mboost-dp1

newz.dk

PC World kritiseres af læsere for firmablog

- Via Journalisten - , redigeret af Emil , indsendt af bonna

Hos PC World har man en blog, hvorunder der blandt andet eksisterer en webhotel-blog, en blog der på det seneste har modtaget kritik fra flere læsere. Årsagen er, at bloggen er skrevet af en person fra webhotel-udbyderen Surftown og er fyldt med links til og reklamer for Surftown.

Kritikken fra læserne går på, at der er for meget skjult reklame over blog-indlæggene, hvilket flere mener, er usmageligt. Hos PC World er man ikke enig i kritikken og påpeger, at der aldrig er lagt skjul på, at personerne, der skriver indlæggene på bloggen, stammer fra virksomheder.

Chefredaktør Lars Jacobsen erkender dog, at grænsen mellem det redaktionelle og reklamer bliver mindre og mindre, og at kritikken gør indtryk.

The Pirate Bay

The Pirate Bay overvejer erstatningssag mod IFPI

- Via brokep.com - , redigeret af Emil

Hos The Pirate Bay har man blikket vendt mod Danmark, idet man er meget interesseret i udfaldet i sagen om blokeringen af adgangen til deres hjemmeside hos Tele2, en blokering de blev pålagt af fogedretten efter henvendelse fra IFPI.

TPB håber på, at Tele2 vinder sagen, og skulle det ske, så er TPB klar til at kræve erstatning hos IFPI. Selvom blokeringen rent faktisk skabte øget interesse og besøg til TPB, så mener en af personerne bag TPB, at de er berettigede til økonomisk kompensation.

Skulle det lykkes at få penge fra IFPI, så vil TPB oprette en fond, der kan fordele pengene til danske musikere, der udgiver gratis musik.

Flickr - net_efekt

Forsyningsvirksomheder i Danmark er sårbare

- Via Version2 - , redigeret af Emil , indsendt af sajbar

Konsulentvirksomheden Deloitte har været i gang med at kigge de danske forsyningsvirksomheder efter i sømmene, og de må konstatere, at kritiske virksomheder, som f.eks. kraftvarmeværker, er dårligt rustede til at modstå et angreb på deres computersystemer.

Årsagen er, at systemerne er gamle, og i mange tilfælde er de ikke opdaterede med sikkerhedsrettelser. Det skyldes, at systemerne er så kritiske for at drive f.eks. et kraftvarmeværk, at man ikke kan tåle nedetid til at opdatere eller udskifte softwaren.

Deloitte understreger sagens alvor ved, at bare det at foretage et sikkerhedstjek kan få de gamle systemer til at reagere uhensigtsmæssigt.

Hos Energinet.dk, der er ansvarlige for el og gas i Danmark, er man dog ikke så bekymrede og siger, at man løbende arbejder på at holde sikkerheden i top. Selv hvis det værste skulle ske, og it-systemerne skulle blive kompromitterede, så er der nødplaner til stadig at kunne opretholde driften.

No Thumbnail

Ny Bluetooth-chip er meget mere effektiv end eksisterende

- Via The Inquirer - , redigeret af Emil

Bluetooth-teknologien er den mest udbredte trådløse kommunikationsform i verden til at udveksle data over korte afstande. Nu har det britiske firma CSR udviklet en ny chip, der er meget mere effektiv end almindelige Bluetooth-chips.

Chippen bygger på Wibree-teknologien, som Nokia i sin tid udviklede, hvilket gør, at den anvender meget lidt strøm, helt ned til 10 gange mindre end almindelige chips. Det nye design, der kaldes Ultra Low Power (ULP) Bluetooth, forbedrer også kommunikationshastigheden, helt op til 50 gange.

CSR’s nye chip kan både fungere i både ULP-tilstand samt almindelig Bluetooth-tilstand og er blandt andet tiltænkt medicinsk udstyr, idet den pga. det lave strømforbrug vil kunne fungere i 10 år på et enkelt lille batteri.

Apple Inc.

Ingen fri software til iPhone

- Via Linux.com - , redigeret af Emil

Linux.com har taget et kig på licensen og betingelserne for Apples software development kit (SDK) til deres iPhone for at finde ud af, om man ville kunne bruge fri software på telefonen. Konklusionen er klar: Det kan man ikke.

Før man overhovedet kan bruge det software, man har udviklet til telefonen, så skal man være med i iPhone Developer Program, der kræver, at man er amerikansk statsborger og over 18 år, samtidig med at man skal betale minimum $99 for at komme med.

Bliver ens software så godkendt, så bliver det signeret af Apple med en nøglefil der kræves, for at programmet kan køres på telefonen. Dette er ifølge Free Software Foundation ikke tilladt, hvis software skal frigives under GPLv3-licensen.

Hvis man så skulle vælge at frigive sit program under GPLv2, eller en anden fri softwarelicens, er der stadig problemer, fordi man indgår en nondisclosure agreement (NDA) med Apple, der betyder, at man ikke må dele koden, hvilket er et krav, for at noget kan kaldes fri software.

Det betyder altså også, at udviklere ikke kan porte frie programmer til iPhonen, da man normalt ikke må bruge open source-kode i ikke-open source-programmer.

Eneste mulighed, man har som udvikler af fri software, er ikke at deltage i Apples officielle udviklerprogram, men kun udgive software til jailbreakede telefoner.

