Justitsminister Lene Espersen (K) ønsker at ISP’erne skal gemme alt tele- og internettrafik i en længere periode, som et led i bekæmpelsen af terror, og flere af hendes kollegaer i EU er enige.
På onsdag mødes Europas justitsministre, og her vil hun forsøge at få vedtaget en EU-regel om datalogning, men det er ikke sikkert den vil blive vedtaget, da bl.a. Finland og Tyskland er skeptiske.
Hvis reglen ikke bliver vedtaget i EU, så vil hun indføre det som et dansk solo-projekt, da datalogning allerede blev lovliggjort i antiterrorpakken fra 2002, men det er aldrig blevet sat i kraft.
Direktør Ib Tolstrup fra brancheorganisationen Telekommunikationsindustrien er stærkt kritisk for en dansk enegang: “For det første vil udenlandske teleudbydere ikke være underlagt de danske regler om registrering, og dernæst vil det gøre investorerne betænkelige på grund af de mange særregler og deraf følgende udgifter. Meningen med EU er at harmonisere, så vi konkurrerer ud fra fælles regler,” siger han til Politiken.