.

Microsoft

40 procent af danskerne lider under museskader

- Via Metro express - , redigeret af Emil

En ny undersøgelse foretaget af Zapera viser, at en stor del af danskerne går rundt med skader efter at have brugt computermusen for meget. Antallet af danskere, der har døjet med smerter eller gener fra den lille computermus i mere end et år, er helt oppe på 40 procent.

Antallet af museskader har set en markant stigning de seneste år, og det kommer ifølge Anne-Marie Bryde, Socialrådgiver i HK, som et resultat af den stigende computerbrug.

Anne-Marie Bryde skrev:
Det er meget enkelt: Vi bruger computeren mere, og det giver flere fysiske gener og andre faktorer som stress, tidspres og generel utilfredshed med arbejdet. På langt sigt tror jeg også, at vi vil se kroniske skader som følge af arbejdet med computer. Når folk har ondt, så vil det have en effekt på længere sigt i deres liv.

Hos fagforeningen HK anbefales det, at man melder museskader til arbejdstilsynet, som derefter kan få et overblik over sagens omfang.

Rockwell Collins, Inc.

Nyt computersystem kan lande fly, der mangler 60 pct. af den ene vinge

- Via engadget - , redigeret af Emil , indsendt af Slettet bruger

Et af de store problemer, når der sker fejl på et fly, enten ved et uheld eller ved at flyet bliver beskudt, er, at piloten oftest reagerer desperat for at genvinde kontrol over flyet. Denne kamp gør ofte situationen værre og ender gerne i en katastrofe.

Ligesom moderne kampfly kun kan håndteres af en pilot, fordi computere håndterer en del af styringen, så vil et nyt DARPA-finansieret system kunne overtage i ekstreme situationer og enten selv lande et beskadiget fly eller automatisk kompensere for de nye forhold og gøre det muligt for piloten at foretage en landing.

Systemet, der har navnet “Damage Tolerance and Autonomous Landing Solution”, er i første omgang udviklet med henblik på kampfly og UAV’er, men vil kunne anvendes på alle typer af fly. I demonstrationsvideoen er systemet bygget ind i et modelfly af en F18, der simulerer en skade ved at det “taber” 60 % af den ene vinge for bagefter, autonomt, at lande uden problemer.

USB Implementers Forum, Inc.

AMD & Nvidia: Intel tilbageholder info om USB 3.0

- Via DailyTech - , redigeret af Emil , indsendt af Slettet bruger

Den kommende efterfølger til USB 2.0-standarden, USB 3.0, er i fuld gang med at blive udviklet og forventes at komme på markdet til næste år. I USB-IF (USB Implementers Forum)-organisationen, der varetager USB-specifikationerne, er der dog opstået uenighed.

USB 3.0 bygger på teknologi udviklet af flere virksomheder, hvoraf Intel er en af dem, og det er netop Intel, der er centrum for uenigheden. AMD og Nvidia mener, at Intel bevidst tilbageholder specifikationer omkring den host-controller, de udvikler til projektet. Ifølge anklagen så er det for at kunne få et forspring på 6-9 måneder med at lave USB 3.0-produkter.

Intel forsvarer sig med, at de ikke vil frigive specifikationerne, før de er helt færdige med udviklingen af host-controlleren. De vil undgå at nogle går i gang med at udvikle USB 3.0-udstyr baseret på beta-specifikationer.

AMD og Nvidia godtager ikke forklaringen og går nu i gang med at udvikle deres egen controller, velvidende, at det kan skabe inkompatibilitet mellem fremtidige USB 3.0-produkter.

Opera Software ASA

Opera 9.5 ude nu

- Via Opera - , redigeret af Emil

Så er der kommet en ny version af den norskproducerede browser Opera. Det drejer sig om frigivelsen af version 9.5, der bringer flere nye ting på banen.

For det første er der kommet en synkroniseringsteknologi kaldet Opera Link, der gør det muligt at have samme indstillinger, bogmærker osv. på flere forskellige computere, samt sin mobiltelefon, hvis man også bruger Opera som browser derpå.

Der er kommet en Quick Find-funktion, hvor man kan søge på sider, man har besøgt i adressebaren, som man også kender det fra Firefox 3, der dog endnu ikke er helt færdig. Ligeledes er udseendet blevet opdateret med et nyt skin, og der er større fokus på sikkerhed.

Sidst, men ikke mindst, lover de hurtigere hastigheder for den indbyggede e-mail-klient, rss-læser og selve browseren.

Flickr - piesto

Tusindvis af følsomme oplysninger stjålet

- Via Silicon - , redigeret af Pernicious

En eller flere personer formåede tilbage i januar at tilgå en lang række følsomme oplysninger fra et af Storbritanniens største tøjfirmaer, Cotton Traders. Blandt de følsomme oplysninger menes der at være kreditkortoplysninger fra ikke mindre end 38.000 personer, et tal der dog endnu er ikke bekræftet af tøjfirmaet.

Straks efter at man fandt ud af, at nogen havde været inde at snuse rundt i de følsomme oplysninger, valgte Cotton Traders at kontakte kreditkortfirmaet Barclaycard.

Europæiske underdirektør John Turner, Symantec skrev:
The loss of personal data can have a huge negative impact on an organisation’s reputation. Data breach notification legislation would be an important step to increase levels of data security and ensure that organisations are aware of their requirements and obligations to disclose to customers when personal data has been lost or stolen.

Det skal siges, at alle kreditkortoplysninger var krypteret.