mboost-dp1

Berkeley Bionics

Forudbestil dit eget exoskelet

- Via NewScientist - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Slettet bruger

Føler man sig lidt doven og har rigtig mange penge, så er der hjælp på vej til de, der ikke gider overanstrenge sig, når der skal løftes rundt på tunge ting.

Hos Berkeley Bionics, en del af Berkeley-universitetet i USA, har man i de seneste år været i gang med at udvikle et exoskelet for militæret, der skal hjælpe en soldat til at håndtere tunge byrder. De er nu nået så langt med udviklingen, at de er klar til at modtage ordrer på prototyper.

Exoskelettet giver ekstra styrke til benene og gør det muligt for en person at håndtere en oppakning på op til 90 kilo, uden at vedkommende bliver belastet. En demonstrationsvideo af exoskelettet kan ses ved at følge linket til kilden.

SXC - nighthawk7

Ingen betjening hos SKAT i dag

- Via DR - , redigeret af Emil

Software leveret af IBM har i dag lammet SKAT, der som følge heraf har lukket for betjening af borgerne.

Told- og skattedirektør Ole Kjær skrev:
Vi bliver desværre nødt til at bede alle borgere, som ville have været i kontakt med SKAT i dag, om at væbne sig med tålmodighed. Vi beklager dybt og er i løbende kontakt med CSC, som arbejder på højtryk for at løse problemet.

Fejlen har sneget sig ind via en opdatering af databasesystemet, og da andre af CSC’s kunder har samme system, kan der være flere, der er berørt at fejlen.

CSC arbejder sammen med IBM om at løse problemet. IBM har foreløbig forholdt sig tavs om sagen.

Zepto

Zepto udvider til resten af Europa

- Via CRN - , redigeret af Emil

Efter at have haft stor succes med deres butikker på Fisketorvet og i Fields, ser Zepto nu på mulighederne for at åbne forretninger i resten af Europa.

I første omgang er det Oslo, Stockholm og Hamborg, der satses på, men på sigt vil de gerne sprede deres konceptbutikker til hele Europa, siger Lasse Frost, der er administrerende direktør i Zepto.

De har valgt at satse på at lave det som en franchisekæde, hvor de forventer, at hver franchise som minimum vil kunne skabe et dækningsbidrag på ca. 2,5 millioner kroner og en omsætning på mellem 10 og 20 millioner kroner.

De forventer ydermere, at det vil hjælpe dem til, at Zepto kan vokse med ca. 60 % allerede i år.

Intel

Intel gentager: Raytracing er vejen frem

- Via EETimes - , redigeret af Avenger-

Intel har tidligere været ude og proklamere, at den måde, som AMD og Nvidia laver grafikchips på, er uddøende, idet fremtiden vil blive baseret på ren raytracing. Det fik blandt andet en Nvidia-direktør til at lange hårdt ud efter Intel.

Intels tekniske direktør (CTO) talte for nyligt til en samling af forskere hos Intel, hvor han endnu engang påpegede, at den traditionelle metode at lave GPU’er på er uddøende og må vige for en bedre teknologi, nemlig raytracing.

Intel er i fuld gang med udviklingen af deres egen grafiske processor, der skal kunne levere raytracing i spil, den meget omtalte Larrabee-processor. Processoren vil bestå af mange små IA-baserede kerner, der tilsammen vil kunne levere regnekraft nok til at løse de regneintensive raytracing-beregninger i realtime.

Intel forventer først at have Larrabee klar tidligst i slutningen af 2009.

Flickr - ktempest

Første reklame sendt ud i rummet – for tortillachips

- Via NewScientist - , redigeret af Pernicious

I går morges udsendte EISCAT European space station over en seks timer periode en reklame for Doritos tortillachips til et solsystem i stjernebilledet Store Bjørn, kun 42 lysår fra jorden.

Reklamen blev afsendt via nogle kraftige radarstationer på den norske ø Svalbard. Målet for reklamen var rettet mod et solsystem, der inderholder en beboelig zone, som kan indeholde en jord-lignende planet med liv.

Der er dog ikke de store forhåbninger om, at rumvæsner vil kunne afkode og se reklamen, da den er sendt i binært MPEG-format, men kan give en indikation om, at der findes intelligent liv på jorden.
Dorito har betalt et beskedent beløb til EISCAT for at få udsendt reklamen.

