mboost-dp1

Wikimedia

Rum-succes: SpaceX har affyret den største raket siden månelandingen

- Via Ingeniøren -

SpaceX har med succes affyret deres Falcon Heavy, der er den største funktionelle raket siden Saturn V, der bl.a. sendte mennesker på månen i 60’erne og 70’erne.

Affyringen har været syv år undervejs og planlagt i længere tid end det. Nu er det sket.

Alt forløb som planlagt bortset fra vinden i 10 kilometers højde, der udsatte affyringen.

Separationen af de to boosters på hver side af raketten var vellykket og landede således samtidigt på hver deres platform  – klar til genbrug, som er lidt af et varemærke for SpaceX-raketter.

Centerboosteren på raketten ramte vandet med 483 km/t ca. 90 meter fra droneskibet, som derfor fik ødelagt to motorer.

Med en testaffyring, som SpaceX selv kalder fremragende, er Falcon Heavy nu klar til kommerciel brug og er således den største raket i aktiv brug.

Det åbner desuden mange døre for bl.a. transport af større satellitter og bemandede rumrejser til Mars.

Herunder kan man se en bid af SpaceX YouTube live-stream af affyringen, der blev den andenmest sete på YouTube, kun overgået af Felix Baumgartners faldskærmshop fra stratosfæren.

Derudover kan man se en video med ‘Starman’-dukken i den Tesla Roadster, der blev sendt i kredsløb om Jorden ved Falcon Heavys testaffyring.

Pixabay

Kina vil stoppe al kryptovaluta-handel

- Via Finans - , indsendt af arne_v

Flere banker har allerede forbudt kryptovaluta-handel. Nu vil Kina også sætte en stopper for kryptovaluta.

Der har før været rygter om et forbud, der medførte et stort fald i kryptovaluta-kursen, men nu er den god nok: Kina stopper al handel – også på udenlandske platforme.

Kina har allerede lukket nationale kryptovaluta-børser sidste år, men for at stoppe den videre handel på fremmede hjemmesider bruger de deres omfattende firewall til at lukke forbindelsen til alle kryptovaluta-platforme, uanset om de er nationale eller internationale.

Alle reklamer og pop-ups omhandlende kryptovaluta er allerede forsvundet fra Kinas store søgemaskine Baidu samt den førende sociale platform Weibo.

I Indien har finansministeren Arun Jaitley udtalt, at Indien ikke ser kryptovaluta som et lovligt betalingsmiddel. Siden har den indiske regering sagt, at de blot vil undersøge kryptovaluta-handel på uregulerede børser.

At flere banker, selskaber, investorer og de to mest befolkede lande i verden stiller sig kritiske over for kryptovaluta, er muligvis grunden til, at den mest kendte kryptovaluta, bitcoin, blandt andre som ripple, netop nu falder dramatisk.

Bitcoin er faldet med omkring 5.000 dollars på blot en uge, men er i det seneste døgn steget igen med omkring 2.000 dollars til en værdi på knap 8.000 dollars.

Bitcoin er stadig mere end 10.000 dollars mindre værd end dens tidligere højeste værdi.

Digitaliseringsstyrelsen

Fire leverandører kæmper om MitID-kontrakt til 900 millioner kroner

- Via Version2 - , indsendt af arne_v

Digitaliseringsstyrelsen har godkendt fire ud af de ni leverandører, som har søgt at blive prækvalificerede til at byde på at lave Danmarks NemID-afløser, MitID, mod en kontrakt på 900 millioner kroner.

De fire godkendte er KMD, CSC, Gemalto der allerede leverer digital id i andre lande, samt Nets, som allerede står bag NemID og for nylig er blevet købt af kapitalfonden Hellman & Friedmann.

De fire leverandører skal komme med deres individuelle tilbud d. 6. april, hvorefter der forhandles.

Kontrakten skal efter planen underskrives i februar 2019, hvorefter MitID skal tages i brug i andet halvår af 2020. I løbet af 2021 skal alle NemID-brugerne have emigreret til MitID.

