mboost-dp1

Samsung

Samsung fremviser 8,5mm 8Mpixel kameramodul

- Via engadget - , redigeret af MiniatureZeus

En af de funktioner, der intet har med telefoni at gøre, men som er blevet meget populære i mobiltelefoner, er et kamera. Der er derfor en konstant udvikling af de kameramoduler, som anvendes i telefonerne, og nu præsenterer Samsung deres nyeste model.

Det drejer sig om et kameramodul med en opløsning på 8 megapixels, der blandt andet har indbygget billedstabilisator, ansigtsgenkendelse, smil-genkendelse og 1 cm makrofunktion. Modulet fylder 28mm i længden, 15,3mm i bredden og kun 8,5mm i tykkelsen.

Yderligere oplyses det, at modulet har 3 gange optisk zoom, og en blænde på f2,6, der kombineret med en ISO-følsomhed på op til 1600 skulle gøre modulet anvendeligt i situationer, hvor der ikke er så meget lys.

Flickr - rockcohen

EU har valgt DVB-H som standard for mobil-tv

- Via IHT - , redigeret af The-Lone-Gunman

År 2008 er forudset til at være gennembrudsåret for tv på mobile enheder som især mobiltelefoner. I den forbindelse har der i Europa været en debat om, hvilken standard man skulle vælge.

EU har længe peget på DVB-H, og nu har EU-kommisionen besluttet, at det bliver den officielle standard i Europa, og at medlemslandene derfor skal anvende denne teknologi.

Dermed bør tvivlen, om hvilken standard Danmark vil benytte, være forsvundet. Brian Mikkelsen har tidligere skabt tvivl om Danmarks position på området, da han har udtalt, at man i Danmark ville overveje et koreansk system.

Flickr - jpockele

Gennembrud i lav-energi-chips

- Via ItWire - , redigeret af klh

Et af de store problemer i computere og servere er den mængde energi, de bruger, og dermed varmen de udvikler. Således anslås det, at 2 % af verdens samlede mængde af CO2 skyldes energiforbrug for computere og servere, samt den energi der skal bruges til at nedkøle dem.

Nu har forskere fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) i samarbejde med forskere fra Texas Instruments udviklet et nyt chipdesign, der er op til 10 gange mindre energikrævende end de nuværende.

Den store energibesparelse kommer ved at sænke den spænding, som chippen arbejder ved. Normalt er den på 1 volt, men det lykkedes forskerne at sænke den til 0,3 volt ved at udvikle kredsløb, der fungerede ved den lave spænding.

Der er stadig tale om prototypeteknologi, og der kan gå op til 5 år, inden de første produkter baseret på teknologien dukker op. Blandt dem kan tænkes mobiltelefoner, PDA’er og pacemakere.

Intel

Flere detaljer om Dunnington, Nehalem og Larrabee

- Via Hot Hardware -

Forårets Intel Developer Conference (IDF) er på vej; den finder sted i Shanghai den 2. april, og i den forbindelse har Intel allerede åbnet lidt for posen om, hvad de vil fokusere på til konferencen.

Ikke overraskende så bliver der sat fokus på de nye processor-teknologier Dunnington og Nehalem, men også Larrabee, Intels kommende “grafik”-chip vil få sin del af opmærksomheden.

Dunnington er Intels kommende server/workstation-processore, der vil have 6 kerner. Den vil blive fremstillet i en 45nm-proces og indeholde 1,9 milliarder transistorer, hvoraf en stor del bruges til cache, blandt andet 16MB L3 cache.

Nehalem er efterfølgeren til Penryn-arkitekturen og kan indeholde 2-8 kerner. Processoren er den første med Intels nye Quickpath Interconnect-system (QPI), der kraftigt hæver kommunikationshastigheden til processoren. Intel har længe været kritiseret over deres nuværende Frontside Bus (FSB)-system, der ses som en flaskehals i eksisterende computere.

