I Canada har en 22-årig fyr, arbejdende på olieplatform, fået en internetregning, der tvinger ham til at bore dybt i lommerne. Piotr Staniaszek troede, at han kunne surfe ubegrænset via sin mobiltelefon med sit “Unlimited Mobile Surfing”-abonnement til 10 canadiske dollars om måneden hos teleselskabet Bell Mobility. Hvad Piotr ikke vidste var, at det begrænsede sig til, når man surfede på nettet via telefonens indbyggede WAP-browser. Piotr havde koblet sin telefon til den bærbare og brugt den som modem, hvilket var trafikafregnet.
Piotr har været flittig til at downloade mange og store filer, for da internetregningen for november måned havnede i postkassen, var der udsigt til underskud på budgetkontoen – helt præcist skulle Piotr af med 85.000 canadiske dollars, eller omkring 420.000 kroner.
Da Piotr henvendte sig til teleselskabet, kunne de dog godt se, at det var en tung udgift her i juletiden, og som et udtryk for storsind reducerede de regningen til 20.000 kroner.
Piotr er dog ikke helt tilfreds og vil nu gå rettens vej for at slippe af med regningen, selvom der i hans abonnementsbetingelser stod, at det frie mobile forbrug var forbeholdt WAP-surfing.