mboost-dp1

Flickr - Jacob Bøtter

Dansk forskning beviser ny type magnetisk hukommelse

- Via ScienceDaily - , redigeret af Net_Srak

Mange forskere rundt omkring i verden har arbejdet på at kunne kontrollere en elektrons spin, hvilket er den rotation, en elektron har omkring sin egen akse. Da en elektron i princippet er naturens mindste magnet, kan teknologien bruges til lagring af data.

Hvad der indtil nu kun har været teori, er nu lykkedes for tre forskere fra Niels Bohr Institutet. De tre forskere Jonas Hauptmann, Jens Paaske og Poul Erik Lindelof har ved at bruge kulstof-nanorør som transistorer, kunnet styre en elektrons spin. På denne måde kan transistoren bruges som magnetisk hukommelse.

De tre forskeres arbejde vil blive offentliggjort i tidsskriftet Nature Physics.

NIST

Verdens kraftigste laser når over 1 petawatt

- Via Physorg - , redigeret af Net_Srak

Hos University of Texas i Austin USA har man en laser med det meget sigende navn The Texas Petawatt Laser. Den 31. marts lykkedes det forskere fra Texas Center for High-Intensity Laser Science at opnå en kapacitet på over 1 petawatt, hvilket gør lasereren til den kraftigste i verden.

Laserens styrke svarer til 2.000 gange den samlede elproduktion i USA, men varer kun i 0,0000000000001 sekund. Formålet med laseren er at forske i ekstreme tryk og miniversioner af nogle af universets mere energirige objekter, som f.eks. stjerner og supernovaer.

Grunden til at disse ellers store objekter kan studeres med laseren er, at de matematiske formler, der beskriver dem, er meget lig dem, der bruges for miniversionerne.

Flickr - tico24

Efterlys og find din mobiltelefon igen

- Via mobil.nu - , redigeret af Pernicious

Telekæden har i dag præsenteret et ny hjemmeside, hvor man kan efterlyse sin mobil i en stor database, hvis man har glemt den, eller den er blevet stjålet.

For at registrere sin mobil skal man bare indtaste sin IMEI-kode, som findes ved at trykke *#06# på sin mobiltelefon, på siden, samt indtaste sit navn, e-mail og telefonnummer. Derefter vil alle, som eventuelt har fundet en mobiltelefon eller købt en af 3.-part, kunne se om telefonen er meldt bortkommet eller stjålet ved at gå ind på siden og indtaste IMEI-nummeret

Telekæden håber på, at tjenesten vil være med til at gøre køb af brugte telefoner over for eksempel Den Blå Avis nemmere og mere tryg.

Tjenesten, der er gratis og tilgængelig for alle, findes på hjemmesiden finddinmobil.nu og på Telekædens hjemmeside.

Sony

Ny Sony Blu-ray-afspilller kan dele video med PSP og Walkman

- Via Akihabara news - , redigeret af MiniatureZeus

Sonys nyeste udspil på Blu-ray-markedet er deres Sony BDZ-A70, der er en kombineret Blu-ray Disc-afspiller og harddiskoptager. Ud over at kombinere de to funktioner, så kan enheden tilbyde en helt ny funktion, da den kan synkronisere video der er optaget på harddisken til en PSP eller en Sony walkman.

Efter at have foretaget en række indstillinger på A70’eren, så kan man med et tryk på en knap synkronisere de seneste optagelser over på sin mobile enhed. En video på 60 minutter i QVGA 768kbps vil tage ca. 3 minutter at overføre.

Selvom der er Blu-ray i afspilleren, så er det ikke muligt at rippe en Blu-ray Disc eller DVD. Følg linket til kilden for at se en reklamevideo, der viser, hvordan den virker.

Nokia

Nokia på vej med iPhone-konkurrent

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

På markedet for smartphones har Apple haft stor succes med deres iPhone, ligesom den har fået meget omtale i medierne. Verdens største producent af mobiltelefoner, Nokia, producerer årligt mange flere telefoner end Apple, men vil snart lancere en telefon, der direkte skal konkurrere mod iPhone.

Ved en konference i Redwood, Californien, fremviste Nokia en præsentation, hvor man kunne se, hvordan den kommende telefon ville virke og se ud. Ikke overraskende minder den meget om en iPhone.

Telefonen går p.t. under kodenavnet “Tube” og vil have mange af de samme funktioner som iPhone, samt nogle iPhone ikke har, f.eks. understøttelse af Java.

Nokia oplyste ikke noget om, hvornår de forventer at have et endeligt produkt klar.

