mboost-dp1

Google

Placeringen af Googles datacentre afsløret

- Via Royal Pingdom - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sajbar

Det er ingen hemmelighed, at Google anvender en meget stor mængde computerkraft til at håndtere deres mange tjenester, kræfter der er fordelt på en række datacentre i hele verden.

Hvad Google gerne vil holde som en hemmelighed, er placeringen af datacentrene, men nu har hjemmesiden Data Center Knowledge frigivet en liste over placeringen af 36 af Googles datacentre verden over.

DCK påpeger, at listen sikkert ikke er komplet, og at den er bygget på de informationer, de over tiden har samlet omkring centrene. Nogle placeringer er 100 % sikre, da de er kendte fra Google selv, imens andre er baseret på kvalificerede gæt og antagelser.

Ifølge listen så har Google 19 centre i USA, 12 i Europa, 3 i Asien, 1 i Rusland og 1 i Sydafrika.

Polaroid Corporation

Polaroid genopfundet med ny “instant printer”

- Via New York Times - , redigeret af Net_Srak , indsendt af sønderby

Firmaet Polaroid, der verden over kendes for at producere kameraer, der giver fremkaldte billeder med det samme, har haft voldsomme problemer med at følge med markedet de seneste år.

Nu forsøger de at finde en niche inden for det samme område som før, nemlig lynfremkaldelse af billeder. Det sker med en lille printer, der kan fremkalde et billede fra et digitalkamera på ca. 30 sekunder.

Printeren anvender ikke blæk eller tonere, men papir udviklet af firmaet ZINK Imaging, som vi skrev om sidste år, der allerede indeholder farve i form af milliarder af farvekrystaller, der blot skal aktiveres via varme.

Printeren er lille nok til at have med i lommen, men det betyder også, at den kun kan fremkalde billeder i størrelsen 2×3 tommer (5,08×7,62 cm)

Virgin Media

Virgin vil have penge af “tunge” medie-udbydere

- Via TorrentFreak - , redigeret af Emil , indsendt af Axaion

I England har Virgin for nyligt fået en ny chef for Virgin Media, og han lægger ikke fingre imellem, når han udtaler sig om net-neutralitet; han mener, det er noget pjat.

Net-nutralitet dækker groft fortalt over, at et netværk ikke skal begrænse muligheden for at kommunikere, f.eks. i form af hastighedsbegrænsninger, ligegyldigt hvilken protokol eller tjeneste man ønsker at anvende.

Virgin Media, der har 3,5 millioner abonnenter, er godt klar over, at de ikke har båndbredde nok til at levere 100 % hastighed til alle, men idet alle abonnenter aldrig vil være online samtidig, eller bruge lige meget båndbredde, så er det ikke noget problem.

Det kan derimod blive et problem for udbydere af datatunge tjenester, f.eks. video-tjenester som BBC’s iPlayer, hos hvem det er vigtigt, at brugerne kan komme igennem med nok hastighed. Her ser Virgin Media nu sit snit til yderligere profit. De vil have, at sådanne tjenesteudbydere skal betale Virgin Media ekstra for at garantere, at deres abonnenter kan tilgå tjenesten uden problemer.

Virgin Medias udmeldelse har ført til protester fra kunder, der blandt andet har startet en hjemmeside mod Virgin, hvor sagen nøje følges. Senest har BBC meddelt, at de ikke har i sinde at prioritere trafik fra en given internetudbyder.

Flickr - ktempest

NASA: Vi har ret

- Via NASA - , redigeret af MiniatureZeus , indsendt af Fjolle

Efter at mange medier verden over berettede om den unge tyske folkeskolelev, der kom med en anden vurdering af sandsynligheden for, at asteroiden Apophis vil kollidere med jorden i 2036 end NASA, har NASA nu svaret igen.

Det er korrekt, at hvis asteroiden i 2029’s tætte passage af jorden rammer en satellit, så kan sandsynligheden ændres, men asteroiden vil ifølge NASA ikke komme i nærheden af satellitterne. Det skyldes, at den vinkel, den vil passere jorden med, får asteroiden til at passere under den geostationære bane og ikke igennem den.

Dermed er risikoen for, at den rammer jorden i 2036 stadigvæk 1:45.000, mod de 1:450 den 13-årig tysker havde udregnet.

Zepto A/S

B&O taber til Zepto

- Via EPN.dk - , redigeret af Net_Srak , indsendt af bonna

Bang & Olufsen blev ikke glade, da de så, at Zepto lancerede deres Helios-fjernsyn, idet de mente, at det lænede sig for meget op af deres koncept. Derfor valgte de at tage et opgør med Zepto i fogedretten, men tabte.

B&O ønskede, at Fogedretten skulle stoppe Zeptos salg og produktion af deres Helios designer-tv, da de mente, at måden, det blev markedsført på, mindede for meget om den måde, de selv anvendte.

Selvom flere medier påpeger, at det var ligheden med B&O’s Beovision 7, som var omdrejningspunktet, så oplyser B&O’s chefjurist, Kim Bo Hansen, til Comon, at det ikke var selve fjernsynet, der var problemet.

