Markedet for pc’er (bærbare eller stationære) er ved at dele sig i to. Den ene del vil have en computer, der har en virkelig god processor og grafikkort, så de kan spille de nye spil. Den anden del har slet ikke brug for sådan en computer. De bruger den kun til nogen meget basale ting, som f.eks. at læse e-mail og gå på nettet.
Zepto, som producerer bærbare computere, overvejer at sende nye skrabede produkter på markedet.
“Vi er på vej med maskiner, der er rettet specielt til folk, der næsten kun bruger computeren til at gå på nettet. Men en rigtig skrabet model, hvor vi for eksempel sparer dvd-drevet væk, tror vi ikke på. Det vil være en computer, som køberen hurtig kan blive ked af at have købt. Selv om man det meste af kun bruger nettet, kan der jo være situationer, hvor man vil være ked af ikke at have en brænder eller en harddisk af en vis størrelse”, siger Lasse Frost, administrerende direktør i Zepto.
Data Team mener, at de allerede har tilbudt en skrabet model et par uger. De har en stationær computer til 2.900 kroner. Computeren indeholder ikke en brænder, men den egner sig fint til at gå på nettet.
»Hvis man vil spille med den computer, skal der nok opgraderes en del«, siger Jimmy Rasmussen, salgschef hos Data Team. Han oplyser i øvrigt, at salget går glimrende.