Flickr - WhiskeyTangoFoxtrot

Nyt stadion i USA får verdens største skærm

- Via Dallas News - , redigeret af Emil

I byen Dallas i staten Texas, USA, er man i gang med at bygge et nyt stadion til byens fodboldhold, Dallas Cowboys. For at ingen tilskuere skal gå glip af noget til en kamp, så vil det nye stadion få to skærme, der vil blive verdens største.

Hver skærm bliver 48,7 meter lang og 21,8 meter høj, hvilket giver et areal på hele 1.061 kvadratmeter, eller en diagonal på 2.100 tommer. Kæmpeskærmen vil anvende LEDs til at danne billedet.

Skærmen bliver produceret af Mitsubishi Electric og vil snart være klar i det nye stadion, der åbner i 2009.

Telia

Stofa sætter hastigheden op på StofaNettet

- Via Wikipedia - , redigeret af Pernicious

Stofa har lanceret Docsis 3.0-tekniken, som giver mulighed for meget højere hastigheder på kabelnettet. I første omgang så har Stofa udvidet deres produktsortiment med en forbindelse på 25 Mbps.

For at kunne få glæde af den nye forbindelse, skal man bo i en af følgende byer: Aalborg, Hjørring, Århus, Kolding, Sønderborg, Horsens, Næstved, Slagelse, Vejle, Grenaa, Middelfart eller Helsingør.

Docsis 3 stopper dog ikke ved 25 Mbps, idet det teoretisk kan håndtere langt højere hastigheder. Downloadhastigheden kan komme op på lidt over 200 Mbps og upload op på 108 Mbps.

Prisen for en 25Mbps/1Mbps forbindelse bliver på 369 kroner om måneden med frit forbrug.

Facebook

Facebook overhaler MySpace

- Via TechCrunch - , redigeret af Emil

Efter at have været den andenstørste sociale netværksside i nogen tid har Facebook, som forudset, nu overhalet MySpace.

Målt på antallet af unikke besøgende på de to hjemmesider for april måned, så har begge omkring 115 millioner besøg om måneden, med Facebook en anelse foran MySpace. Facebook kan dog snart komme langt foran rivalen, idet væksten for hjemmesiden er markant højere end MySpace.

Blot i løbet af det seneste år så har Facebook set en tilgang på 72 millioner besøgende, hvor kurven for MySpace nærmest er flad. MySpace sidder dog markant tungere på det amerikanske marked med næsten dobbelt så mange amerikanske brugere end Facebook.

Mozilla

Flere detaljer om Firefox Mobile

- Via Aza Raskin - , redigeret af Emil

Mozilla vil gerne ind på det voksende marked for browsere til mobile enheder og er i fuld gang med at udvikle Fennec, der er kodenavnet for deres kommende Firefox Mobile.

Udviklerne har meget fokus på at gøre browseren så brugervenlig som muligt og må tænke i helt andre baner, idet mobile enheder har nogle begrænsninger, f.eks. mangler de fleste et tastatur og har ikke en mus.

Aza Raskin fra Mozilla har skrevet et længere blogindlæg, inkl. en video, hvor han præsenterer en række koncepter for, hvordan browsing vil foregå med Fennec. Der er endnu længe til at Firefox Mobile er færdig, så Raskin påpeger, at de viste koncepter kan nå at blive lavet meget om endnu.

Advanced Micro Devices, Inc.

AMD vil revolutionere det mobile marked

- Via AMD - , redigeret af Emil , indsendt af Slettet bruger

På markedet for 3D-grafik er der to store spillere, Nvidia og AMD. Førstnævnte introducerede for nyligt Tegra, der skal bringe dem ind på markedet for mobile enheder. AMD har dog ikke tænkt sig at stå i skyggen af Nvidia og er nu klar med Open GL ES 2.0-understøttelse til det mobile marked.

Open GL ES 2.0 er en standard, der tillader de samme grafiske effekter, man ser i løsninger som f.eks. Xbox 360, hvilket AMD også slår på i deres pressemeddelelse.

AMD har store forventninger til Open GL ES 2.0, idet de håber, at standarden vil åbne op for en helt ny brugeroplevelse af mobil underholdning. Yderligere mener de, at udviklere vil få det lettere med at lave nye produkter, idet en standard vil gøre det nemmere at udvikle f.eks. spil til de mange forskellige mobiltelefoner, der findes på markedet.

AMD anvender deres Z430 udviklingsplatform som udgangspunkt for Open GL ES 2.0, ligesom den kommende Z460 grafikkerne vil understøtte standarden.