Det kommer nok ikke bag på nogen, at det er de færrester, der rent faktisk læser slutbrugeraftalen, også kaldet EULA’en, med et program eller en service. Hvad der derimod kan overraske er, at flere firmaer tilsyneladende ikke selv sørger for at få læst aftalerne igennem en ekstra gang.
I den forbindelse er det kommet frem, at da Adobe tidligere på ugen lancerede Photoshop Express, havde de lavet en EULA, hvori der stod, at alt materiale, man uploader til servicen, kan bruges til et hvilket som helst formål af Adobe, uden at de skal betale eller anerkende ejeren af billedet. Adobe kan derfor i princippet sælge ens feriebilleder på nettet, efter man har brugt Photoshop Express til at redigere dem med. Endda uden at man selv får så meget som en krone for det.
Da nyhedssiden Ars Technica kontaktede Adobe omkring dette, svarede de, at dette naturligvis ikke var meningen, og at der vil komme en revideret EULA hurtigst muligt.
Ligeledes skal vi ikke længere tilbage end onsdag, før Apple rendte ind i samme problem, da EULA’en til deres Safari-browser lød på, at man kun måtte anvende programmet på en Apple-computer – det til trods for, at der har eksisteret en officiel Windows-udgave i knap et år.
Det kan derfor diskuteres, om man burde læse disse EULA’er i fremtiden, eller om man fortsat blot skal klikke “I accept” og håbe på det bedste.