mboost-dp1

Google

Egypten blokerer YouTube i en måned grundet Muhammed-video

- Via Reuters -

En domstol i Egypten har dømt, at myndighederne i landet skal blokere YouTube i en måned på grund af en seks år gammel video, hvori proften Muhammed optræder.

YouTube-videoen “Innocence of Muslims” er årsagen til blokeringen.

Det er en 13 minutter lang ‘trailer’ for en film, der blev vist én gang i Californien.

Allerede i 2012, da videoen blev lagt ud på Google-ejede YouTube, udløste den vrede mod USA fra Egypten og andre arabiske lande på grund af krænkelsen mod profeten Muhammed.

Sagen har kørt i det egyptiske retsvæsen i flere år, hvor en domstol i 2013 beordrede YouTube blokeret.

Denne dom blev appelleret af de egyptiske telemyndigheder, og appelafgørelsen er således lige faldet.

I 2013 sagde kommunikationsministeriet i Egypten, at det ville være umuligt at lukke for YouTube uden også at lukke for Googles søgemaskiner.

FBI

Efter hackerangreb mod en halv million enheder: FBI råder til at genstarte routere

- Via Ars Technica - , indsendt af Ufomekaniker

For nylig blev en halv million enheder verden over inficeret med malware. Nu råder den amerikanske efterretningstjeneste FBI alle til at genstarte deres routere for at dræbe malwaren.

Siden hackerangrebet blev opdaget, har FBI taget kontrol over en af de servere, der styrer de mange inficerede enheder og har ødelagt muligheden for, at malwaren kan opdatere sig selv.

Derfor anbefaler FBI, at man genstarter sin router og netværksdrev nu, før nye backupservere kommer op at køre.

Det vides endnu ikke om genstart af enheder i Danmark vil hjælpe.

For at være sikker på helt at fjerne malwaren, skal man dog nulstille sine enheder til fabriksindstillinger.

FBI arbejder i øjeblikket sammen med organisationen Shadowserver Foundation om at lave en liste over de ramte ip-adresser.

PBS A/S

NemID findes nu som app

- Via newz.dk -

Bankernes interesseorganisation Finans Danmark og Digitaliseringsstyrelsen har netop lanceret en NemID-app til Android og iPhone.

Supplementet til papkortet hørte vi senest om i marts. Der er altså ikke tale om udfasning af papkortet.

Leverandøren af appen er E-nettet og den hedder “NemID nøgleapp”.

Appen virker både med en almindelig pinkode, fingeraftrykslæser, Touch ID og Face ID.

Med NemID-appen får man adgang til blandt andet netbank, borger.dk og sundhed.dk.

NemID er dog planlagt til at blive erstattet af MitID i 2021, hvilket er en kontrakt, som fire leverandører i øjeblikket kæmper om.

Wikipedia - Steve Jurvetson

Tesla-chef kritiserer medierne efter anklager om manglende sikkerhed

- Via CNN -

Nyhedsmediet Reveal hævder i en artikel, at Tesla undlod at rapportere alle uheld på deres fabrikker. Det fik Tesla-chefen Elon Musk til at kritisere medierne.

Han kritiserede de store medier på Twitter for at gøre krav på sandheden, men kun udgive nok til at pakke løgnen ind. Ifølge Musk er det derfor, ingen længere respekterer dem.

Han skriver også på Twitter, at medierne er styret af reklamer og derfor presset til at få clicks.  Tesla reklamerer ikke, men det gør benzin- og diesel-firmaerne, skriver han.

Her pointererede flere dog, at Reveal, der skrev artiklen om manglende sikkerhed, er en non-profit organisation drevet af donationer.

Google

Google sletter ‘don’t be evil’-motto

- Via Gizmodo - , indsendt af Ufomekaniker

Googles kendte motto ‘don’t be evil’ er måske historie.

Siden år 2000 har Google haft ‘don’t be evil’ som motto i deres etiske regelsæt, som de giver til deres ansatte.

Det gamle regelsæt kan læses her via Wayback Machine. Her indledes der med ‘don’t be evil’, og det står derudover tre gange mere i teksten.

Efter den 4. maj er regelsættet ændret og kan læses her.

I den nye indledning nævnes, der intet om ‘don’t be evil’, men i bunden af både det nye og det gamle regelsæt bruges ‘don’t be evil’ i en enkelt sætning, hvor der står: ”And remember… don’t be evil, and if you see something that you think isn’t right – speak up!”

Ændringen er umiddelbart ikke hensigtsmæssigt timet, da Google er midt i en sag, hvor en række medarbejdere har sagt op, fordi de ikke vil lave kunstig intelligens til det amerikanske militær.

Før:

Efter:

Flickr - Elbpresse.de

Koordineret hackerangreb: En halv million enheder ramt i 54 lande

- Via Computerworld - , indsendt af arne_v

Et omfattende, koordineret hackerangreb er blevet opdaget.

Det er formentlig statsfinansieret og har ramt mere end en halv million storage-enheder og routere i 54 lande.

Sikkerhedsfirmaet Cisco Talos har afsløret angrebet.

Noget tyder på, at den russiske stat står bag angrebet, da Ukraine er der, hvor flest enheder er ramt.

Angrebet har derudover flere ligheder med tidligere angreb begået af Rusland, vurderer de amerikanske myndigheder.

De mange ramte enheder gør cyberangrebet til en af de største koordinerede netværk af inficerede enheder.

