Den meget kontroversielle sag om det indbyggede sexspil i Grand Theft Auto: San Andreas har nu nået sit højdepunkt.
Efter undersøgelser fra det amerikanske Entertainment Software Ratings Board (ESRB), har udgiveren af spillet, Take-Two Interactive, valgt at give spillet en rating af AO eller Adult Only.
Denne rating er i sig selv ikke meget strengere end den rating spillet i forvejen havde, nemlig M for Mature. Problemet for Take-Two er at mange af de største handelskæder i USA ikke vil føre AO spil i deres butikker. Wal-Mart, Best-Buy, Gamestop og andre har allerede meldt ud, at de nu fjerner spillet fra hylderne.
Take-Two Interactive har oplevet et kursfald på knap 7 % på deres aktier og har måttet nedjustere deres forventninger, for deres nuværende regnskabsår.
Den nuværende version af GTA: San Andreas vil hurtigst muligt blive erstattet af en ny version, uden det omtalte sexspil, som igen kan få en rating af M. Rockstar havde tidligere meddelt, at sexspillet var lavet af hackere, men det blev senere bevist at også PS2 og Xbox versionerne havde sexspillet.