Dansk Musiker Forbund (DMF), opfordrer på deres hjemmeside til en underskriftsindsamling, for at få iPods og andre digitale afspillere, omfattet af afgiftsordningen for blanke medier.
DMFs formand Anders Laursen udtaler, at blankbåndsordningen udhules, fordi den kun omfatter cd’er og dvd’er.
DMFs medlemmer opfordres til, at underskrive en mail til kulturminister Brian Mikkelsen, med følgende ordlyd:
“Hvorfor skal kopiering være gratis?
Kære kulturminister,
Hjemme-kopiering af musik, tv og film er blevet et kæmpe hit i Danmark.
Men det bør aldrig blive politisk korrekt at kopiere musik, tv og film uden at betale for det.
Der skal være en rimelig brugerbetaling for vort arbejde. Kun herved kan vi sikre mangfoldighed i kulturudbuddet og et nødvendigt vækstlag for fremtidig kunst, viden og underholdning.
Det her handler ikke om, at vi vil bremse den teknologiske udvikling. Indhold – musik, tv og film – gør det faktisk muligt at bruge den nye teknologi.
Uanset om vi er musikere, skuespillere, sangere, instruktører, dramatikere, fotografer, komponister eller producenter af musik, film eller tv, så handler det om muligheden for, at vi kan leve af vores erhverv.
Helt grundlæggende handler det faktisk om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.
Derfor vil vi have betaling for vort arbejde – også når vi kopieres!”