mboost-dp1

unknown

Enighed om næste generations WiFi

- Via The Register - , redigeret af hfp

Indtil nu har der været to seriøse forslag til den næste generation af WiFi, 802.11n. Den ene stod organisationen WWiSE bag den anden TGn Sync.

WWiSE forslaget blev støttet af Texas Instruments, Broadcom, Conexant, STMicro, Airgo, Bermai og Motorola. TGn Sync blev støttet af Intel, Atheros, Agere, Infineon, Cisco, Qualcomm, Nortel, Mitsubishi, Sony, Panasonic, Philips, Samsung, Sanyo, Toshiba.

Disse to organisationer er nu blevet enige om et fælles forslag, som vil blive sendt til IEEE i en endelig version til november.

802.11n tillader trådløs kommunikation med en hastighed på 540 Mbps, ved at bruge multipleksteknikker til at sende og modtage data ved brug af flere antenner.

unknown

Orbitronics skal hjælpe chipproduktion

- Via PhysOrg.com - , redigeret af hfp

Stanford universitet oprettede sidste år, sammen med IBM, Spintronic Science and Applications Center. Spintronics fungerer ved, at man arbejder med elektroners rotation omkring deres akse (spin).

En stor ulempe ved spintronics er, at teknikken ikke virker ret godt med silicium, hvilket er det materiale alle chips laves af i dag. Der er foretaget enorme investeringer i silicium-baseret chipproduktion, man gerne vil udnytte bedre.

Forskerne har nu fundet en metode, der virker i silicium, som de kalder orbitronics. Orbitronics er en afart af spintronics, men fungerer i lettere atomer som silicium.

Ved at bruge denne teknologi kan man overføre signaler uden varmetab, som det sker i traditionelle chips, hvilket bliver et stadig større problem jo mindre transistorerne bliver. Teknologien er dog så ny, at man forventer den først vil være brugbar om nogle årtier.

unknown

Brug ikke software der bryder patenter

- Via News.com.com - , redigeret af hfp

EU er ved at se på et nyt lovforslag, der vil gøre det muligt for patentindehavere, at sagsøge firmaer, der bruger software, der bryder patentet. Et kendt eksempel på dette, er SCO’s søgsmål mod flere firmaer i USA der bruger Linux.

Hvis et firma bruger software som et andet firma har patent på, kan det firma risikere bøder, konfiskering eller destruktion af produkter, forbud mod retslig hjælp, ansvarlige personer kan få 4 års fængsel, lukning af den ansvarlige afdeling og forbud mod at deltage i økonomiske aktiviteter.

Skulle lovforslaget blive vedtaget, forventes det dog ikke at blive brugt ret meget. Det skyldes, at de fleste firmaer vil få så dårlig omtale, hvis de sagsøger brugerne af software, der bryder deres patent, at det ikke vil kunne betale sig.

unknown

Apple indfører kontroversiel sikkerhedschip

- Via VNU-net - , redigeret af hfp

De Intel-udviklingsmaskiner Apple, har sendt ud til en række software producenter, har alle en indbygget TPM (Trusted Platform Module) chip.

Apple vil bruge TPM chippen til at sikre sig, at OSX kun kan afvikles på godkendte maskiner, hvilket vil sige Apples egne.

TPM chippen er dog et hedt emne, da den også giver mulighed for at registrere brugeres online færden og bestemme, hvad der må afvikles af digitale medier på computeren.

Apple er ikke de eneste der vil bruge chippen, da også Windows Vista i høj grad vil benytte sig af den. IBM/Lenovo og HP bruger allerede TPM i nogle af deres highend pc’er.

No Thumbnail

Phishing koster amerikanske banker 17 mia. kr.

- Via News.com.com - , redigeret af hfp

Gartner har undersøgt, hvor meget folk bliver snydt for, når de udsættes for phishing og tastaturloggere. Ved at spørge 5000 personer fandt de frem til, at de i gennemsnit blev snydt for mere end 900 dollars.

