mboost-dp1

www.politi.dk

Politiet sigter 1.005 danske unge for deling af børneporno

- Via Politiken -

Politiet har massesigtet 1.005 danske unge for at have delt to bestemte videoklip og et billede på Facebook Messenger i en sag døbt Umbrella.

Videoklippene og billedet indeholdt seksuelt materiale med to personer, der var 15 år på tidspunktet for optagelsen.

Facebook fik en anmeldelse, som de gav videre til amerikanske myndigheder, der via Europol gav det videre til det danske politi.

De sigtede unge er både under og over 18 år. Nogle har kun delt materialet få gange, imens andre har gjort det hundredvis af gange.

I paragraffen omkring distribution af børneporno indgår fængselsstraf, men straffen afhænger af grovheden, antallet af delinger og alderen på personen.

De sigtede kan desuden miste indrejsetilladelse til USA, og det kan komme i deres børneattest i 10 år, hvilket kan påvirke fremtidige jobmuligheder.

Politiet håber på at statuere et eksempel med denne sag.

Razer USA Ltd.

Razer forvandler phone til laptop

- Via The Verge -

Razers Project Linda er en laptop-dock, hvor du kan indsætte en Razer Phone og dermed forvandle din smartphone til en computer med tilhørende tastatur og skærm.

Forskellen fra Project Linda og tidligere lignende teknologi som Motorola Atrix og Samsung DeX er, at ens Razor Phone bruges samtidig som bærbarens trackpad.

Selve laptop-docken tilføjer ikke kun skærm og tastatur, men også ekstra lagerplads (200GB i prototypen) og ekstra batteri, så telefonen lader op.

Man sætter en Razer Phone til ved at indsætte telefonen i hullet og et USB- C-stik klikkes frem med en knap.

I prototypen viser telefonen det samme som laptop-skærmen, men Razer håber på at gøre sådan, at de to skærme kan vise to forskellige ting og på denne måde samarbejde.

The Verge demonstrerer Project Linda herunder.

 

Ossia

Nyt AA-batteri oplades trådløst

- Via Alphr - , indsendt af Ufomekaniker

Ossia laver teknologi, der bruger ægte trådløs opladning. Nu har de lavet et AA-batteri, som du ikke behøver udskifte foreløbig. Batteriet får nemlig strøm gennem radiosignaler fra Ossias Cota Tiles.

På den måde kan man oplade batterier på 10 meters afstand. Det fungerer ligesom Wi-Fi signaler, så AA-batteriet forbliver fuldt opladt, bare det er i nærheden af Cota-transmitteren.

Indtil videre fungerer Ossias teknologi kun med enheder, der bruger et minimum af strøm som fjernbetjeninger og kan altså ikke lade telefoner og computere op.

Ossia håber dog på at samarbejde med smartphone-producenter i fremtiden.

Intel

Nyt Intel-sikkerhedshul: Hackere kan tage kontrol over PC

- Via TechSpot - , indsendt af arne_v

Et nyt sikkerhedshul er fundet i Intels Active Management Technology (AMT), der gør det muligt for hackere at tage fuld kontrol over en PC på 30 sekunder.

AMT bruges af IT-medarbejdere, så de kan håndtere kollegers computere og hjælpe dem med reparation uden at være ved selve computeren.

Sikkerhedshullet udnyttes i computerens boot-menu, hvor man på AMT-maskiner kan logge ind i Intels Management Engine Bios Extension (MEBx) som administrator. Herefter kan hackeren give sig selv fjernadgang og dermed få fuld kontrol over PC’en.

Hackeren skal dog have fysisk adgang til computeren, men fordi sikkerhedshullet kan udnyttes så hurtigt, kan det stadig volde problemer.

Intel melder, at man skal huske at ændre password til AMT, hvis man bruger funktionen.

En sikkerhedskonsulent for F-Secure, der fandt sikkerhedshullet, demonstrerer problemet herunder.

Microdrones

Amerikansk stat på vej med forbud mod sprit-droneflyvning

- Via engadget -

New Jersey er på vej med en lov, der vil gøre det forbudt at flyve med droner i påvirket tilstand. Den mangler bare en underskrift fra guvernør Chris Christie.

Ligesom med biler vil en alkoholpromille på mere 0,8 blive forbudt og ville i dette tilfælde blive straffet med en både på 1.000 dollars og op til seks måneder i fængsel.

Der blev stemt for loven med 65 mod 0. Loven dækker også andre droneproblemer som at sætte andres liv i fare, chikanering af dyr eller påvirkning af fængsels-sikkerhed.

Disse ting kan medføre straffe på 10.000 dollars i bøde og op til 18 måneders fængsel.

38 andre amerikanske stater overvejer lignende lovgivning i forhold til droner.

