mboost-dp1

Mærsk A/S

Mærsk og IBM stifter nyt selskab baseret på blockchain-teknologi

- Via Finans -

Den danske virksomhed A.P. Møller-Mærsk vil sammen med IBM ved brug af blockchain-teknologi forbedre international handel med et nyt selskab med hovedsæde i New York.

IBM mener, man kan spare 200 mia. kr. ved at skabe en fælles handelsplatform til shipping-industrien, som skal bygge på blockchain-teknologi – kendt fra kryptovaluta.

På den måde kan man nemt og sikkert via kryptering digitalisere stempler, underskrifter, scanninger, postforsendelser og så videre.

Mærsk fragtede sidste år 10,4 millioner containere, og der bliver årligt fragtet varer for 24.500 milliarder kroner rundt i verden.

En femtedel af disse fragtomkostinger går til administrationen. Denne del kan reduceres med blockchain-teknologi.

Planen er en fælles, digital handelsplatform, der er åben for alle virksomheder i shippingindustrien, hvorfor det skal godkendes af konkurrencemyndighederne.

Får de grønt lys, vil de to virksomheder lancere selskabet inden for seks måneder. Mærsk ville eje 51 % af selskabet og IBM 49 %.

flickr - mathei

22 statsadvokater anlægger retssag for at redde net-neutralitet

- Via The Verge -

I Senatet kæmper Demokraterne for at bibeholde net-neutralitet via lovgivning, men der kæmpes også andre steder. 22 statsadvokater sagsøger således den amerikanske telestyrelses beslutning om at fjerne net-neutralitet.

Telestyrelsen FCC’s plan om at fjerne net-neutralitet strider ifølge søgsmålet imod føderale love, fordi den forhindrer et frit internet, som er uundværligt for den demokratiske proces.

At fjerne net-neutralitet ville gøre teleselskaberne til gatekeepere, der er frit stillet til at prioritere profit over forbrugernes interesser.

Da man indførte reglerne om net-neutralitet, klassificerede man internettet som en service i stil med elektricitet og fastnet-telefoner, som alle har ret til. Den klassificering er nu ændret, hvilket søgsmålet også anfægter.

 

Ripple

Efter muligt forbud i Kina: De fem største kryptovalutaer falder

- Via Finans - , indsendt af arne_v

En højtstående embedsmand i centralbanken i Kina fortæller, at myndighederne ønsker et forbud mod handel med kryptovalutaer.

Dette førte til et markant fald i værdi på de fem største kryptovalutaer.

Det ønskede forbud, der også gælder alle forretninger forbundet med kryptovaluta, førte til, at værdien på bitcoins faldt til under 11.000 dollars.

De næststørste kryptovalutaer i verden faldt også i værdi, hvor ripple blev ramt hårdest med et dyk på 26 %.

I begyndelsen af året meddelte centralbanken, People’s Bank of China, at man ville gå efter at begrænse strømforbruget af specielt bitcoin-minere, der har søgt mod Kina på grund af lave elpriser.

University of Washington

Politiet bruger youtuber til at stoppe deling af børneporno

- Via dr.dk -

Den 19-årige Rasmus Brohave med knap 240.000 YouTube-abonnenter hjælper nu politiet med at nå ud til de mange unge, som måske ikke følger med i den almindelige presse.

Politiet har for nylig sigtet omkring 1.000 unge danskere for at dele seksuelt video-indhold af to 15-årige i en sag, der har vagt stor opsigt både nationalt og internationalt.

Rasmus Brohave skal således hjælpe med at overbevise de unge om, at det ikke er okay at dele seksuelt krænkende indhold med andre. Det håber politiet, vil få de unge til at forstå problemets alvor.

I en video på Facebook taler Rasmus Brohave med politiet om problemet. Her lægges der vægt på konsekvenser ved at dele seksuelt indhold specielt med personer under 18 år, der altså tæller som børneporno, og derfor vil det ende på ens børneattest.

Politiet ser youtubere som en god måde at nå ud til de unge på og vil gerne gøre det igen i fremtiden i forbindelse med forebyggelse af denne slags problemer.

 

University of Hawaii

Radiosignal fra rummet stammer fra neutronstjerne

- Via TV 2 Nyhederne -

Et mystisk radiosignal fra det ydre rum har været uforklarligt for astronomer i årevis.

Signalet er døbt ‘FRB 121102’ og har længe medført spekulationer om fremmede civilisationer.

Det viser sig nu, at signalet formenlig kommer fra en neutronstjerne i et ekstremt miljø – måske i nærheden af et sort hul eller i en stjernetåge med kraftigt magnetfelt.

Neutronstjener er små stjerner, der er ekstremt tunge. De kommer fra kollapsede stjerner, der efter at have eksploderet som en supernova kun efterlader en tung kerne, der så udgør neutronstjernen.

Man har fundet flere tusinde neutronstjerner i vores galakse, Mælkevejen, men intet kan sammenlignes med det, der udsender signalet FRB 121102. Det frigiver lige så meget energi per 0,001 sekund, som Solen gør på en dag.

Denne store mængde energi er årsagen til, at vi på Jorden har kunne opfange signalerne, der kommer i form af bip på få, men kraftfulde, splitsekunder.

