mboost-dp1

unknown

Ingen Internet til kopister

- Via ZDNet - , redigeret af Net_Srak

I USA forsøger musikbranchen sig nu med et nyt værktøj, i kampen mod de personer der ulovligt kopierer og distribuerer ophavsretsbeskyttet materiale.

I stil med et program fra Palisades Systems, kan dette værktøj ved navn Automated Copyright Notice System (ACNS), ligeledes forhindre en computer i at komme på Internettet hvis det opdager ulovligt materiale på den. Systemet er tiltænkt institutioner og internetudbydere, som kan benytte sig af det ganske gratis.

ACNS er et opensource projekt udviklet af Vivendi Universal Entertainment og Universal Music Group. De håber på at især institutionerne vil tage programmet til sig, da de kan blive holdt ansvarlige for de studerendes illegale aktiviteter.

unknown

Electronic Arts sagsøgt af EMI

- Via News.com.com - , redigeret af Net_Srak

Pladeselskabet EMI har sagsøgt spilproducenten Electronic Arts (EA) for at have benyttet musikværker ulovligt. EMI kræver erstatning fra EA, der blankt afviser anklagerne.

Det drejer sig om musik brugt i flere af EA’s sports titler så som Tiger Woods PGA Tour 2004. EMI mener at EA lancerede titlerne inden de havde licenserne på plads for musikken. EA siger at de har aftaler på plads direkte med kunstnerne.

unknown

IBM vil fremme Spintronics forskning

- Via ZDNet - , redigeret af Pernicious

IBM og Stanford University har sammen oprettet “Spintronics Science and Application Center”, der skal forske i at kontrollere magnetiske felter på et tyndt materiale.

Teknologien bruges allerede i dag i harddiske og det eksperimentelle MRAM “Magnetic Random Access Memory”. Det er specielt inden for MRAM at man ønsker at forbedre teknologien, da det efterhånden er nødvendigt at finde en afløser til den nuværende flash-RAM teknologi. De fleste større flash-RAM producenter forsker i at finde en afløser, da den nuværende teknologi bliver sværere og sværere at forbedre.

Spintronics fungerer ved at aflæse og manipulere med det magnetfelt en roterende elektron producerer. Ved at kontrollere hvilken retning elektronerne roterer i, kan man bestemme om magnetfeltet populært sagt skal pege op eller ned, hvilket svarer til en transistors 0 og 1 tilstand.

unknown

newz.dk runder to store milepæle i F@H

- Via newz f@h - , redigeret af Net_Srak

Ved fælles hjælp har medlemmerne på newz’ Folding @ Home hold, foldet sig til over 1.000.000 point, det sker kun et par dage efter at holdet blev det førende hold i Danmark.

Den danske førsteplads blev opnået da vi foldede os forbi Overclocking.dk, der længe har været det førende danske hold. Taget i betragtning af at vi for blot 3 måneder siden ikke engang var i top 2.000, har det været en bemærkelsesværdig bedrift.

Ud over konstant at hjælpe videnskaben ved at folde proteiner, er det spændene at se hvor vidt holdet kan nå. Med de nuværende kræfter i holdet ser det dog ud til at vi ‘kun’ kan nå op på 25. pladsen. Det er der dog længe til, indtil videre ser vi frem til en placering i top 50 om en god måneds tid.

No Thumbnail

Warez razzia fører til to danske anholdelser

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

I den tidligere omtalte internationale aktion mod warez-grupper, er det nu en kendsgerning at to danske mænd er blevet anholdt.

De to mænd der begge arbejdede som højtstående it-medarbejdere, den ene for Handelshøjskolen i København, den anden hos Novo Nordisk, har misbrugt servere og internetforbindelser hos deres arbejdsgivere.

Forud for anholdelserne har op mod 30 danske politifolk været involveret i opklaringsarbejdet, der har varet i flere måneder.

unknown

GCC 3.4.0 ude

- Via Gnu - , redigeret af Pernicious

GNU Compiler Collection, GCC, der er en af de mest benyttede compilere på opensource systemer, er kommet i version 3.4.0. Den nye version byder på over 900 rettelser.