Hewlett-Packard

HP lancerer mini-notebook til studerende

- Via HP - , redigeret af Emil

HP har netop præsenteret en mini-notebook, HP Mini-Note 2133, der er tiltænkt studerende og er en mellemting mellem en Asus Eee pc og en almindelig notebook. Den mindste konfiguration kan købes for 499 dollars.

For det beløb får man en bærbar udstyret med en 8,9″ skærm med en opløsning på 1280×768 pixels, en 1GHz Via C7-M processor, 4GB flashram, 512MB RAM og Linux (SuSE) som operativsystem.

I den dyreste konfiguration, til 749 dollars, får man den samme skærm, men en 1,6GHz processor, 120GB harddisk, 2GB RAM, og Windows Vista Business. Fælles for alle modeller er desuden, at de er udstyret med webcam, trådløs 802.11abg, Bluetooth, 10/100/1000 NIC og Via Chrome 9 UMA grafikchip.

HP forventer sig meget af deres nye computer og har angiveligt allerede lagt 2 millioner i ordre hos underleverandører. Flere hjemmesider har allerede haft fat i den nye computer, og du kan læse et par anmeldelser samt se billeder af den her og her.

Flickr - dweekly

Facebook indgår forlig i sag om stjålen kode og idé

- Via TechCrunch - , redigeret af Emil , indsendt af sønderby

I hvad flere ser som en overraskende udvikling, så har Facebook og ConnectU valgt at indgå et forlig. ConnectU havde anklaget Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, for at have stjålet idéen og den oprindelige kode til Facebook.

ConnectU er dannet af Cameron Winklevoss, Tyler Winklevoss og Divya Narendra og startede som en social netværksside tiltænkt harvardstuderende ved navn HarvardConnect.com. Zuckerberg var med til at udvikle HarvardConnect.com, og det er i forbindelse med det arbejde, at ConnectU mener, han har stjålet idéer og kode.

Sagen er dog ikke gået særlig godt for ConnectU, særligt ikke efter en episode i juli 2007, hvor de var ved at få afvist sagen. Derudover havde Facebook rettet et modangreb mod ConnectU, hvor de beskylder dem for at stjæle e-mail-adresser fra dem tilbage i 2004.

Alt dette til trods, så er der nu indgået et forlig for et ukendt beløb, og anklagen om tyveri af e-mail-adresser er trukket tilbage.

Flickr - rockcohen

EU-rapport stiller skrappe krav til søgemaskiner

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

Den såkaldte Article 29 Working Group har færdiggjort deres rapport omkring beskyttelse af data og privatlivet i forbindelse med online søgemaskiner.

Rapportens vel nok mest markante resultat er anbefalingen om, at søgemaskiner kun må gemme personlige oplysninger i 6 måneder, hvor eks. Google i dag gemmer den slags data i 18 måneder. Dertil kommer, at alle skal kunne se hvilke data, der bliver gemt omkring ens person, samt gennemgå hele sin søgehistorik.

De data, der gemmes, skal desuden sikres bedre, hvorfor IP-adresser som standard skal anses som personlig information. Cookies må heller ikke gemmes længere tid, end det kan bevises, er nødvendigt.

Det anbefales, at de nye regler gælder for alle søgemaskiner, der opererer i Europa, uanset hvor de fysisk måtte være placeret i verden.

Advanced Micro Devices, Inc.

AMD fyrer 10% af medarbejderne

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

På grund af et lavere salg end forventet, inden for alle AMD’s forretningsområder, nedjusterer man nu forventningerne til det første kvartal fra $1,6 mia. til $1,5 mia., hvilket stadig er 22% mere end samme kvartal 2007, men 15% lavere end det foregående kvartal.

AMD har samtidigt med nedjusteringen annonceret, at man vil fyre 1.600 til 1.700 medarbejdere, hvilket er 10% af alle ansatte i AMD. Fyringerne vil ske inden slutningen af tredje kvartal i år.

Målet for AMD er at få sorte tal på bundlinjen igen i løbet af andet kvartal 2008.

Flickr - piesto

Unge briter deler musik offline

- Via The Guardian - , redigeret af Pernicious , indsendt af Derfor

En undersøgelse foretaget af University of Hertfordshire lavet på vegne af British Music Rights (BMR) viser, at 95 procent af unge briter i alderen 18-24 år har medvirket til en eller anden form for kopiering af musik.

Undersøgelsen viser, at det blandt de unge gennemsnitligt er to- tredjedele der kopierer en cd om måneden fra deres venner eller bekendte. Yderligere kan man se, at 58 procent kopierer musik fra andres computere og lægger det over på deres egne.

Det samlede resultat af undersøgelsen, som er foretaget blandt 1.158 unge, viser, at kopiering foretaget på et lokalt netværk eller blandt venner osv. er mere udbredt end fildeling ved hjælp af internettet.