Det lokale miljø, hvor neutronstjernen befinder sig, er stadig uklart. Forskerne bag opdagelsen har derfor stadig ikke helt udelukket muligheden for en fremmed civilisation.

Amazon

Undersøgelse: Smart-højtalere stormer frem i USA

- Via The Verge -

En undersøgelse fra USA slår fast, at 16 procent af alle amerikanere over 18 år ejer en smart-højtaler – altså enten Google Home eller Amazon Echo.

Det svarer til 39 millioner mennesker, der ejer en smart-højtaler i USA, hvor Amazon har overhånden med 11 procent, der ejer en Echo, sammenlignet med Googles 5 procent.

Undersøgelsen er foretaget på knap 2.000 mennesker, hvilket bør være sikkert nok til at indikere en tydelig trend.

Det hævdes videre, at over de seneste tre år er smart-højtaleren kommet hurtigere ud sammenlignet med begyndelsen for tablets og smartphones.

Ifølge undersøgelsen bruger amerikanerne også mindre tid på smartphones, tablets og computere og andre enheder efter at have fået en smart-højtaler.

Bitcoin.com

Kryptovaluta-mining vil snart bruge lige så meget strøm som Argentina

- Via Hot Hardware -

Med over 1.000 forskellige kryptovalutaer i omløb bliver 2018 et endnu større år for kryptovalutaer end 2017. Med denne popularitet følger også kryptovaluta-mining, der er yderst strømkrævende.

Nogle analytikere anslår nu, at kryptovaluta-mining kan komme til at bruge op til 140 TWh elektricitet i 2018, hvilket svarer til 0,6 procent af Jordens – eller hele Argentinas – årlige strømforbrug.

Dette svarer også til det strømforbrug, som man regner med, at alle elbiler sammenlagt vil bruge i 2025.

Indtil videre har det store strømforbrug ikke skabt interesse i at investere i forsyningsværker, men analytikerne mener, det kan drive vækst inden for sol- og vindenergi samt energi-opbevaring.

Canadas største strømforsynings-værk, Hydro-Quebec, er blandt dem, der forsøger at udvide forretningen med udsigt til den stigende ‘mining’. De er ved at lave aftaler med over 30 større kryptovaluta-minere og håber på at forsyne minere med omkring 5 TWh årligt over de næste fire år.

Wikimedia

Demokrater er én stemme fra at genindføre net-neutralitet

- Via engadget -

I USA er Demokraterne angiveligt én stemme fra at genindføre net-neutralitet.

Genindførelsen ville ske med en lov, der også ville forhindre den amerikanske telestyrelse FCC i at fjerne det igen og således sikre net-neutralitet i fremtiden.

Loven støttes af alle 49 demokrater i Senatet og af én republikaner. Demokraterne skal bare have én republikaner mere over på deres side for at få flertal.

Senatet har 60 dage til at udfordre beslutninger, der bliver taget af et uafhængigt stats-organ som FCC.

Demokraterne har altså under 30 dage til at overbevise én af de republikanere, der er på vippen i forhold til net-neutralitet – her er Lindsey Graham eller John McCain de mest sandsynlige.

Den amerikanske telestyrelse FCC fjernede i december de net-neutralitetsregler, som Obama-administrationen havde indført i 2015, der sikrede, at teleselskaberne ikke bevidst kunne blokere og gøre hjemmesider langsommere for brugerne.

MDA

Nyt apparat kan skabe ‘negativ masse’

- Via Science Alert - , indsendt af Ufomekaniker

Forskere ved Rochester Universitet har lavet det første apparat, der kan generere ‘negativ masse’. Altså et stof, der har den egenskab, at objekter kan bevæge sig imod den kraft, som skubber det væk.

Stoffet, som apparatet skaber, er en partikel kaldet ‘polariton’, som er halvt lys og halvt stof, der altså opfører sig, som om den har negativ masse.

Stoffet skabes ved at kombinere fotoner med en kvasi-partikel, der kaldes ‘exciton’.

Disse polaritoner, der altså har negativ masse, kan bruges til at lave laser, som bruger mindre strøm.

Forskerne overvejer også, om disse polaritoner kan bruges til en ny form for supercomputer.

Natural Cycles

37 gravide svenskere anmelder præventions-app til politiet

- Via TV 2 Nyhederne -

Appen Natural Cycles skulle forhindre graviditeter, men mindst 37 kvinder er blevet gravide trods brug af appen. Derfor er Natural Cycles blevet anmeldt til de svenske myndigheder.

Natural Cycles er ellers den første app, der er blevet godkendt som præventionsmiddel af en EU-tilsynsmyndighed.

Den virker ved, at den hver morgen beder kvinden om at måle sin kropstemperatur. Derfra vurderer den, om kvinden har ægløsning.

Folkene bag appen forsvarer sig ved at sige, at ingen præventionsmidler er 100 procent sikre  – deres er 93 procent sikkert.

Flere danske læger har dog forholdt sig kritisk til appen, og fortæller at mange ting spiller ind på en kvindes kropstemperatur foruden ægløsning.

Den danske overlæge for afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Hvidovre hospital henviser til tal, der viser, at appens metode fører til graviditet i 16 ud af 100 tilfælde.