Webdesigner Danny Carlton (som blogger under aliaset ”Jack Lewis”) har set sig sur på udviklerne af Adblock Plus udvidelsen til Mozilla Firefox, som fjerner reklamer/bannere fra websites.
Han har derfor startet en blokeringskampagne, for at protestere mod brugere af Firefox med Adblock Plus installeret uden videre kan slippe uden om reklamerne på hans websites. Blokeringen skelner dog ikke mellem Firefox-brugere med Adblock Plus installeret, og dem uden. Det er meningen, at kampagnen skal lægge pres på udviklerne af Adblock og Mozillas Firefox-team.
Danny Carlton er imidlertid blevet kritiseret for at samtidig udbyde hele indholdet af sin blog via et RSS-feed, hvilket gør indholdet reklamefrit. Historien melder heller ikke noget om hans syn på reklameblokering til andre browsere.
Adblock Plus-udviklingsteamet har i deres blog skrevet om deres syn på reklameblokering og skriver desuden, at de nu er blevet kontaktet af reportere fra NY Times, BBC World, National Public Radio m.fl.