mboost-dp1

No Thumbnail

Sony investerer 1 milliard kroner i OLED-forskning

- Via Yahoo News - , redigeret af Emil

Sony har i dag ét OLED-fjernsyn på markedet, det drejer sig om XEL-1, der også er det eneste af sin art i verden, med en størrelse på kun 11″. Det er netop størrelsen, som Sony vil kigge nærmere på, foruden fokus på at udvikle paneler fra almindelige til store størrelser.

Det fremgår ikke præcist hvilke størrelser, der tænkes på, men andre producenter, som for eksempel Samsung, har tidligere meldt ud, at de vil arbejde på at have et 42″ OLED fjernsyn klar i 2010.

OLED har en række fordele frem for specielt LCD-skærme. Det kræver ingen baggrundsbelysning og kan derfor laves tyndere. XEL-1 er kun 3mm tyk,, det har en meget høj kontrastværdi og høj opdateringsfrekvens.

Elonex

Britiske Elonex laver bærbar til under 1000 kroner

- Via The Register - , redigeret af Acro

I England forsøger virksomheden Elonex at komme ind på markedet for ultra billige bærbare computere, ved, i stil med OLPC’s XO computere, at lancere en laptop, der kun kommer til at koste 99 pund, eller lige under 1.000 kroner.

Computeren, der har fået navnet One, er tiltænkt børn, der går i skole, og vil blive præsenteret på en uddannelsesmesse i Birmingham den 28. februar. De foreløbige informationer, der er kommet om One afslører, at den vil have indbygget WiFi, ethernet-stik, solid-state harddisk (flashram), to USB-porte, udgang for lyd og veje mindre end et kilo.

Computeren er fremstillet i sort plastik og er jf. Elonex lavet til at kunne holde til det barske miljø, et klasseværelse kan være. Skærmen er på 7″ og den indbyggede lagerplads er på 1 GB. Som operativsystemet anvendes Linux.

No Thumbnail

Windows Server 2008 lanceres med SP1

- Via MSDN Blogs - , redigeret af Emil

Når Windows Server 2008 bliver lanceret den 27. februar, vil den på udgivelsesdatoen allerede have service pack 1 installeret.

Grunden til dette skal findes i den måde, Microsoft håndterer kildekoden for deres Windows-produkter. Microsoft har i lang tid forsøgt at samle kildekoden for deres forskellige Windows-produkter i en enkelt kodebase.

Arbejdet med at skabe en samlet kodebase for Windows workstation og server-operativsystemerne startede for 8 år siden, men er først lykkedes nu med Windows Vista og Windows Server 2008.

Da Windows Server 2008 har samme kodebase som Windows Vista, inkluderer det også alle de rettelser, der er kommet med SP1 til Vista. Service pack 2 vil derfor være den første rigtige samling af rettelser til Windows Server 2008, sammenlignet med tidligere Windows-udgivelser.

SCO

SCO får tilført 100 millioner dollars

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

Netop som mange var overbeviste om, at SCO og deres retssager mod brugere af Linux var et overstået kapitel, i kraft af SCO’s konkursbegæring, har equityfonden Stephen Norris Capital Partners (SNCP) valgt at skyde $100 mio. i firmaet.

Fonden lægger ikke skjul på, at de ser et stort potentiale i at kunne genoptage søgsmålene og vinde disse, hvilket er et af de primære mål i deres nye forretningsstrategi.

Pengene vil også gå til at dække de udestående SCO har, hvilket bl.a. inkluderer de penge SCO skylder Novell, efter at de tabte retssagen mod disse.

Med en tabt retssag bag bæltet og en komplet mangel på beviser fra SCO’s side, er det noget uvidst, hvad SNCP mener, der kan gøres anderledes ved de næste retssager, der nu lægges op til.

Telmore

Telmore lancerer flatrate mobilt bredbånd

- Via Telmore.dk - , redigeret af Emil , indsendt af moisen

I en pressemeddelelse frigivet i går har teleselskabet Telmore offentliggjort, at de fra den 31. marts i år vil tilbyde mobilt bredbånd med en hastighed på 1,5 Mbit/s, med flatrate forbrug, til 299 kr. pr. måned.
Indtil da vil Telmore forlænge deres nuværende datapriskampagne, hvor prisen for 1 MB data er sat ned fra 8 kr. til 2 kr.

Det nye flatrate-internet fra Telmore vil dog få en hård kamp, da det er op imod 100 kr. dyrere end de nærmeste konkurrenters produkter. Således kan man hos konkurrenten Hi3G få en 7,2 Mbit/s til samme pris, 299 kr. pr. måned.

Ligesom de mange andre udbydere af mobilt bredbånd, så er Telmore-kunder også underlagt en såkaldt fairuse-aftale, som går ud på, at hvis har et unormalt højt forbrug, hvilket ifølge teleselskaberne er 10 GB pr. måned, har selskabet lov til at stoppe forbindelsen.

doubleTwist Corporation

DVD Jon udgiver doubleTwist

- Via CNET News - , redigeret af Emil , indsendt af The-Lone-Gunman

Nordmanden Jon Lech Johansen, der er bedre kendt som DVD-Jon, har de seneste 8 måneder, sammen med 10 andre personer, arbejdet på hans doubleTwist-software, og nu er den første version klar til download.

