På Microsofts IE blog kan man læse, at Internet Explorer 7 ikke vil kunne bestå Acid2-testen, som undersøger en browsers understøttelse for W3Cs standarder indenfor blandt andet CSS1, HTML4 og PNG.
Chris Wilson fra Microsoft skriver, at man ved, at IE er bagefter, når det kommer til CSS-understøttelse. Man har analyseret de problemer, som IE har i forbindelse med Acid2-testen, men nogle af dem er ret store eller svære at løse, så IE7 vil ikke være i stand til at bestå Acid2-testen, når den kommer ud.
Fra Hakon Lie hos Opera lyder det, at Microsoft burde tage sig tid til at få løst problemet. Det her er deres chance for at vise, at standarderne betyder noget for dem, siger han. Han siger desuden at Opera er “meget tæt” på at bestå Acid2.
Hos Apple siger man, at Safari i tidlige versioner bestod testen og fra Mozilla lyder det, at man har forpligtet sig til “fuld understøttelse” af Acid2, men hvornår dette vil ske, forlyder der ikke noget om.