mboost-dp1

Apple Inc.

American Idol – sæson 7 på iTunes Store

- Via Apple.com - , redigeret af Acro

Et af de mest populære tvprogrammer i USA igennem længere tid, American Idol, vil i næste sæson, som er den syvende, blive tilgængeligt på Apples iTunes Store.

Det er et samarbejde mellem både Apple, Fox, 19 Entertainment og Freemantle, der muliggør projektet, som starter fra den 11. marts i år.
Man vil både kunne købe de forskellige artisters sange for $ 0,99, og man kan købe videoer af dem for $ 1,99.

Simon Fuller, Producent af American Idol og stifter af 19 Entertainment skrev:
We have some truly outstanding talent this year, and by working with Apple and iTunes, we’re giving viewers another great way to enjoy America’s brightest new stars from ‘Idol,[…]I’m sure there will be many memorable performances that viewers will want to relive from this 2008 season.

American Idol vises også på TV3, og DR1’s seneste fredagsunderholdning, X-Factor, er en pendant til programmet.

Microsoft

Microsoft frigiver specifikation på de binære Office-formater

- Via Microsoft - , redigeret af Pernicious

Fredag den 15/2 frigav Microsoft specifikationerne på deres binære Office filformater.

Derved bliver det nu meget nemmere for udviklere af andre programmer, f.eks. Open Office, at implementere disse formater korrekt.
Samtidigt sikre det, at man ikke lander i en situation i fremtiden, hvor disse formater ikke kan læses.

Det drejer sig om specifikationerne for:

Word 97-2007 Binary File Format (.doc)
PowerPoint 97-2007 Binary File Format (.ppt)
Excel 97-2007 Binary File Format (.xls)
Excel 2007 Binary File Format (.xlsb)
Office Drawing 97-2007

Apple

iPhone sælges i Østrig som det næste land

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Efter at Apples iPhone nu har været til salg i Tyskland, Frankrig og England i et stykke tid, er turen nu kommet til næste europæiske land.

T-Mobiles chef i Østrig, Hamid Akhavan, kunne for ikke så lang tid siden fortælle, at iPhonen snart vil komme til Østrig og dermed også fortælle, at det er dem, Apple har valgt som samarbejdspartner. Dette er samme partner, som Apple valgte at samarbejde med i Tyskland, der allerede sælger iPhonen.

T-Mobile vil begynde at sælge iPhones i Østrig i første halvdel af 2008. Yderligere blev det oplyst, at den første Google Android Phone ville blive solgt engang i første kvartal dette år.

Anatoly Maksimchuk

Laser med 300 terawatt intensitet

- Via ScienceDaily - , redigeret af Net_Srak

Forskere ved universitetet i Michigan har udviklet en laser, de mener, kan producere det kraftigste lys i verden. Intensiteten i strålen er så kraftig, at det svarer til at belyse en kvadratcentimeter med en stråle på 20 millarder billioner watt.

Til sammenligning kunne man samle al den solenergi, der kom til jorden, på en enkelt kvadratcentimeter, så vil det være nogenlunde samme energimængde. Laseren kan dog ikke bruges som et supervåben, da strålen, den laver, kun er 1,3 micron bred og varer i 30 femtosekunder.

Laseren, der har navnet HERCULES, har været under opbygning i 6 år, og er dobbelt så kraftig som sin nærmest konkurrent, tilmed kan den affyre et “skud” hvert 10. sekund, hvilket er markant hurtigere end andre lasere.

Lasereren forventes at kunne bruges til så forskellige ting som medicin og forskning i fusionsenergi.

Toshiba

Toshiba om HD DVD: Intet er afgjort endnu

- Via Toshiba - , redigeret af Emil

Efter at både Reuters og den japanske tv-station NHK udmeldte, at Toshiba efter alt at dømme ville droppe HD DVD, kommer Toshiba nu selv med en udmelding, der er ganske kort.

Budskabet er, at der ikke er taget en beslutning om at droppe HD DVD, men at man vurderer sine forretningsstrategier.

Efter det kom frem, at Toshiba angiveligt ville droppe HD DVD, steg værdien på Toshibas’ aktier, et tegn på at investorerne gerne ser en afgørelse på HD-medie-krigen.

Der er ingen forlydender om, hvornår Toshiba forventer at være færdig med at vurdere sin forretningsstrategi.

newz.dk

Gratis indgangsbilletter til alle på CeBIT-turen

- Via newz.dk CeBIT - , redigeret af Net_Srak

Der er stadig 19 dage tilbage til, at busserne kører mod Hannover og CeBIT-messen, og vi kan nu med glæde meddele, at vi har fået en aftale med NetConnect, der sponsorerer alle indgangsbilletterne til messen.

Det betyder, at det kun vil koste sølle 200 kroner at komme en tur til verdens største it-messe.

