Tilbage i 1992 blev den danske virksomhed Memory Card Technology (MCT) startet af John Trolle Rasmussen. Virksomheden skulle producere RAM-moduler til det stadigt stigende marked, hvilket den også gjorde med stor succes – på papiret. Firmaet gik nemlig konkurs i 2001, efter det kom frem, at overskuddet i virksomheden slet ikke eksisterede, og at der i virkeligheden var tale om et kæmpe underskud; et underskud der kostede Nordea og Danske Bank 450 millioner kr.
I 2005, efter 4 års undersøgelser, valgte bagmandspolitiet at rejse tiltale i sagen, bl.a. mod den dengang administrerende direktør John Trolle Rasmussen og tidligere økonomidirektør Henrik Elimar Sørensen, og med en forventet afslutning af sagen til sommer, er de fleste sandheder ved at være kommet på bordet.
Tidligere direktører og chefer i firmaet har således fortalt i retten, hvordan et forældet varelager blev opjusteret med 25 % i værdi af Trolle Rasmussen natten over, i stedet for nedskrevet med millionbeløb, som anbefalet. En meget værdifuld forsendelse til en koreansk kunde viste sig ligeledes at være meget spekulativ, da kunden ikke kendte til handlen, og varerne, ved retur, viste sig kun at bestå af tomme plastikbakker.
Store pengebeløb blev desuden overført til et amerikansk selskab ved navn ITP, på trods af at selskabet i MCT’s regnskab stod til at skylde dem 30 mio. kr. Både bil og båd blev desuden uden videre solgt eller overdraget til enten Trolle Rasmussen eller hans veninde.
Trolle Rasmussen har efterfølgende startet en lignende virksomhed i Belgien, med navnet Memory Corp. Selskabet er dog allerede gået konkurs, men er opkøbt af firmaet Optimem, hvor han nu er topdirektør. Optimem er for øvrigt ejet 98 % af Trolle Rasmussens kone.