Microsoft

Hotmails CAPTCHA er knækket

- Via Websense - , redigeret af Emil

Websense har en detaljeret rapport, der afslører, at Windows Live Hotmails CAPTCHA er blevet knækket. CAPTCHA er en udbredt beskyttelsesmetode, der skal sikre, at maskiner ikke kan oprette profiler eller forsøge at logge på ved at kræve indtastning af noget tekst, der er svær at genkende automatisk.

Bruddet forgår via en bot, der benytter sig af Internet Explorer på den ramte maskine til at oprette konti i baggrunden. Den kan læse teksten og give et gæt på under 6 sekunder i snit.

Succesraten er på 10 til 15 pct., og det vurderes, at bare én inficeret computer vil kunne oprette mindst 1.440 konti om dagen, mens den samtidig spammer på livet løs.

Tilbage i slutningen af februar blev Gmails CAPTCHA også omgået. Spammere har stor interesse i disse e-mailkonti, da der er meget lille chance for, at de vil blive blacklistet.

No Thumbnail

Mobiltelefonen kan afløse turistbøgerne

- Via Cellular News - , redigeret af Emil , indsendt af sajbar

Står det til de to tyskere Ernst Pechtl og Hans Geiger fra firmaet SuperWise Technologies AG, så vil man i fremtiden ikke have behov for at slæbe en turistbog med, der kan fortælle om seværdigheder eller lignende, når man er ude at rejse, blot man har sin mobiltelefon med.

De to tyskere har udviklet et program ved navn eye-Phone, der kombinerer tre forskellige teknologier; objektgenkendelse, GPS og søgning på internettet.

Er man ude at rejse og finder noget, man ønsker yderligere information om, så tager man blot et billede og foretager en søgning via eye-Phone-softwaren. Baseret på billedet og den geografiske lokation, så vil programmet forsøge at finde oplysninger på nettet om motivet.

Systemet er næsten færdigudviklet og har vundet en konkurrence omhandlende satellitnavigation hos ESA (European Space Agency). Pechtl forventer at have en telefon med systemet indbygget klar senere i år, og deciderede produkter forventes at komme på markedet om 12-18 måneder.

Sony

Sony fremviser ultratynde OLED-paneler

- Via engadget - , redigeret af Emil

Begrebet fladskærme kan få en helt ny betydning med Sonys seneste prototyper på OLED-paneler. På en messe for fladskærme i Tokyo har Sony fremvist et OLED-panel med en tykkelse på blot 0,2mm.

Der er tale om en 3,5″ skærm med opløsning på 320 x 220 pixels, lidt under QVGA-opløsning. Yderligere detaljer om skærmen er ikke oplyst, men man kan forvente en OLED-typisk høj kontrast og et lavt energiforbug.

Med på messen havde Sony også et 11″OLED-panel på kun 0,3mm i tykkelsen, med en opløsning på 960 x 540 pixels, det samme som i deres XEL-1 OLED-fjernsyn. Yderligere kunne de fremvise et 27″ OLED-panel med full-hd opløsning.

Flickr - ktempest

13-årig dreng korrigerer NASA

- Via Physorg - , redigeret af Emil

Asteroiden Apophis er én blandt mange asteroider, der befinder sig i vores solsystem; hvor denne omkredser solen hver 323. dag. To gange i løbet af dens kredsløb kommer den forbi jordens bane, og i 2029 forventer NASA, at den kommer ret tæt på, helt ind til 32.500 kilometers afstand.

NASA er ret sikre på sine beregninger og angiver derfor sandsynligheden for at asteroiden, der er 320 meter i diameter og består af jern og indium, vil ramme jorden, som nærmest ikke-eksisterende.

En 13-årig dreng fra Tyskland er dog kommet frem til et andet resultat, et resultat der baserer sig på mødet med asteroiden i 2036. På det tidspunkt kan risikoen for at asteroiden rammer jorden være på blot 1:450, en sandsynlighed NASA selv har beregnet til 1:45.000. Årsagen er, at NASA’s forsker ikke har taget højde for, at asteroiden i 2029 kan risikere at støde ind i en satellit.

Det forventes, at der i 2029 er ca. 40.000 satellitter i kredsløb om jorden, heraf en del i den geostationære bane, der findes omkring 36.000 km over jorden. Skulle asteroiden ramme en eller måske to satellitter, så vil påvirkningen kunne være stor nok til at ændre asteroidens kurs ganske lidt, men nok til at øge truslen for jorden. Asteroiden vejer 200 milliarder tons.

Ifølge avisen, der oprindeligt bragte nyheden, så er beregningerne verificeret af NASA, men en talsmand fra ESA siger, at det ikke er korrekt, og at NASA’s oprindelige beregninger er de korrekte.

Amazon

Amazon Music kaprer ikke mange kunder fra iTunes

- Via TechSpot - , redigeret af Net_Srak

Amazons online musikbutik er tidligere blevet rost og nævnt som en værdig konkurrent til iTunes. Årsagen er blandt andet de lavere priser, og at al musik er DRM-fri og derfor kan virke på alle musik-afspillere.

En undersøgelse foretaget af NPD Group viser, at Amazon ganske rigtigt har haft en meget fin vækst siden lanceringen i september 2007, men det er kun 10 % af kunderne, der kommer fra iTunes Music Store.

Hovedparten af kunderne kommer enten fra andre online musikbutikker, eller er helt nye kunder, der ikke har handlet musik online før. Til trods for den positive vækst, så er iTMS stadig 10 gange større end Amazon Music.