mboost-dp1

Telegram

Telegram-gate: Rusland truer igen Apple

- Via The Register - , indsendt af arne_v

Ruslands kommunikations-organ Roskomnadzor truer Apple med at blokere deres services i landet, hvis ikke Apple fjerner Telegram fra deres App Store.

Telegram bruges til at sende krypterede beskeder, og Roskomnadzor har før forsøgt at få både Google og Apple til at fjerne appen fra deres respektive app-butikker.

I den nye besked til Apple skriver kommunikations-organet, at Apple skal informere dem om, hvad de indtil nu har gjort for at løse problemet, hvis de vil undgå konsekvenser fra Rusland.

Roskomnadzor har tidligere blokeret millioner af ip-adresser i Rusland tilhørende Amazon (AWS) og Google (Google Cloud), og det vil formentlig også være tilfældet med Apple, hvis ikke de skrider til handling i forhold til Telegram.

Ruslands kamp mod Telegram begyndte allerede i 2016, og landets regering mener, at appen bruges af terrorister og Ruslands fjender.

På den anden side er der spekulationer om, at Rusland i virkeligheden er bekymret for politisk modstand, da mange af regeringens modstandere bruger krypterings-appen.

Wikimedia

Google udvikler etiske retningslinjer: Vil ikke lave AI-våben

- Via New York Times -

Google er i færd med at udvikle etiske retningslinjer, der også udelukker udvikling af AI til våben.

Det sker, efter en række Google-ansatte sagde op, og mere end 4.000 skrev under på, at de ikke vil lave kunstig intelligens til det amerikanske forsvar Pentagon, der skal bruges til militær-droner.

Google arbejder angiveligt hårdt på retningslinjerne, der vil inkludere principper omhandlende Googles arbejde med forsvars- og efterretningsopgaver.

De etiske retningslinjer vil udelukke Google fra at udvikle AI til våben-brug, dog vides det ikke, hvordan disse vil se ud i praksis.

Google-chefen Sundar Pichai fortalte for nyligt de ansatte, at han gerne vil have, at retningslinjerne skal kunne modstå tidens tand. De ansatte forventes at få de nye retningslinjer at se inden for et par uger.

Google har desuden for nyligt fjernet deres kendte don’t be evil-motto fra det etiske regelsæt, de deler ud til ansatte.

SXC - elessar x

Jobindex: Jobansøgninger i mail-form bør slettes efter GDPR

- Via dr.dk -

EU’s persondataforordning medfører mange forandringer. Jobansøgninger er det seneste eksempel, hvor jobformidleren Jobindex nu råder virksomheder til at slette deres mails med ansøgninger.

Jobansøgninger indeholder nemlig ofte følsomme persondata.

Jobindex råder samtidig virksomhederne til at oprette systemer, der håndterer ansøgningerne i stedet for at ansøgere skriver til dem via e-mail.

Hvis en virksomhed modtager jobansøgniner via mail, så har de nemlig svært ved at have styr på den pågælgende persondata.

Direktør for Jobindex Kaare Danielsen eksemplificerer og fortæller, at man måske sender ansøgningen videre til en kollega, som måske printer den ud, og det fører i sidste ende til, at man ikke ved, hvor ansøgningen er henne, når den ifølge GDPR skal kunne beviseligt slettes.

Lenovo

Lenovo udgiver snart ‘notch’-fri telefon med 45 dages batteri-levetid på standby

- Via TechSpot -

Tidligere i maj teasede Lenovo en ny telefon. 95 procent af forsiden er angiveligt skærm, hvor der således heller ikke er nogen notch eller tydelige bezels.

Lenovo har indtil videre kun udgivet dele af billeder og en koncept-tegning af telefonen, der udgives i Beijing den 5. juni.

Vicedirektøren for Lenovo, Chang Cheng, har foruden datoen afsløret nogle utrolige specs.

Cheng fortæller, at Lenovo Z5 vil have fire teknologiske gennembrud, der er baseret på 18 patenterede teknologier.

Et af disse gennembrud er den bezel-frie skærm, men Cheng fortæller også, at telefonen vil have 45 dages standbytid, en halv times taletid efter telefonen når 0 % strøm og 4TB lagerplads.

Sidstnævnte er specielt utroligt, da de 4TB angiveligt skulle være intern lagerplads, men der er næsten nødt til at være tale om en form for online mængde lagerplads også.

Vivos koncept-telefon med pop-ud selfie-kamera og forsiden dækket med 90 procent skærm bliver også afsløret som reel telefon den 12. juni i Kina.

Intel

Intel undersøges for aldersdiskrimination i 12.000 fyringer

- Via Wall Street Journal - , indsendt af arne_v

Intel er i færd med at blive undersøgt for ulovlig og uetisk aldersdiskrimination.

Undersøgelsen foretages af amerikanske Equal Employment Opportunity Commission (EEOC) vedrørende en længere fyringsrunde fra 2016 til 2017, der førte til 12.000 fyringer.

Konkret anklages Intel for at fyre flere af de ældre ansatte og i stedet beholde de yngre, hvilket kan være en fordel for det gamle tech-firma, da ældre ansatte typisk får mere i løn og er mere bekendte med deres ret til personalegoder.

Flere af de fyrede ansatte har angiveligt søgt juridisk rådgivning angående et potentielt søgsmål. Nogle af dem har så sendt sagen videre til EEOC.

Intel holder fast i, at alder, race, køn, oprindelsesland og lignende ikke har været relevant for fyringerne.

Dog kan man se på nogle af Intels interne dokumenter, at i et sæt fyringer på 2.300 personer var median-alderen på 49, hvilket er syv år ældre end median-alderen på de resterende ansatte.

Hvis EEOC finder grundlag for mulig aldersdiskrimination, kan statsorganet føre sag an mod Intel.

