Karpaltunnelsyndrom (KTS) eller i daglig tale ‘museskade’ er en lidelse, som mange har stiftet bekendtskab med, men som mange også er sluppet af med igen.
Et samarbejde mellem flere af landets sygehuse og arbejdsmedicinske klinikker har resulteret i en af de hidtil største undersøgelser om KTS. Undersøgelsen påviser, at museskader ikke er så alvorlige og oftest vil gå over igen, hvis man er opmærksom og laver lidt om på sine arbejdsforhold.
Det viser sig, at arbejdet med musen bør holdes under 20 timer om ugen, da et større forbrug vil øge risikoen for at få KTS 2-3 gange.
Overlæge Johan Hviid Andersen, der var med til at foretage undersøgelsen, påpeger, at det desuden er mere vigtigt, at den enkelte person er tilfreds med sin arbejdsstation, end at man følger diverse ergonomiske anbefalinger om rigtige vinkler og siddestillinger.
Undersøgelsen, der også konkluderer at tastaturet ikke bidrager til KTS, kan læses her.