Ud af de mange rettelser og forbedringer kan det nævnes at hastigheden skulle være blevet forbedret, og der er introduceret et -Os flag, som lader GCC optimere til filstørrelse, i stedet for hastighed.

C++ delen er ændret så den meget tæt følger ISO/ANSI C++ standarden, det betyder dog at det kan være nødvendigt at tilpasse allerede eksisterende kode.

unknown

NASA vil måle på tyngdekraften

- Via NewScientist - , redigeret af Zero

NASA og Stanford University har i tirsdags fået sendt en satellit i kredsløb om jorden, der er kulminationen på et projekt der har løbet over 40 år.

Projektet går ud på at bevise Einsteins relativitets teori. Til dette formål har satellitten med navnet ”Gravity Probe B” de mest præcise gyroskoper der endnu er produceret med ombord. Satellitten skal måle på teorien om, at et stort roterende objekt, i dette tilfælde jorden, trækker rum-tid med sig og generelt hvordan rum-tid bliver påvirket af jordens tilstedeværelse.

Hele missionen inkl. satellit, opsendelse, drift og databehandling, regner man med vil koste 700 millioner dollars.

unknown

BIND 9.3 med kommerciel support

- Via Internetnews - , redigeret af Net_Srak

Internetnews.com har et interview med Paul Vixie, grundlæggeren af Internet Systems Consortium og manden bag en stor del fri software. Her fortæller han blandt andet om, hvorfor de har valgt at tilbyde kommerciel support af BIND 9.3.

BIND er en open source implementering af DNS og bruges af 75 procent af navneserverne på internettet. Denne nye version implementerer også en række nye sikkerhedsfunktioner, der skal beskytte navneserverne mod de mange angreb der har været på dem over de sidste par år.

No Thumbnail

Stor-razzia mod internationale warez-grupper

- Via USATODAY.com - , redigeret af Net_Srak

I en aktion ved navn ‘Operation Fastlink’ udførte myndighederne i 10 forskellige lande, heriblandt Danmark, over 120 ransagninger der førte til beslaglæggelse af over 200 computere og servere.

Aktionen var rettet mod warez-grupper, hvoraf den mest kendte nok er Fairlight, men også medlemmer fra andre grupper som Kalisto, Echelon, Class, Project X og APC fik besøg.

Over 100 personer er i myndighedernes søgelys, hvoraf flere forventes at blive anholdt. Det er vurderet at de har distribueret ulovligt materiale for en værdi på over 50 millioner dollars. Foreløbig er der ingen meldinger om at undersøgelserne i Danmark har ført til sigtelser.

Det amerikanske Department of Justice, DOJ, har en officiel pressemeddelelse om sagen her.

unknown

APG får travlt med at skrive stævninger

- Via Politiken - , redigeret af Pernicious

Den 31. marts i år udsendte APG et brev til 100 personer i Danmark, med besked om at kende sig skyldig og betale for brud af ophavsrettigheder, eller blive stævnet for det i stedet for. Brevet fik de da APG mener at have beviser for, at de ulovligt har delt musik og film med andre via p2p-netværket DC++.

Kun godt 25 har valgt at følge opfordringen i brevet, dermed står APG nu overfor at skulle i gang med at stævne de øvrige og fastslå skylden i en retssag.

De som ikke har accepteret det frivillige ’tilbud’ har i flere tilfælde henvendt sig til advokat Per Overbeck, der har erfaring fra en anden aktuel sag mod APG.

Sagen kan få betydning for om det er rimeligt, at APG kræver 40 kroner pr. sang og 250 kroner pr. film i erstatning og om deres bevisførelse generelt er god nok.

Advokat Torben Steffensen fra Antipiratgruppen mener stadig at folk bør betale med det samme, da de dermed ‘kun’ skal betale det halve af erstatningsbeløbet.