I følge The Wall Street Journal har Apple og Intel haft et møde omkring mulighederne for at putte Intel cpu’er i Apples computere. Det er ikke første gang disse rygter spredes, men om samtalen mellem Apple og Intel er mere reel nu, vides fortsat ikke.
Apple afviser rygterne, men såfremt de viser sig sande, vil et skift fra de nuværende IBM PowerPC chips være et hårdt slag for IBM. Der spekuleres i, hvorvidt Apple vælger at skifte alle produkter over på en Intel platform, eller om de blot introducerer enkelte produktlinier baseret på Intels chips.
Interessen for Intel chips, mener AppleInsider bunder i ønsket om at kunne konkurrere med firmaer som Dell om det lukrative forbrugermarked. Her konkurreres der stadig på pris, og hvis Apple vil have en større bid af kagen, må de finde veje til at sænke produktionsomkostningerne, spåes det.
Update 25/5 2005:
Rygtet, som Apple iøvrigt heller ikke vil stå inde for, afvises her. Det er amerikanske Mercury News, der siger at der er tale om en strategisk “afpresning” af IBM. Mercury News fortæller, at Apple har problemer med leverancen af IBM’s G5-serie til Apples notebook-serie samt at det skønnes at der i fremtiden vil være en del prispres fra Apples side.