MitID skulle allerede have været i drift i 2017, før det blev udskudt til starten af i år og nu altså til starten af 2019.

Digitaliseringsstyrelsen meddelte i januar, at Nets får 128 millioner kr. for at fortsætte driften af NemID lidt længere end planlagt, indtil MitID forhåbentlig er klar i 2020.

newz.dk

Første dom i hævnporno-sagen: 30 dages betinget fængsel for 12 delinger

- Via Politiken - , indsendt af arne_v

Den første dom er faldet i den omtalte sag, hvor flere end 1.000 unge danskere er sigtet for deling af en video fra 2015 med seksuelt indhold. En 20-årig mand fra Syddjurs er nu idømt 30 dages betinget fængsel for 12 delinger af videoen.

Manden blev ved retten i Randers tiltalt efter paragraf 235 om besiddelse og distribution af børneporno, da de to personer i den føromtalte video kun var 15 år på optagelses-tidspunktet.

Derudover tiltales han for blufærdighedskrænkelse af dem, som han har sendt videoen til.

Retten har lagt vægt på krænkelsens grovhed, men har vurderet, at mandens andel i sagen var lille, da videoen allerede var sendt til mange andre, før han delte den.

Den 20-årige mand erkendte selv at have delt videoen i perioden fra december 2015 til maj 2016. Han tænkte på det som amatørporno, fandt det ikke særlig grænseoverskridende og havde vurderet, at de to personer i den 56 sekunder lange video var over 18 år.

Foruden den betingede fængselsstraf på 30 dage med prøvetid på et år så er manden også dømt til at betale 10.000 kr. i godtgørelse til kvinden i videoen.

En anden dom er også faldet ved retten i Lyngby, hvor en 19-årig fra Nordsjælland er blevet idømt 40 dages betinget fængsel for at have delt videoen med 59 personer i tre Facebook Messenger-grupper.

Forsvareren i denne anden sag havde argumenteret for, at manden skulle frifindes, da han ligesom den 20-årige fra Syddjurs ikke vidste, at personerne i videoen var under 18 år.

Vjeran Pavic / The Verge

Intels nye smart-briller ligner briller

- Via The Verge -

Intel har afsløret deres smart-briller med navnet Vaunt, der overraskende nok ligner helt almindelige briller.

Brillerne har intet kamera, ingen knapper og ingen skærm. I stedet for en skærm projiceres information direkte ind på ens nethinde med en form for laser kaldet en Vertical-Cavity Surface-emitting-laser (VCSEL).

Intel har fokuseret på at gøre brillerne så diskrete som muligt i modsætning til Google Glass, der floppede. Vaunt vejer således under 50 gram og kan indbygges i forskellige stel.

Den indledende prototype har ikke en mikrofon, men senere versioner vil muligvis have en, så en stemmeassistent som Alexa eller Google Assistant kan indbygges.

Senere i år vil udviklere få adgang til Intels Vaunt, så de kan gå i gang med at lave programmer og apps til dem.

The Verge demonstrerer og fortæller om Intels kommende smart-briller i videoen herunder.

Wild Blue Media / National Geographic

LiDAR-sensorer afslører uopdaget mayansk gigant-by i Guatamalas jungle

- Via National Geographic -

Light Detection And Ranging-sensorer (LiDAR) bruges normalt i selvkørende biler til at scanne omgivelserne, men med samme teknologi har man nu opdaget mere end 60.000 mayanske huse, paladser og gangbroer midt i Guatamalas nordlige jungle.

Med LiDAR-scanningen af mere end 2.100 kvadratkilometer kunne man se resterne af de mange bygninger gemt under træerne.

Dette arkæologiske kæmpefund tyder på, at Mayaerne har været sammenlignelige med sofistikerede kulturer som antikkens grækere.

Man har tidligere anslået den Mayanske befolkning til fem millioner, men efter denne opdagelse er det muligt det tal skal opjusteres til nærmere 10 eller 15 millioner.

Opdagelsen ændrer også på den tidligere opfattelse, som forskere og arkæologer har haft af, at komplekse civilisationer ikke kan trives i tropiske miljø.