Angriberne har placeret en kill switch, der gør det muligt at lukke ned for de ramte enheder.

Dog vurderes det, at det faktiske mål for angrebet er at udnytte enhederne til et endnu større angreb. Samtidig kan angriberne stjæle data igennem de enkelte enheder.

General Motors

Butiks-spioner: Bilsælgere favoriserer konventionelle biler

- Via dr.dk -

En ny undersøgelse har med undercover butiksspioner fundet ud af, at bilsælgere favoriserer benzin- og diesel-biler og skræmmer kunderne væk fra elbiler.

Det er forskere fra Aarhus Universitet, der har undersøgt 82 forskellige bilforhandlere i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Butiksspionerne udgav sig for at være på udkig efter en ny bil. Og i de fleste tilfælde vidste bilsælgerne mindre om elbiler end diesel- og benzinbiler.

Samtidig blev butiksspionerne ofte styret i retning af konventionelle biler, og i visse tilfælde skulle de endda spørge flere gange for at få sælgerne til at indrømme, at de solgte elbiler.

En af forskerne bag undersøgelsen fortæller dog, at det umiddelbart ikke er sælgernes skyld, men industrien og politikernes skyld, da de netop favoriserer konventionelle biler.

Et flertal i det danske Folketing blev i 2015 enige om at hæve registreringsafgiften for elbiler.

Undersøgelsen viste samtidig, at bilsælgerne i Norge var mest venligt stemte for at sælge elbiler. I Norge har man fritaget elbiler for moms, og afgifterne er samtidig lave.

 

Pornhub

Pornhub lancerer egen VPN-tjeneste: Beskytter mod ‘nysgerrige blikke’

- Via The Verge -

Pornhub, der er den største pornoside på nettet, har lanceret deres egen VPN-tjeneste, så brugere kan undgå geografiske begrænsninger, samt at internetudbydere gør bestemte sider langsommere – throttling med andre ord.

Brugere kan således med en krypteret forbindelse blandt andet komme uden om manglende netneutralitets-regler i USA, der blev afskaffet i december 2017.

Pornhubs vicedirektør, Corey Price, fortæller samtidig, at internet-browsernes private incognito mode ikke giver nok beskyttelse mod ‘nysgerrige blikke’, specielt ikke på offentlige WiFi-netværk, hvorfor de har lavet VPN-tjenesten.

VPN-tjenesten er ubegrænset og gratis, men kommer som udgangspunkt med reklamer, hvis ikke man betaler månedlige 12,99 dollars for Premium-versionen.

VPNhub kan hentes her til både Mac, Windows, Android og iOS.

Københavns Universitet

600 KU-ansatte har haft ulovlig adgang til 13.600 personers løn-data og CPR-numre

- Via Version2 - , indsendt af arne_v

600 ansatte på Københavns Universitet har i en periode haft ulovlig adgang til 13.600 personers løn-statistik, der inkluderede privatadresser, eksamenskarakterer og CPR-numre.

Det viser en omfattende datascanning, som universitetet selv har afsluttet efter to måneder – sat i gang som forberedelse til GDPR.

IT-afdelingen har altså scannet alle databaser på KU efter CPR-numre, adresser og telefonnumre, og universitetet fandt ud af, at de har flere drev liggende rundt omkring, end de troede.

Lønstatistikken med de 13.600 personer er således ikke det eneste eksempel på datalæk fundet efter scanningen, men i alle tilfælde er det kun ansatte, der har haft adgang til de mange data.

Der har ikke været nogen form for logning der, hvor lønstatistikken lå, og derfor ved man ikke, om de mange data er blevet misbrugt, eller hvor længe de har ligget tilgængelige.

I de fleste tilfælde er de mange data endt på de forskellige drev, fordi man har delt dem skødesløst med andre medarbejdere – og flere medarbejdere end nødvendigt i tilfældet med lønstatistikken.

Københavns Universitet har nu lavet nye processer til at kontrollere de mange data, som bliver delt rundt blandt universitets mange medarbejdere – herunder dedikerede drev med logning.

Pxhere

Facebook udruller hævnporno-sikring i flere lande: Send billederne til Facebook

- Via The Verge -

I Australien har Facebook siden november eksperimenteret med muligheden for at uploade ens nøgenbilleder til Facebook, så de kan sikre, at de ikke bliver delt. Den funktion bliver nu udrullet til USA, Storbritannien og Canada.

Ligesom i Australien har Facebook laver et partnerskab med sikkerhedsorganisationer i de pågældende lande om at skabe en sikker måde, hvorpå brugerne kan uploade følsomme billeder til Facebook, hvis der er frygt for at pågældende billeder bliver delt offentligt på Facebook, Messenger eller Instagram.

Når en bruger sender et følsomt billede til Facebook, så hasher Facebook billedet, hvilket gør billedet ulæseligt for mennesker, hvorefter billedet bliver slettet fra Facebooks servere, og kun den hashede fil forbliver.

Derefter kan Facebook spore det pågældende billede på deres platforme og fjerne det med det samme, hvis det bliver delt.

Facebook lægger vægt på, at der er mennesker, som manuelt ser de indsendte billeder igennem før, at de hasher dem. Efter de har hashet billedet, så sender de en mail til den person, som indsendte billedet og sletter billedet fra deres servere senest syv dage derefter.

Facebook har før forsøgt at komme hævnporno til livs på forskellige måder, da de ofte bliver anklaget i hævnporno-sager. Det sociale medie indgik deres første forlig i en hævnporno-sag i januar.