mboost-dp1

Advanced Micro Devices, Inc.

ATI R700-grafikchip kommer først i 2009

- Via X-bit labs - , redigeret af MiniatureZeus

AMD har netop afholdt en “Analyst Day”, og her kom det frem, at de ikke har nogle planer om at frigive afløseren til R6xx-serien i løbet af det kommende år.

Det er ikke længe siden, at AMD introducerede Spider-platformen, og efterfølgeren, der går under navnet Leo, vil kun anvende ATI R6xx-GPU’er fra ATI Radeon HD 2000- og 3000-serien. Først med Leo Refresh-platformen, der kommer i 2009, vil R7xx se dagens lys.

Rick Bergman fra AMD udtalte ellers tidligere på året, at Leo-platformen ville basere sig på AMD RD800-serien, samt “en ny highend GPU-familie”. Ingen af delene bliver så tilfældet, da også RD800-chipsættet bliver udskudt til 2009.

Flickr - HJ Barraza

TV2’s hjemmesider også ramt af annoncevirus

- Via EPN.dk - , redigeret af klh

Vi har tidligere skrevet om, at Ekstra Bladets hjemmeside inficerede brugernes computere med virus via reklamer.

Det samme har nu fået TV2 til at fjerne en mængde reklamer fra deres mange sider, som man havde mistanke om, at der også kunne inficere de besøgendes computere med vira.

Lars Bernt, kommerciel direktør i TV 2|Interaktiv skrev:
Vi har lukket ned for alle de bannerreklamer, hvor der er en risiko, indtil problemet er helt løst. Så brugerne kan føle sig sikre, når de besøger tv2.dk,

TV2 opfordrer desuden alle besøgende til at være på vagt. Hvis man tror, man er blevet inficeret, kan man med F-Secures online virusscanning få tjekket sin computer.

Intel

Intels X48-chipsæt kan blive udskudt

- Via DigiTimes - , redigeret af Net_Srak

Efter pres fra en af de store producenter af bundkort oplyser kilder inden for branchen, at Intel vil udskyde introduktionen af sit X48-chipsæt med en til to måneder.

Begrundelsen for udsættelsen skulle være, at den unavngivne bundkortproducent har store mængder af Intels X38-chipsæt på lager, som man er bange for at brænde inde med.

Der er ikke den store forskel på X38- og X48-chipsættene, den største forskel er understøttelse for DDR3 1600-hukommelse og Intels Extreme Memory Profile (XMP)-teknologi.

Microsoft

SP1 til Vista tilføjer hotpatching

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak

En funktion, der ikke rigtigt er blevet nævnt i forbindelse med frigivelsen af Service Pack 1 til Windows Vista, er muligheden for fremover at foretage opdateringer af komponenter, der er låst af en kørende proces.

Microsoft kalder funktionen for hotpatching, og skulle gerne minimere det antal gange, man skal reboote i forbindelse med opdateringer. For at kunne udnytte funktionaliteten, skal opdateringspakker understøtte hotpatch-teknologien.

Angiveligt har funktionen hele tiden været indbygget i Windows Vista, men det er først med SP1, at den nu aktiveres eller er blevet færdig.

Microsoft

De største it-skuffelser i 2007

- , redigeret af Pernicious

Hjemmesiden pcworld.com har i en artikel kåret, hvad de mener er 2007’s største skuffelser inden for it-verdenen, hvor Microsofts nyeste styresystem, Windows Vista, er landet på en førsteplads.

Blandt andet angriber de Vista med, hvor lidt nyt der er i styresystemet, i forhold til Windows XP.

Det er dog ikke kun Microsoft, som er placeret på deres liste, for på 5. pladsen ligger Apples meget hypede og omdiskuterede iPhone. Primært er det dog ikke selve telefonen, som får en overhaling, men derimod AT&T og Apples samarbejde, og de penge som de tjener på dette.

På andenpladsen ligger HD-formatkrigen, som ifølge PC World kun vil resultere i ekstra omkostninger for forbrugerne.

På sidstepladsen kommer Amazon Unbox, en VoD-tjeneste som endnu ikke er tilgængelig i DK.

Bang & Olufsen

B&O vil lave tv og hi-fi-udstyr baseret på Windows

- Via c't - , redigeret af MiniatureZeus

I et interview med det tyske blad “Wirtschaftswoche” har chefen for Bang og Olufsen i Tyskland, Torben Sørensen, løftet sløret for nogle af nyhederne B&O vil komme med.

Han fortæller, at udviklere i Indien og Estland p.t. arbejder på højtryk for at færddiggøre en række nye produkter, der vil anvende Microsofts Windows som operativsystem. Det er meningen, at de nye produkter, der omfatter tv og hi-fi-udstyr, skal kunne snakke sammen med en computer.

