mboost-dp1

unknown

Top 25 over opfindelser i de sidste 25 år

- Via CNN - , redigeret af Pernicious

CNN har lavet en liste, hvor man kan finde 24 af de 25 vigtigste opfindelser fra de seneste 25 år. Nummer 1 på listen er endnu ikke blevet offentliggjort, men det bliver den søndag d. 18. januar.

Et panel af teknologi-ledere står bag listen, og man har forsøgt at finde frem til 25 ikke-medicinsk relaterede teknologiske opfindelser, der er blevet meget udbredte siden 1980, som amerikanerne har taget til sig, og har indflydelse på vores daglige liv nu eller i fremtiden.

Plads to til fem ser således ud:

2. Mobiltelefonen
3. Personlige computere
4. Fiber-optik
5. E-mail

unknown

Ewire vil lave gebyrfrit betalingskort

- Via Computer World - , redigeret af Net_Srak

Ewire vil udvide deres online betalingssystem. Dette skal blandt andet gøres ved at udvikle en konkurrent til de nye chip-dankort.
Som de fleste ved, skal en betaling med et chip-dankort igennem PBS betalingsservice, og denne transaktion betaler bankerne for. Bankerne har derfor fået lov til at opkræve 50 øre pr. transaktion.

Ewire’s betalingskort skal laves således, at PBS ikke involveres i transaktionen. Dette mener de, det kan lade sig gøre at route udenom, idet de nye chip-terminaler benytter sig af Internettet.

unknown

MS’ antispyware får konkurrenters aktier til at falde

- Via Computerworld - , redigeret af Net_Srak

Der gik ikke lang tid efter at Microsoft frigav en beta-udgave af deres nye antispyware til at aktierne for flere af de velkendte sikkerhedsvirksomheder begyndte at falde.

Det er blandt andet Symantec og McAfee, der har kunne mærke faldet, der har været på henholdsvis 6 procent og 4 procent. Microsoft kommer med deres antispyware blandt andet fordi en tredjedel af de crashes, der registreres under Windows XP, skyldes spyware-programmer.

Microsoft har også annonceret, at de snart vil komme med et gratis værktøj, der kan fjerne de mest udbredte vira. Softwaren vil blive opdateret løbende via Windows Update.

unknown

Kampen om næste generations DVD skærpes

- Via VNU-net - , redigeret af Net_Srak

På CES messen har fortalerne for Blu-Ray formatet bragt nyt skyts ind i kampen om hvilket format, der bør vinde kampen om at blive dvd’ens efterfølger.

Blu-Ray Disc Association har oplyst, at de har allieret sig med to af de helt store inden for spil-branchen, nemlig Vivendi Universal Games og Electronic Arts. Derudover har de også indgået aftaler med Sun og Texas Instruments.

Andy Parsons, som arbejder for Pioneer, der er for Blu-Ray, mener at kampen bliver hård, for der er ikke plads til begge formater på markedet.

unknown

Motorola fremviser iTunes mobiltelefon

- Via eWeek - , redigeret af Net_Srak

Det første konkrete resultat af det samarbejde, som Motorola og Apple indledte i sommeren 2004, er nu blevet fremvist på Consumer Electronic Show i Las Vegas. Det drejer sig om en mobiltelefon, der er iTunes kompatibel.

Med et interface, der minder meget om det, der findes på en iPod, er telefonen den første afspiller, der kan benytte iTunes og som ikke kommer fra Apple.

unknown

Succes for dansk maillist program

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious

Da Mads Martin Jørgensen stod og manglede et program, der kunne distribuere e-mails til sine kollegaer, mente han ikke, der var nogle, der passede til sine behov, hvorfor han selv valgte at lave en maillist-manager.

Det blev til programmet ‘mlmmj’ der nu bruges af en række selskaber, bl.a. TV2 og Gentoo.org. TV2 kom ind i billedet, da Morten K. Poulsen fra TV2 Interactive skulle bruge et program til at udsende ca 100.000 nyhedsbreve med. Morten kendte Mads Martin fra linuxbrugergruppen og henvendte sig til ham.

Mads Martin og Morten udvikler nu begge på programmet og håber, at det vil udvikle sig til at blive en de facto-standard inden for området.

unknown

Recycle din pc via EBay

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Hvert år bliver der smidt omkring 400 millioner elektroniske produkter ud. Nu vil EBay tilbyde deres brugere muligheden for at genbruge deres brugte/ældre IT udstyr ved at sælge eller donere det via deres hjemmeside.

Silicon Valley Toxics Coalition har altid været efter computerindustrien, som har dårligt ry for genbrug. De byder forslaget velkommen og håber på, at EBay’s 120 millioner besøgende vil hjælpe til at genbruge nogle af de enorme mængder el-materiale.

Initiativet, der kaldes ‘Rethink’, støttes af en række store firmaer så som Intel, HP, IBM, Apple, UPS m.fl.

unknown

Militæret vil anvende adaptiv camouflage

- Via Technology Review - , redigeret af Net_Srak

Tilbage i februar 2003 kunne vi skrive om japaneren Susumi Tachi, der havde lavet en usynlighedskappe. Princippet bag denne teknologi er det amerikanske militær gået i gang med at videreudvikle.

De håber i løbet af de næste ti år at udvikle camouflageudstyr til deres soldater, der løbende kan tilpasse sig de omgivelser, de er i. Det største problem er at tage højde for at camouflagen skal virke uafhængigt af hvilken vinkel, der observeres fra.

Det kræver kameraer, der optager et 360 graders detaljeret panoramabillede af brugerens omgivelser, uafhængigt af hvordan vedkommende bevæger sig. Til at bearbejde disse data skal der anvendes så meget computerkraft, som der kun findes i nutidens supercomputere.

unknown

DivX 6 klar til Marts

- Via Heise Online - , redigeret af Net_Srak

På CES har DivXNetworks løftet sløret for, hvad den kommende DivX version 6 vil bringe af nyheder. Ud over forbedrede algoritmer til komprimering, drejer det sig også om funktioner, man kender fra DVD’erne.

Fra version 6 vil det være muligt at inkludere en menu i sin DivX-fil, ligesom det også er muligt at tilføje undertekster, så de ikke længere skal følge med som en ekstra fil.

DivX 6 vil være bagud-kompatibel med eksisterende DivX-afspillere, her vil man blot ikke kunne se menuen eller underteksterne.

unknown

Gigabitforbindelse over lysnettet

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Forskere ved Pen State universitet i Washington siger, at de har udviklet en ny metode til at benytte el-ledninger som bredbåndsforbindelse.

At bruge lysnettet til at sende data over er ikke noget nyt, men hastighederne er begrænsede, typisk mellem 1 og 3 Mbps. Det nye system vil kunne komme helt op på 1 Gbps under ideelle forhold.

For at opnå de høje hastigheder kræver det dog, at der på datastrækningen bliver monteret repeatere for hver 1 km. Bliver afstanden større, så falder hastigheden.