Larrabee angiver Intel selv som en VPU, der står for Vector Processing Unit, men reelt set er det en GPU og Intels første skridt ind på grafikkortmarkedet. VPU’en er en multi-kerne-processor, der er baseret på IA-arkitekturen, som Intel anvender i deres Itanium-processorer. De første VPU’er forventes at komme i slutningen af næste år og vil yde over en teraflop. Dermed svarer ydelsen til Nvidias Tesla-kort og AMD/ATI’s Frestream-kort, men Intel mener, at Larrabee vil være nemmere at programmere til, hvorfor de vil have en fordel i kampen om high-end, grafiktunge programmer.

ESA

Ny afstandsrekord i kvantekommunikation

- Via the phi - , redigeret af klh

En af de mere eksotiske måder, at overføre data sikkert fra punkt A til B, er ved hjælp af kvantekommunikation. Metoden går ud på at sende qbit (quantum-bits) kodet ind i individuelle fotoner, fra afsender til modtager.

Problemet med teknikken er, at den hidtidige længderekord for overførsel gennem atmosfæren kun er på 144 km, skal man længere, skal der anvendes fiberkabler.

Nu er det lykkedes forskere fra Venedig, at sende et signal op til en satellit og få det tilbage igen. Ved at anvende et teleskop tilsluttet en laser, kunne forskerne sende enkelte fotoner kodet med qbits, ud til Ajisai-satellitten, der er udstyret med reflektorer, og modtage dem igen. Satellitten er i kredsløb 1.400 km over jorden.

Ved at anvende en satellit, skal laseren gennemtrænge en meget mindre del af atmosfæren, hvorfor afstanden kan øges markant. Forskerne håber, at de med tiden kan opbygge en sikker platform til satellitbaseret kvantekommunikation.

Microsoft Corporation

Windows Mobile-enheder får Flash Lite-support

- Via news.com - , redigeret af Pernicious

Microsoft og Adobe har netop lavet en aftale, der betyder, at alle nye enheder med Windows Mobile får mulighed for at se internetsider lavet med Adobes Flash-teknologi.

Helt konkret har Microsoft erhvervet sig en licens til at kunne benytte Flash Lite og Reader LE som et plug-in til deres browser, Internet Explorer Mobile, hvor Reader LE endvidere tilfører muligheden for at kunne læse PDF-dokumenter i browseren.

Udmeldingen kan umiddelbart godt virke mærkværdig, da Microsofts egen Silverlight-teknologi er en direkte konkurrent til Flash. Dog har Microsoft meldt ud, at en mobil udgave af Silverlight først kommer senere i år. Derek Snyder, der er produktchef hos Microsofts mobile afdeling, mener desuden, at fordi så mange firmaer allerede har investeret i flash-sider, så vil det være rart at have både flash- og silverlight-understøttelse – indtil folk er rykket helt over til Silverlight.

Steve Jobs hos Apple er dog af en anden mening, eftersom han tidligere på måneden udtalte, at Flash Lite er for uanvendelig til at kunne bruges på internettet.

Intel

Intel klar med quad-kerne mobil CPU i 3. kvartal

- Via DigiTimes - , redigeret af Net_Srak

Quad-kerne-processorer har været i brug i desktop-computere et stykke tid efterhånden, mens laptopejere har måtte nøjes med to kerner. Nu har Intel oplyst, at de vil komme med en quad-kerne CPU til bærbare, engang i tredje kvartal i år.

Intel lægger ud med en model tiltænkt gamere, da processoren stammer fra deres Extreme-serie. Der er tale om en Core 2 Extreme QX9300, der får en salgspris på ca. 5.000 kroner ved køb af 1.000 stk.

Core 2 Extreme QX9300 er lavet i 45nm Penryn-teknik, arbejder ved 2.53GHz med en FSB på 1066MHz. Den har 12MB level 2 cache og har et TDP (Thermal Design Power) på 45W.