Sørensen forventer en øget efterspørgsel på B&O-produkter i fremtiden, og det er derfor planlagt at udvide antallet af butikker i både Tyskland og Danmark. Samtidigt forventer de at styrke sig på markedet for hi-fi til biler, hvor de netop har indgået en aftale med Aston Martin.

Bemærk at artiklen, der linkes til, er på tysk.

Apple Inc.

Firewire S3200 tager kampen op mod USB3

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak

Konsortiet bag IEEE 1394-standarden, også kaldet Firewire, IEEE 1394 Trade Association, har fremlagt specifikationer for den næste generation af Firewire, kaldet S3200.

S3200 er baseret på den nuværende 1349b/800-specifikation, men kan levere 3,2 Gb/s. Da den teknisk ligner 1349b vil den hurtigt kunne implementeres. De nye specifikationer forventes at blive endeligt godkendt i februar 2008, hvilket kan blive et godt stykke tid før USB3, som forventes godkendt engang i første halvår 2008.

USB3 forventes at blive 10 gange hurtigere end USB2, hvilket vil betyde en hastighed på 4,8 Gb/s.

Microsoft

Microsoft Office 2008 til Mac er nu RTM

- Via MacBU - , redigeret af Net_Srak

Efterfølgeren til Microsoft Office 2004 til Mac er nu klar til salg, efter at den er blevet annonceret RTM (Release to manufacturing). Office 2008 kommer til at have det samme nye brugerinterface, som er at finde i Office 2007 til Windows, dog modificeret, så det passer bedre sammen med udseendet i OS X.

En gennemgang af det nye interface kan ses på http://www.macoffice2008.com/

Office 2008 vil blive lanceret den 15. januar ved en udgivelsesfest på Macworld 2008.

United Nations

Klimatopmødet på Bali: Forskere advarer politikerne

- Via Ingeniøren - , redigeret af Net_Srak

En samling af verdens ledende klimaforskere opfordrer på det stærkeste de deltagende politikere på klimatopmødet i Bali til at komme frem til en løsning på klimaproblemerne. Den fælles erklæring er underskrevet af 213 forskere, professorer og eksperter, der blandt andet tæller den danske forskningsleder på DMI, Jens Hesselbjerg.

Hvis ikke de deltagende lande bliver enige om en løsning, vil konsekvenserne sandsynligvis omfatte følgende katastrofer:

Many millions of people will be at risk from extreme events such as heat waves, drought, floods and storms, our coasts and cities will be threatened by rising sea levels, and many ecosystems, plants and animal species will be in serious danger of extinction.
Opfordringen kommer i direkte forlængelse af IPCC’s (Intergovernmental Panel on Climate Change) fjerde rapport, der bl.a. konkluderer, at gennemsnitstemperaturen på globalt plan vil stige mellem 1,1 til 6,4 °C inden udgangen af det 21. århundrede, at verdenshavene vil stige mellem 18 og 59 cm., og at det med 90 % sandsynlighed hovedsagelig skyldes den menneskelige aktivitet.

Ifølge forskerne skal politikerne gerne blive enige om, at:

Global greenhouse gas emissions need to be reduced by at least 50% below their 1990 levels by the year 2050. (…) Global emissions must peak and decline in the next 10 to 15 years.
EU’s krav, om at de industrialiserede lande skal mindske deres udslip af drivhusgaser med 25-40% inden 2020, lever op til forskernes krav, hvorfor det nu kun er USA, Canada og Japan, der afviser at nedfælde konkrete målsætninger.

Opdatering
Ifølge Berlingske.dk er der nu kommet et gennembrud i forhandlingerne, da alle 187 lande erklærede sig enige i at arbejde for en global klimaaftale, som formodentligvis skal indgås i København 2009, men aftalens konkrete indhold er stadig uklart. Afslutningen blev dog dramatisk, da USA forinden havde nedlagt veto, den kinesiske delegation havde kommet med et voldsomt vredesudbrud efter en procedurefejl for formandsskabets side, og da selve formanden brød sammen på podiet.

Drupal

Danmarks første Drupal-afdeling åbnet

- , redigeret af Net_Srak

Efter CMS-systemt Drupal vandt Packt Publishings pris som “Overall Open Source CMS Winner”, har systemet for alvor fået medvind i Danmark.

I udlandet har der i flere år været freelancere med speciale i Drupal, men det ser nu ud til, at den første danske spiller er dukket op. Udviklingsvirksomheden Propeople har åbnet en Drupal-afdeling, der består både af udviklere, projektledere og rådgivere. Den samme virksomhed står bag den nye udgave af AOK.dk, som er baseret på netop Drupal. Om det var succesen med dette projekt, der førte til åbningen af afdelingen, melder historien ikke noget om.

Også dagbladet Information har valgt at basere sit website på Drupal. Flere store danske medievirksomheder skulle angiveligt også arbejde på at konvertere til open source-systemet.