I løbet af den seneste uge, efter at vi modtog en skrivelse fra Cliches advokat, er der sket mange ting ‘bag kulisserne’. Vi har bevidst valgt ikke at ‘føre’ sagen offentligt her på newz, da vi ikke har ment, at det ville gavne. En del brugere har efterlyst mere åbenhed, men vi håber I forstår, at vi har behandlet den, som det er sket.
Den 23. fremgik det af Computerworld, at Cliche ville have os til at dementere alt, hvad vi havde skrevet. Den 24. modtog vi ligeledes en skrivelse om dette, fra deres advokat, med en 24 timers frist.
newz.dk har valgt ikke at skrive et dementi, da vi efter at have dobbeltchecket vores materiale, ikke mener vi har skrevet noget, der faktuelt er forkert. Af samme årsag vælger vi at re-aktivere de oprindelige nyheder. Vi har derfor i dag, via vores advokat, der er ekspert i IT-ret, sendt Cliches advokat en skrivelse, hvori vi informerer dem om vores beslutning.
Ud fra udtalelserne, som Morten Bonavent er kommet med i Computerworld, fremgår det, at Cliche har foretaget større sikkerhedsopdateringer. Til trods for hvordan sagen har udviklet sig, synes vi naturligvis, at det er positivt, at Cliche har taget disse skridt.