Forbrugerombudsmanden har modtaget klager over it-forhandleren Midt Data og mener umiddelbart, at de har overtrådt markedsføringsloven.
Markedsføringslovens paragraf 6a siger, at det er forbudt at sende uanmodede henvendelser til bestemte aftagere ved brug af telefax, e-mail eller anden form for elektronisk post.
Midt Data er blevet meldt for at udsende spam op til en computermesse, de afholdt. I alt er der blevet afsendt 5000 mails, og der er kommet klager fra godt 20 af modtagerne til Forbrugerombudsmanden.
Administrende direktør for Midt Data, Allan Carøe Sørensen, mener, at der er tale om chikane fra Forbrugerstyrelsen, Forbrugerombudsmanden og IT Butikken, som er Midt Datas lokale konkurrent.
Hos Midt Data mener man, at politianmeldelsen er motiveret af en klage fra IT Butikkens direktør Peter Sunesen, som ifølge Midt Data er den eneste, der har krævet en anmeldelse.
Peter Sunesen, som desuden er edb-sagkyndig for Forbrugerklagenævnet, har i sin klage opfordret til, at IT Butikken fik muligheder for på samme måde at udsende invitationer eller at Midt Data blev anmeldt. Peter Sunesen har dog ikke modtaget den mail, der klages over.
Det er ikke første gang, at Midt Data og IT Butikken krydser klinger. I august afholdt Midt Data en pc-messe og uden varsel åbnede IT Butikken og PRC-Data en pc-messe lige overfor.