Han hører til blandt toppen af verdens mest aktive spammere og er tidligere blevet sagsøgt for 7 mio. dollars af Microsoft og 10 mio. dollars af en ISP i Oklahoma, dog uden at han stoppede med at spamme folk. Nu er han blevet anholdt.
Det drejer sig om den 27 årige amerikaner Robert Alan Soloway, som nu er blevet anklaget på 35 forskellige punkter, heriblandt, postsvindel, e-mail-svindel og identitetstyveri.
Ud over anklagerne ønsker myndighederne at han skal af med 773.000 dollars, som han menes at have tjent på sin forretning. Det er første gang i USA at en sag mod en spammer tages op på føderalt niveau, hvilket er pga. anklagerne om identitetstyveri. Strafferammen er for den slags forbrydelser på op til flere årtier.