Har man allerede betalt for en indgangsbillet, så vil man få pengene refunderet i bussen.

Jyllandsbussen blev hurtigt udsolgt, men for at endnu flere kan få glæde af tilbuddet, har vi fået fat i en lidt større bus, så der er nu yderligere 10 pladser. Selvom der endnu ikke er udsolgt i bussen fra Sjælland, så har vi også valgt at opgradere den.

Opdatering: Jyllandsbussen er nu udsolgt.
Opdatering 2.0: Sjællandsbussen er nu udsolgt.

Secunia

Secunia kritiserer statens sårbarhedstest

- Via Comon - , redigeret af Acro

For nyligt kunne vi skrive om, at Videnskabsministeriet lancerede deres såkaldte sårbarhedstest. Denne har sikkerhedsfirmaet Secunia taget et nærmere kig på, og det må siges, at de ikke just er imponerede.

Secunia tilbød tidligere deres bud på et sådan system, Secunia PSI. Det eneste, videnskabsministeriet da selv skulle gøre, var at oversætte programmet til dansk og sørge for implementeringen på deres hjemmeside.

Thomas Kristensen, teknisk direktør hos Secunia skrev:
IT- og Telestyrelsen blev allerede i efteråret advaret, om at deres projekt ville give brugerne en falsk sikkerhed og blev endvidere tilbudt et langt billigere, mere brugbart og langt mere effektivt alternativ. På trods af at Secunia efter længere tids dialog til sidst henvendte sig til videnskabsminister Helge Sander, valgte man hos IT- og Telestyrelsen at gå videre med projektet og lade et svensk firma udarbejde den nye “sårbarhedstest” baseret på en teknologi, som var tidssvarende i 90’erne,

Secunia har nu selv fået oversat programmet til dansk og står stadig parat til at stille programmet til rådighed for staten. Det kræver bare, at de påbegynder en dialog.

Advanced Micro Devices, Inc.

Dell med AMD triplekerne CPU

- Via TG Daily - , redigeret af Acro

Der har i nogen tid cirkuleret rygter om, at den amerikanske computerproducent Dell helt ville droppe AMD-processorer i deres computere til fordel for Intel, men disse rygter er nu blevet fejet af vejen med præsentationen af nye OptiPlex-maskiner, der vil kunne fås med både AMD’s dual-, triple- og quadkerne phenom-processorer. Der vil dog stadigvæk, i den største model, OptiPlex 745, være mulighed for at vælge Intels Core 2 Duo-processor.

Ifølge TG Daily, kilden bag nyheden, kan dette være en massiv sejr for AMD’s phenom-processorer, som ellers ikke har fået meget ros med på vejen, idet OptiPlex-maskinerne er nogle af de mest populære computere til brug i kontormiljøer verden over.
TG Daily mener desuden, at dette kan gøre AMD’s tricore til en reel modstander for Intels store succesprocessor, Core 2 Duo.

Ved at følge kilden kan der læses mere omkring teknologien bag de nye OptiPlex-maskiner.

Linux

Kritiske fejl i Linux-kernen opdaget

- , redigeret af Emil

Der er blevet opdaget tre kritiske sikkerhedsfejl i Linux-kernen, der giver mulighed for, at folk med lokal adgang til en maskine kan udsætte systemet for DoS-angreb, tilgå evt. personlig data eller opnå root-adgang.

Problemerne ligger i systemkaldet vmsplice i filen fs/splice.c og findes i alle udgaver af Linux-kernen op til version 2.6.24.1. Flere større distroer er ramt, bl.a. Ubuntu, Turbolinux, SuSE, Red Hat, Mandriva og Debian.

Systemadministratorer opfordres derfor til at opdatere deres Linux-kerne omgående.

The Pirate Bay

Prince og Village People vil sagsøge The Pirate Bay

- Via TechRadar - , redigeret af Acro

I forbindelse med retsagerne mod torrenttrackeren The Pirate Bay, melder der sig nu flere aktører i kampen. Popstjernen Prince og diskogruppen Village People vil nu sagsøge siden, med hjælp fra John Giacobbi, der har advokatfirmaet Web Sheriff.

Ifølge John Giacobbi vil de have flere millioner dollars og køre søgsmål i både svenske og amerikanske domstole. Prince vil have erstatning for omkring 40 albums, der ligger på The Pirate Bay, og Village People er primært bekymrede om tabte indtægter fra deres 1970’er hit YMCA.

John Giacobbi har desuden også henvendt sig til ABBA for at få dem til tilslutte sig søgsmålet og samtidig bruge dem til at få opbakning i Sverige, hvor både The Pirate Bay og ABBA hører hjemme.

De er stadig ikke afklarede med præcis, hvem det er, de vil sagsøge, men det kan evt. blive de fire bagmænd bag siden eller virksomheder, der har linket til The Pirate Bay.