Kim Bo Hansen til Comon skrev:
Det er især markedsføringen af Zeptos fjernsyn, vi har klaget over. Blandt andet måden det præsenteres i reklamer, hvor fjernsyn og højttalere hænger adskilt på væggen.
B&O har nu fire uger, hvori de kan overveje, om de vil anke dommen.

Socialistisk Folkeparti

SF: EU bør droppe softwareaftaler med Microsoft

- Via Business.dk - , redigeret af Net_Srak , indsendt af bonna

For nyligt stillede den tyske EU-kommisær Heidi Rühle, fra partiet De Grønne, spørgsmålstegn ved, om Microsoft må byde ind på opgaver i EU pga. de domme, der er fældet over selskabet.

Nu følger Margrete Auken fra SF trop og vil sammen med De Grønne se til, at Microsoft på baggrund af de store bødestraffe bliver udelukket, når EU skal vælge softwareaftaler, ligesom hun mener, at de nuværende bør opsiges.

Margrete Auken skrev:
Kæmpebøden på 899 millioner euro, som Microsoft fik for at forhindre konkurrence på software i EU, bør nu få konsekvenser. Det europæiske samarbejde bygger på fri konkurrence. Det er derfor paradoksalt, at EU trods kæmpebøderne til Microsoft fortsætter med at bruge Microsofts produkter.

The Pirate Bay

Pirate Bay starter ucensureret blog-tjeneste

- Via Mashable.com - , redigeret af Net_Srak , indsendt af bonna

Der findes utallige blogs verden over, nogle er lavet privat, andre anvender en af de mange blog-tjenester, der findes. For sidstnævnte er bloggeren dog ofte underlagt et regelsæt for at sikre, at der ikke kan skrives hvad som helst.

Bryder man sig ikke om sådanne begrænsninger, så kan The Pirate Bay nu tilbyde en blog-tjeneste, hvor der ikke vil blive censureret noget indhold. Tjenesten hedder BayWords og tillader, at man kan skrive, hvad man vil – næsten.

Til trods for at der ikke er censur på bloggen, så skal den overholde den svenske lovgivning, hvorfor der vil være nogle begrænsninger.

BayWords er netop startet og er indtil videre minimalistisk opbygget, men Brokep, en af folkene bag TPB, har lovet, at de løbende vil udvikle tjenesten.

Google

Fremgangen for Googles reklamesystem er gået i stå

- Via Financial Times - Blog - , redigeret af Net_Srak , indsendt af bonna

En af de helt store reklamesucceser på internettet er Googles reklamesystem, der år efter år er blevet større og større. Det ser dog ud til, at fremgangen nu er slut.

For 3. måned i træk er antallet af kliks på reklamer fra Googles reklamesystem ikke steget særlig meget. I første kvartal i år er stigningen af kliks kun på 2 %, til trods for en væsentlig større stigning i antallet af søgninger hos Google.

Tallene stammer fra USA, og det antages, at det er den generelle økonomiske afmatning, der er skylden. Der er dog også en mulighed for, at Google er ved at rydde op blandt de annoncører, der anvender deres system.

Linksys

Russisk agentur kræver registrering af alle WiFi-enheder i Rusland

- Via DailyTech - , redigeret af Pernicious

Det russiske medie og kommunikationsagentur, Rossvyazokhrankultura, vil stille krav om, at alle enheder, der har WiFi-funktionalitet, skal registreres hos dem, før de kan bruges. Dette inkluderer alt fra bærbare computere til mobiltelefoner.

Ønsker man at have et accesspunkt, skal denne ikke alene registreres, men man skal også indhente tilladelse til overhovedet at have den. Bor man i Moskva eller Skt. Petersborg, skal man yderligere indhente tilladelse fra sikkerhedsmyndighederne.

At registrere en mobiltelefon eller PDA forventes at ville tage 10 dage, ønsker man at registrere et accesspunkt, vil det tage endnu længere tid.

Bruger man en WiFi-enhed uden at den er registreret, kan enheden blive konfiskeret.

IBM

IBM gør klar til 32nm-produktion i år

- Via DailyTech - , redigeret af Pernicious

IBM arbejder, ligesom de fleste andre producenter af microchips, på at formindske størrelsen af transistorerne, så man kan få mere ydelse ud af sine produkter.

I samarbejde med bl.a. Chartered Semiconductor Manufacturing Ltd., Freescale Inc., Infineon Technologies AG, Samsung Electronics Co. Ltd STMicroelectronics og Toshiba Corp. har IBM arbejdet på teknologien high-k/metal gate (HKMG), der kan øge ydelsen for processorer betragteligt.

Med HKMG-processen er det muligt for IBM at lave kredsløb ved 32nm, hvor den mindste størrelse, der bliver brugt p.t., er 45nm, som det kendes fra Intels nyeste processorer. Ved at bruge 32nm-produktion mener IBM, at man kan få 35 % mere ydelse end en tilsvarende 45nm chip samt opnå en energibesparelse på 30 % til 50 %.

De første prototyper lavet med 32nm-teknologien er ifølge IBM klar i tredje kvartal i år. Intel forventes at være klar med deres i 2009.

IBM regner med, at HKMG-processen også kan bruges til 22nm-produktion.