Frank Rasmussen, manden bag Telmore som i sin tid blev solgt til TDC, har nu gang i et nyt teleselskab ved navn BiBoB.
I forbindelse med opstarten af dette teleselskab, har Frank Rasmussen bestilt en fiberforbindelse hos et firma der opererer på TDC’s fibernetværk. Man har dog været lang tid om at sætte gang i ordren, hvilket får Frank Rasmussen til at mistænke TDC for bevidst chikane. TDC afviser påstanden, da forbindelsen er bestilt gennem et af deres partnerselskaber og ikke direkte hos TDC.
Forsinkelsen kommer til at betyde at BiBoB først får fiberforbindelsen efter de er gået på markedet med deres nye mobilkoncept.
Dette koncept mener Frank Rasmussen også TDC har kopieret i deres datterselskab, Telmore, da de få uger efter BiBoB afslørede deres koncept annoncerede et lignende koncept. Konceptet går ud på at opkaldsafgiften bliver afskaffet, priserne sænket og intet abonnement, samtidig med der sideløbende med mobilaktiviteterne bliver lanceret et elektronisk varehus.
BiBoB’s mobilaktiviteter opererer på Sonofons netværk, og selskabet forventer med deres nye produkt at kunne høste markedsandele og konkurrere direkte med TDC Mobil og deres datterselskab, Telmore.