Det vurderes, at 3 mio. amerikanere er blevet fuppet i løbet af 1 år, hvilket giver et samlet beløb på ca. 2.75 mia. dollars, eller godt 17 mia. kroner.

I de fleste tilfælde dækker bankerne tabet, men i mange tilfælde kunne tabet være undgået. Alle kreditkort har en intern sikkerhedskode, som bedragerne ikke kan få fat i, da ejeren af et kreditkort ikke kender den. Mange af bankerne checker ikke for denne sikkerhedskode, selv om de burde. De kan derfor selv afhjælpe en del af problemet.

unknown

Telia tester EDGE net

- Via Telia Mobile - , redigeret af amokk

Som tidligere omtalt er Sonofon den eneste udbyder af Enhanced Data for Global Evolution (EDGE) netværket i Danmark, men om få måneder er Telia parat til lanceringen af det nye net, som vil have en dækning over hele landet.

EDGE er en teknologi som bygger ovenpå det eksisterende GPRS-net og det kan klare datatransmissioner på op til 384 kbit/s. Derved vil hastigheden, i forhold til GPRS, blive tre gange hurtigere.

NASA

NASA: Vi vil reparere Discovery

- Via NASA - , redigeret af Net_Srak

For en uges tid siden skrev vi omkring Discovery, der efter 2 års venten, endelig returnerede USA’s shuttle program tilbage til rummet igen.

Som følge af Columbia katastrofen, blev de første dage brugt til at inspicere skroget og varmeskjoldet minutiøst, for at udelukke fejl og mangler til nedstigningen i atmosfæren. NASA fandt ved denne lejlighed to steder hvor fyld materiale stak ud imellem kaklerne og det resulterer nu i, at astronauten Steve Robinson, ekstraordinært bliver sendt en tur under rumfærgen for at reparere skaderne på varmeskjoldet, noget man aldrig har prøvet før.

NASA vil afholde en pressekonference omkring den forestående manøvre som kan ses live via NASA-TV, kl 21:30 dansk tid.

No Thumbnail

Apple lancerer mus med 2 knapper

- , redigeret af Net_Srak

Apple har siden Macintosh lanceringen i 1984, holdt sig til 1-knaps mus. Argumenterne er løbende blevet udskiftet, men brugervenlighed og enkelthed har været blandt begrundelserne. Nu har Apple besluttet sig til at bryde traditionen og lancere hvad andre musefabrikanter lancerede i 1980’erne.

Apples nye optiske “Mighty Mouse”, ligner en 1-knaps mus af design, men har sensor i både højre og venstre side og reagerer efter hvilken side du hviler hånden mod.

Der er også blevet sat en lille scrollkugle på, så man nu kan scrolle – endda både vandret og lodret. Som prikken over i’et har Apple placeret en programmerbar knap på hver side af musen, så man kan trække Dashboard eller Exposé frem uden at røre tastaturet.

unknown

Vurderingssystem til open source

- Via News.com.com - , redigeret af Net_Srak

Det kan være omkostningsfuldt for firmaer at bruge open source programmer, da de ofte bruger mange ressourcer på evaluering af programmerne, før de vælger hvilke de vil bruge.

Carnegie Mellon University, Intel og SpikeSource vil gøre noget ved dette problem og de har derfor lavet et nyt karakter-system kaldet Business Readiness Ratings. Her kan professionelle brugere af open source, give programmer karakterer fra 1 til 5 indenfor forskellige kategorier, blandt andet funktionalitet, brugervenlighed, sikkerhed og teknisk support. Man kan desuden beskrive sine overvejelser, i forhold til de forskellige programmer.

unknown

Microsoft laver halvårlig Blue Hat konference

- Via News.com.com - , redigeret af hfp

Inspireret af succesen med den første Blue Hat konference i marts, vil Microsoft nu gøre konferencen til en fast halvårlig begivenhed.

Blue Hat er Microsofts pendant til den netop afholdte Black Hat konference i Las Vegas. Her indbyder Microsoft hackere og sikkerhedseksperter til at komme og fortælle direkte til udviklerne, hvad de mener Microsofts software har af sikkerhedsproblemer.