Computer History Museum

Atari-medstifteren Ted Dabney er død

- Via Hot Hardware - , indsendt af modgaard

Atari-medstifteren Ted Dabney døde i lørdags efter for nyligt at være fyldt 81 år.

Dabney fik konstateret kræft i spiserøret sent i 2017, hvorefter lægerne fortalte ham, at han havde under et år tilbage.

Efter at have arbejdet for Hewlett-Packard startede han hos Ampex i 1961. Her mødte han Nolan Bushnell, som han i 1971 startede Atari med.

Det første projekt, de lavede hos Atari, var arkade-spillet Computer Space, der blev grundlagdet for Allan Alcorns senere udvikling af Pong, der fik Atari på verdenskortet.

Dabney forlod senere Atari og startede firmaet Pizza Time Theater, der var forgængeren til den kendte amerikanske kæde Chuck E. Cheese’s.

Nedenfor kan man se Dabney, Bushnell og Alcorn fortælle om Ataris begyndelse og stigende popularitet.

Uber

Ny rapport: Dødbringende Uber-ulykke skyldes software

- Via Ars Technica - , indsendt af arne_v

Ubers selvkørende dødsulykke fra den 18. marts blev hovedsageligt forårsaget af softwaren i bilen.

Det afsløres af den amerikanske transportmyndighed NTSB, der har udgivet deres foreløbige rapport vedrørende ulykken.

Rapporten viser, at seks sekunder før ulykken da registrerede softwaren i bilen ulykkes-offeret. Bilen fortsatte med en fart på 69 km/t.

Først 1,3 sekunder før sammenstødet besluttede softwaren, at en nødopbremsning var nødvendig. Men det skete ikke, fordi denne funktion var deaktiveret.

Katastrofeopbremsninger slår Uber fra under computerstyring for at minimere uregelmæssig og utilregnelig kørsel på vejbanen, og ansvaret for opbremsning falder således tilbage på sikkerhedschaufføren.

En video, udgivet af politiet, kunne afsløre, at sikkerhedschaufføren kiggede væk fra vejen kort før ulykken.

Kvinden bag rattet kiggede dog ikke på en smartphone, men ifølge rapporten på en diagnostisk besked på konsollen, som hun er påkrævet at reagere på.

Siden ulykken har Uber suspenderet al kørsel med selvkørende biler, men ifølge tidligere udtalelser fra virksomhedens chef begynder Uber at teste bilerne igen om et par måneder.

Imgur/gta3uzi

Varm dit badekar op med bitcoin-mining

- Via Motherboard -

At mine bitcoin og andre kryptovalutaer bruger meget energi for ens grafikkort eller ASIC, hvilket afgiver meget varme.

Lee fra Alabama har brugt denne varme til at varme sit badekar op. Hans setup er beskrevet på Reddit.

Han bruger specifikke mining-ASICS til selve udvindingen af bitcoin, en kasse til varm luft, der bliver skubbet op i en ladeluftkøler, som man ser på biler med turboladere.

Han fortæller, at systemet var lidt for effektivt, da vandet kom op omkring 50 grader efter en dag.

Lee – eller gta3uzi som han hedder på Reddit – foreslår, at man kunne bruge et lignende system til at varme mange andre ting op med som en sauna, en hårtørrer, en pool eller potentielt et helt hjem med et stort nok system.

Samsung

Apple vinder 539 millioner dollars i gammel patentsag mod Samsung

- Via CNET - , indsendt af Ufomekaniker

En jury i en domstol i Californien har afgjort, at Samsung skal betale 539 millioner dollars til Apple for at overtræde deres patenter.

Sagen er dog endnu ikke endeligt afgjort.

Sagen går tilbage til 2011 og handler om tre af Apples design-patenter og to af deres utility-patenter, hvor 533 af de 539 millioner dollars vedrører design-patenterne.

Det blev allerede bestemt i 2012, at Samsung skyldte Apple penge, og dengang blev Samsung dømt til at betale mere end en milliard dollars. Denne afgørelse blev appelleret, og sagen fortsætter altså stadig.

Juryen blev instrueret af dommeren i at bedømme patentovertrædelsen ud fra fire relativt vage faktorer vedrørende designet.

De fire faktorer har gjort sagen mere kompliceret, og de førte til splittede meninger omkring design-patenterne, hvilket betyder, at hverken Samsung eller Apple blev den entydige vinder af sagen.

Pixabay

Efter GDPR: Facebook og Google sagsøges for 7,6 milliarder euro

- Via Irish Times -

Kort efter EU’s nye persondataforordning GDPR trådte i kraft den 25. maj, blev Facebook og Google begge ramt af en stribe data-relaterede søgsmål – sammenlagt for 7,6 milliarder euro.

De anklages begge for at tvinge brugerne til at dele deres data.

Anklageren er den østrigske privacy-aktivist Max Schrems, der længe har kritiseret de to IT-giganter for deres data-indsamling.

Både Facebook og Google har ændret deres regler for at overholde GDPR, men ifølge Schrems er de ikke gået langt nok.

Søgsmålene vil give bøder på 3,9 milliarder euro til Facebook og 3,7 milliarder euro til Google.

Mere specifikt kritiserer han den måde, virksomhederne indsamler samtykke på, hvor man er nødsaget til at sige ja, hvis man vil have adgang til tjenesterne – det overtræder dele af GDPR, mener Schrems.

Han mener, at samtykkeordningerne er i  strid med GDPR, og det ved Facebook og Google angiveligt godt.

Søgsmålet er delt op i fire. Et til Facebook, et til både Facebook-ejede Instagram og WhatsApp og et sidste til det Google-ejede styresystem Android.

Både Facebook og Google benægter og mener, at de overholder GDPR.