Facebook

Facebook laver snart store ændringer i ‘news feed’

- Via BBC.com -

Facebook har planlagt store ændringer på deres news feed, da de vil gøre organisationer mindre synlige til fordel for personlige profiler.

Man vil i stedet for virksomheder og brands fokusere på indhold, der sætter gang i interaktioner mellem familie og venner, da virksomheder i øjeblikket fylder for meget på Facebook.

Ændringerne vil blive udrullet i de kommende uger, og det forventes at påvirke populariteten af virksomheders Facebook-opslag.

Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg fortæller, at med disse ændringer forventer han, at mængden af tid, som folk bruger på Facebook, vil blive mindre, men denne tid bliver værdifuld.

Tidligere i det nye år fortalte Zuckerberg, at han ville kæmpe for at fikse Facebook i 2018 – både i forhold til brugernes tid, misbrug og nationer som Ruslands påvirkning på platformen.

Kodak

Kodak udlejer computere til bitcoin-mining

- Via engadget -

Foruden at lave deres egen kryptovaluta, KodakCoin, tilbyder foto-firmaet Kodak nu også, at man kan leje en bitcoin-miner i to år.

Deres såkaldte KashMiner koster 3.400 dollars at leje i to år, plus det halve af hvad maskinen miner af bitcoins.

Det vil altså sige, du selv kan beholde den anden halvdel, og at man i teorien ville kunne tjene på at leje den.

Hvis bitcoin holder værdien på omkring 14.000-15.000 dollars, kan man ifølge Kodak tjene tæt på 400 dollars om måneden.

Problemet med Kodaks udregning er bare, at bitcoin over tid bliver sværere og tager længere tid at mine.

En økonomi-professor fortæller, at værdien på bitcoins skal ligge på omkring 28.000 dollars, for at lejeren kan tjene tæt på de 400 dollars, som Kodak har regnet sig frem til.

Nvidia

Nvidia laver gaming-skærme på 65 tommer

- Via Gamespot -

Nvidia har introduceret, hvad de kalder ‘big format gaming displays’ (BFGDs), der er store skærme, som i modsætning til traditionelle fjernsyn er lavet specielt til gaming.

Sammen med hardware-producenterne Asus, HP og Acer laver Nvidia en række 65-tommers skærme med de funktioner, man normalt kun finder i computerskærme.

De nye BFGDs har funktioner fra fjernsyn som 4K og HDR, men kombinerer dette med gaming-elementer som 120 Hz og Nvidias G-sync teknologi.

Nvidias streaming-tjeneste Shield er desuden indbygget i skærmene, så man kan streame spil fra sin PC eller streame film fra tjenester som Netflix.

Nvidias skærme bliver lanceret til sommer og bliver angiveligt prissat i stil med high-end tv’er i samme størrelse.

BAE Systems

Flertal for forlængelse på seks år af NSA-overvågning

- Via TechSpot -

Repræsentanternes hus i USA har stemt ja (256 mod 164) til en seks-årig forlængelse af loven, der gør det muligt for NSA at overvåge uden dommerkendelser.

Sektion 702 af loven “Foreign Intelligence Surveillance Act” skulle have udløbet d. 19. januar, men forlænges nu muligvis med seks år, hvis senatet også stemmer for.

Der forventes et klart flertal i senatet for forlængelsen, da færre lovgivere i senatet er imod overvågning.

I 2008 blev programmet godkendt af den amerikanske kongres, hvilket gjorde det muligt for sikkerhedstjenesten NSA til kampen mod terrorisme at hente og gemme data om uskyldige borgere uden dommerkendelse eller mistanke.

Bitcoin.com

Sydkorea vil forbyde kryptovaluta (opdateret)

- Via dr.dk -

Sydkoreas regering er ved at forberede et lovforslag, der skal forbyde handlen med kryptovaluta som Bitcoin.

Der er nemlig store bekymringer mht. til handel med kryptovaluta i landet, hvor den slags valuta er yderst populære.

Udmeldingen om et potentielt forbud i Sydkorea fik kryptovaluta-markedet til at falde med 100 milliarder dollars i værdi. Bitcoin faldt seks procent, Ethereum 11 procent og Ripple ni procent.

Landets største kryptovaluta-handelsplads er tidligere denne uge blevet ransaget efter mistanker om skatteunddragelse.

Derfor vil man nu også overvåge bankerne nøje, så man kan stoppe køb med kryptovaluta, hvis det er nødvendigt.

I sidste uge strammede Sydkorea op om reglerne mht. kryptovaluta og forbød blandt andet at åbne anonyme konti til kryptovaluta.

OPDATERING: Sydkoreas præsident meddeler nu, at der ikke bliver tale om et forbud på kort sigt. Det sker efter kritik imod det koreanske justitsministeriums forslag om forbud.