Programmet er udviklet med henblik på at gøre det så nemt som muligt for forbrugerne at udveksle billeder og musik mellem forskellige enheder. Det unikke ved programmet er, at det kan omgå den beskyttelse, der måtte være indbygget, som f.eks. i iTunes.

Alle de sange, billeder og videoer man har i doubleTwist, kan man efterfølgende dele med sine venner. Enten direkte til andre der har programmet installeret, eller via Facebook, hvortil der er udviklet et plugin ved navn TwistMe.

Programmet er gratis og kan hentes på hjemmesiden doubletwist.com.

No Thumbnail

Ekspert: The Pirate Bay er for oplagt ulovlig

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

Efter at Fogedretten besluttede, at Tele2 skulle blokere adgangen til hjemmesiden The Pirate Bay for dets kunder, har der været mange tilkendegivelser fra blandt andet andre ISP’er, at de vil støtte Tele2 i deres retssag for at få omstødt afgørelsen.

En ekspert i it-ret, Henrik Udsen fra Københavns Universitets juridiske fakultet, mener dog, at det kan blive svært for Tele2 at overbevise en dommer. Årsagen er, at The Pirate Bay, ifølge Udsen, er for oplagt ulovlig.

I den sag, som Tele2 vil føre, vil der blive dømt ud fra en proportionalitetsvurdering, hvilket betyder, at retten vil vurdere indholdet på thepiratebay.org for hvor ulovligt det er. Det er ud fra den betragtning, af Tele2 vurderes til at have en dårlig sag.

Henrik Udsen til Computerworld skrev:
Den her sag er så åbenbar, fordi det, så vidt jeg forstår, stort set kun er ulovlige værker, der bliver fildelt.

ESA

Se spionsatellitten inden den forsvinder

- Via Ingeniøren - , redigeret af Net_Srak

Verdens p.t. mest omtalte satellit, den amerikanske spionsatellit, der siden opsendelsen har været ude af kontrol, og som det amerikanske forsvar nu ønsker at skyde ned, bliver nemmere og nemmere at se på himlen.

Årsagen er ganske simpel, satellitten, usa193, kommer tættere og tættere på jorden, og da der er tale om en stor satellit, så kan den nu ses med det blotte øje.

Hjemmesiden heavens-above.com, der har specialiseret sig i at følge en lang række objekter i rummet, har også usa193 med på listen. Ved at angive hvor i verden man er, kan man få en detaljeret oversigt over, hvornår og hvor på himlen, man vil kunne se satellitten.

Aller sidste chance forventes at blive den 6. marts, hvor den vil træde ind i jorden atmosfære og brænde op, forudsat at den ikke bliver skudt ned inden.

Toshiba

Toshiba: Vi stopper al HD DVD-aktivitet

- Via Akihabara news -

Toshiba har på en pressekonference netop meddelt, at de stopper udvikling, markedsføring og produktion af HD DVD. Alle ejere af HD DVD-produkter vil stadig kunne få support af Toshiba.

Man begrunder beslutningen med, at det sker som følge af de ændringer, der er sket på markedet. Hermed hentydes antageligt flere firmaers overgang til Blu-ray, ikke mindst filmselskabet Warner. Direktøren for Toshiba, Atsutoshi Nishida, siger, at man også ønsker at fremme udviklingen for HD-mediet ved at fremme en hurtig afgørelse i formatkrigen.

Al produktion af HD DVD-afspillere og drev til computere vil blive droslet ned, indtil produktionen helt indstilles til marts i år.

Med denne udmelding fra Toshiba er formatkrigen nu endeligt afgjort med Blu-ray som vinderen.

No Thumbnail

Første nye tv-kanal på det digitale sendenet klar

- Via DR - , redigeret af Acro

I morgen tager DR forskud på glæderne og lancerer den første nye tv-kanal, DR Update, på det digitale sendenet, der skal afløse det gamle analoge inden november næste år. Kanalen vil måske allerede være kendt for nogle, da den kan ses på dr.dk og af alle med en parabol og et Canal Digital-abonnement.

DR Update vil vise nyhedsindslag med varighed omkring 6 minutter, der så bliver gentaget forfra igen og igen med udskiftning af de enkelte dele i indslaget, efterhånden som der kommer nyheder ind. Et par timer om dagen vil kanalen desuden bringe tegnsprogsoversættelser af bl.a. Deadline, TV2 Nyhederne og TV-Avisen.

På det nye digitale sendenet er der fire såkaldte MUX’er, man som kanaludbyder kan købe sig ind på. Én af disse er dog udkodet og kræver derfor ingen betaling. Netop her ligger DR Update.

DR følger senere trop med bl.a en børne-/historiekanal.