En af forskerne bag projektet kalder LiDAR-teknologien for arkæologiens svar på Hubble-teleskopet.

Denne LiDAR-scanning er således kun begyndelsen på et større projekt, der skal kortlægge 14.000 kvadratkilometer af Guatamalas lavland.

 

Tesla Motors, Inc.

Tesla vil gøre 50.000 australske hjem til ‘virtuelt kraftværk’

- Via engadget -

Delstaten South Australia tændte i december for verdens største batteri, produceret af Tesla. Nu indgår delstaten i et yderligere partnerskab, der med solenergi og Teslas Powerwall 2-batterier skal skabe et såkaldt ‘virtuelt kraftværk’ ud af 50.000 hjem.

Det betyder, at de 50.000 hjem bidrager med overskuds-solenergi til det resterende el-net.

Delstaten har oplevet mange strømsvigt og stigende elpriser, hvilket dette tiltag muligvis kan hjælpe med at stabilisere.

Projektet vil begynde på prøve med 1.100 huse. De husstande skal ikke betale noget ekstra, og projektet bliver i stedet finansieret af regeringen samt salg af den overskydende energi.

Regeringen fortæller, at dem, der skriver sig op til projektet, kan spare 30 procent på deres elregning.

huawei

Huawei vil lave nyt smartwatch: Brug din hånd som skærm

- Via TechRadar - , indsendt af Frederik Jønsson

Huawei har taget patent på et smartwatch, der i stedet for en almindelig touch-skærm bruger bagsiden af ens hånd som skærm.

Det gør smartwatchet med sensorer, der kan læse håndbevægelser tæt på uret.

På den måde vil man kunne tegne bogstaver på ens hånd, som uret så ville kunne vise på skærmen.

Det er ikke sikkert, at patentet bliver til virkelighed, men virksomhedens nye Huawei Watch 3 er planlagt til at komme i starten eller midten af i år med eller uden denne teknologi.

LetsGoDigital/WIPO

General Motors

Google og General Motors fører løbet med selvkørende biler

- Via dr.dk -

Googles virksomhed Waymo og General Motors’ Cruise er langt foran andre virksomheder, når det kommer til faktiske kilometer kørt uden fører.

I Californien, hvor størstedelen af de førerløse biler kører, der står de to virksomheder for 96 procent af de kørte kilometer uden fører i 2017.

Waymos føreløse biler har i 2017 således kørt 567.366 km, hvilket svarer til 70 procent af testkilometerne, og Cruise har kørt 211.912 km, der svarer til 26 procent.

De resterende fire procent af testkilometer i Californien er fordelt mellem Baidu, Bosch, Delphi, Drive.ai, Mercedes, Nissan, Nvidia, Telenav, Valeo og Zoox.

Google har med Waymo sammenlagt testkørt 6,4 millioner kilometer med deres selvkørende biler.

I løbet af Waymos 567.000 km i 2017 måtte sikkerhedschaufføren ombord tage styringen 63 gange.

Hvor Waymo oftest tester i mindre befærdede områder, så er General Motors specielle, da de kun tester deres Cruise-biler i San Francisco, hvor der er tæt bytrafik, så de bedre kan teste deres køretøjer grundigt.

105 gange på de 211.000 km har en sikkerheds-chauffør i en Cruise-bil måtte overtage styringen.

www.politi.dk

Politikere om ulovlig data: Borgerne bør undersøge PET

- Via Politiken -

Det er kommet frem, at efter PET-loven sidste år blev ændret, så har borgerne ingen mulighed for at vide, om PET gemmer irrelevante informationer om gæld, sexvaner eller andre personfølsomme oplysninger.

Derfor opfordrer politikere fra Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten til, at man bruger sin individuelle ret til at sikre, at ulovlig data ikke er gemt.

Ifølge lovens paragraf 13, står der, at borgerne kan henvende sig til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, der så vil undersøge hos PET, om de har irrelevante personfølsomme data, som i så fald skal slettes.

Det gør man rent praktisk på tilsynets hjemmeside tet.dk, hvor man anmoder om direkte indsigt.