IBM

Blue Gene kan måske bestå en Turing-test

- Via EETimes - , redigeret af Emil

Begrebet kunstig intelligens støder man på mange forskellige steder, det er blandt andet udbredt i spil, hvor modstandere styres af computeren. Et andet sted, hvor det også er populært, er i film, hvor computere kan være lige så kloge eller klogere end mennesket.

Endnu er det ikke lykkedes at lave en kunstig intelligens, der kan snyde et menneske i den såkaldte Turing-test, men det vil måske snart ændre sig.

Turing-testen er en test udviklet af Alan Turing, som tester hvor god en maskine/computer er til at føre en samtale med et menneske. Målet med testen er at vurdere, om maskinen kan overbevise testeren om, at vedkommende kommunikerer med et andet menneske.

Forskere ved Rensselaer Polytekniske Institut i USA vil sammen med verdens hurtigste supercomputer, Blue Gene, prøve at gennemføre en test. Computeren skal simulere en person, og data omkring den virtuelle person er allerede ved at blive lagt ind i programmet. Det omfatter masser af baggrundsmateriale som opvækst, uddannelse, familie, fritid med mere.

Det er meningen, at den virtuelle person skal kunne foretage en samtale, hvor den kan snakke om disse ting, tilmed om sine holdninger og følelser. Samtalen vil finde sted i en virtuel verden a la Second Life. Hjernen/algoritmen bag den kunstige intelligens er Rascals (Rensselaer Advanced Synthetic Architecture for Living Systems).

Telia

Teliakunder afskåret fra dele af internettet

- Via Cogent depeer’er Telia - , redigeret af Pernicious , indsendt af sorenbs

En uenighed mellem svenske Telia og amerikanske Cogent betyder, at de to firmaer er stoppet med at udveksle data. Angiveligt skulle uoverensstemmelsen skyldes, at Cogent ikke længere er tilfreds med den aftale, de to firmaer tidligere har indgået.

Aftalen gjorde det muligt for firmaerne at udveksle data mellem hinandens netværk, men Cogent vil nu angiveligt have betaling for trafikken fra Telia. Det er ikke første gang, at Cogent har været ude i sådanne stridigheder, tidligere har de haft lignende sager med blandt andet Level3, OpenTransit , Teleglobe og ATDN.

Uoverensstemmelsen mellem de to betyder, at Telias kunder kan have svært ved at tilgå de dele af nettet, der går gennem Cogents netværk, idet Cogent ikke længere accepterer datatrafik fra Telias netværk. Telia har i den forbindelse skrevet til deres kunder, hvor de oplyser om sagen, samt undskylder for evt. gener.

Google

YouTube skruer op for kvaliteten

- Via Youtube - , redigeret af Emil

YouTube øgede fredag kvalitetsniveauet for sine videoer. Det betyder, at YouTube, forudsat at udgiveren uploader en fil af høj kvalitet, nu genererer to versioner af filen. Én i den nuværende kvalitet og en i høj kvalitet.

Med høj kvalitet er der dog ikke lagt op til High Definition. Den eksisterende grænse på 320×240 er nu øget til 480×360, hvilket svarer til, at den effektive billedflade er blevet 125 % større.

I eksempelvideoen på YouTubes blog kan man desuden konstatere, at bitraten på video er hævet fra 292 kbps til 518 kbps, og samtidig er frekvensen på lyden vokset fra 22 KHz til 44 KHz, mens bitraten er vokset fra 64 kbit til 96 kbit. Lyden er dog fortsat mono, den er fortsat kodet i MP3, ligesom videoen tilsyneladende fortsat ligger i Sorenson Spark H.263, selvom Flash 9 understøtter det noget bedre H.264 videocodec og HE-AAC lydcodec.

Man kan i sin YouTube-profil vælge, om YouTube automatisk skal bestemme hvilken kvalitet, der er bedst til ens forbindelse, eller alternativt at man altid ser standardkvalitetsversionen, eller altid højkvalitetsversionen – forudsat at den konkrete video fåes i høj kvalitet.