mboost-dp1

Vimeo

Vimeo – nu med 8K og 10-bit farver

- Via dpreview -

Nu er der understøttelse af 8K 10-bit HDR-videoer på tjenesten Vimeo.

Det betyder, at Vimeo kan gengive 75 procent af de farver, vi kan se, i stedet for de sædvanlige 35 procent gengivelse med 8-bit. I mere konkrete tal: over 1 milliard farver frem for 16,8 millioner farver.

Men TV-skærmen kan stadig være en flaskehals for de fleste. 8K kræver en opløsning på 7680×4320 pixels (4320p).

Smartphones som iPhone X og Galaxy S8 kan klare den høje HDR-opløsning uden dog at være med på 8K.

Ifølge Vimeo selv, er de den eneste video-tjeneste med denne understøttelse.

Mozilla

Firefox Quantum dobbelt så hurtig som Chrome i private browsing

- Via Mozilla -

Mozillas seneste udgave af Firefoz – Quantum – er hurtig, og ifølge selskabet selv, er ‘private browsing’-udgaven i gennemsnit 3,2 sekunder om at indlæse en webside. Til sammenligning er konkurrenten Chrome i incognito i gennemsnit 7,7 sekunder om at indlæse de samme sider, lyder det fra Mozilla.

Samtidigt inkluderer Firefox Quantum ‘Tracking Protection’, som Chromes incognito-mode ikke har.

Undersøgelsen blev gennemført af organisationen Disconnect, som står bag den domæneliste, der ligger til grund for Tracking Protection.

Trekstor

Tysk selskab kæmper for ny Windows Phone

- Via Softpedia -

Microsoft har ingen planer om at fortsætte Windows Phone, men det stopper ikke et tysk selskab i at ville sende en nyt Windows 10 Mobile-telefon på markedet.

Trekstor annoncerede telefonen tidligere på året og beder nu håbefulde Windows Phone-fans om 500.000 euro til at begynde produktionen af Windows Phone 5.0.

På Indiegogo har kampagnen blot rundet de 40.000 euro med en måned til deadline.

Det er planen, at telefonen skal bruge en Qualcomm Snapdragon 617 octa-core CPU på 1,5 GHz, 3 GB RAM og 32 GB intern lagerplads med mulighed for yderligere 64 GB via microSD.

Kabinettet er en blanding af aluminium og glas – hvis den altså kommer i produktion.

@FrescoNews, Twitter

Uber køber 24.000 Volvoer til selvkørende flåde

- Via The Verge -

I årene 2019-2021 skal Uber modtage 24.000 Volvoer af modellen XC90. Disse biler skal udgøre Ubers flåde af selvkørende biler og giver Uber mulighed for at tilføje egne funktionaliteter ud over den indbyggede teknologi til at køre selv.

Uber har haft et strategisk samarbejde med Volvo siden 2016 og har tidligere testet netop den selvkørende XC90. På billedet ses en Uber-Volvo, der har været ude for et uheld.

I dag har Uber et mindre antal Ford Fusion-biler med teknologi ombord til at være førerløse.

Softpedia

CCleaner tilføjer Avast-software som typisk adware

- Via Softpedia -

Tidligere i år købte Avast selskabet bag CCleaner, Piriform. Nu sker den måske uundgåelige sammenkædning mellem antivirus-programmet og oprydnings-redskabet.

CCleaner tilbyder nu Avast Free Antivirus, når man installerer CCleaner – og i noget, der ligner ren adware som Javas forsøg på installering af Ask Toolbar ved opdateringer, er fluebenet allerede sat, når man klikker sig igennem installationen.

Det er dog stadig muligt at hente CCleaner uden Avast-tilføjelsen, hvis man ønsker det.

Nokia

Nye entry-level smartphone fra Nokia til 99 dollars

- Via Hot Hardware -

Mens de dyre topmodeller af smartphones er der, hvor teknologien rykker sig, er der også et marked for telefoner, der bare skal bruges til telefonopkald, sms, e-mails, Facebook og lignende.

En ny telefon til det segment er den nye Nokia 2, der i USA nu kan forudbestilles for 99 dollars uden abonnement.

For de penge får man aluminiums-chassis og gorilla glas over 5-tommer skærmen, der har ne opløsning på 1280×720 pixels.

Telefonen skulle kunne holde batteri i to dage – som selvfølgeligt kommer an på forbrug – med et 4.100 mAh batteri.

Bagsidens kamera er på 8 MP, mens frontkameraet er på 5 MP. Chippen er en quad-core Snapdragon 212, mens styresystemet er Android 7.1.1 Nougat.

Der er 8 GB intern lagerplads og mulighed for ekstra plads via microSD-kort og 1 GB LPDDR3 RAM.

Forbrukerrådet

Tyskland forbyder smartwatches til børn

- Via Hot Hardware -

Af frygt for forældres overvågning af deres børn og disses undervisere, forbyder Tyskland nu smartwatches til børn.

De tyske myndigheder opfordrer desuden forældre til at destruere købte smartwatches til børn.

Myndighedernes reseach peger på, at enhederne bruges til i smug at holde øje med, hvad børnene taler om, og hvordan børnenes lærere agerer i klasseværelset.

Herhjemme har Forbrugerrådet anmeldt en række producenter af smartwatces til børn til Datatilsynet efter den norske udgave af samme instans gjorde noget lignende. Dette skete efter undersøgelser af, hvordan børne-urenes sikkerhed er ganske mangelfuld.

Attaullah Malik

10-årig låser sin mors iPhone X op med Face ID

- Via Wired - , indsendt af CBM

Systemet til ansigtsgenkendelse i den nye iPhone X lader til at have lidt udfordringer. Mens hackere indtil nu har haft svært ved at snyde systemet, er der måske en svaghed, når det kommer til familiemedlemmer.

Wired fortæller historien om en 10-årig dreng, der er i stand til at låse sin mors iPhone X op via ansigtsgenkendelse.

Efter denne video blev optaget, prøvede moren at ‘gen-registrere’ ansigtsgenkendelsen af hendes ansigt på telefonen. Herefter kunne sønnen ikke åbne telefonen. Men efter endnu en registrering foretaget under samme indendørs lysforhold som ved første installering kunne sønnen igen åbne telefonen.

Derfor kan netop lysforholdene måske være udslagsgivende for sikkerheden i Face ID.

Og det lader ikke til at være den eneste udfordring for iPhone X.

Der er forlydender om brugere, som oplever skrattende lyd, når lydstyrken nærmer sig maksimum. Det skulle være tilfældet ved afspilning af musik, alarm, ringetoner og telefonopkald.

Tesla Motors, Inc.

Walmart forudbestiller 15 Tesla Semi-lastbiler

- Via Hot Hardware -

I fredags viste Tesla for første gang sit bud på en eldrevet lastbil – Tesla Semi.

Og der er allerede købere til lastbilen. Supermarkedskæden Walmart har forudbestilt 15 styks til deres levering af varer i USA og Canada.

Dette skal ses i lyset af, at Walmart samlet set har rundt regnet 6.000 lastbiler til at få varerne frem til butikkerne. Derfor er der også mest af alt tale om et test-projekt.

Ti af lastbilerne skal køre i Canada, mens fem skal køre i USA.

AT Games

Atari byder ind med retro-konsol

- Via Youtube -

Markedet for retro-konsoller får nu endnu en spiller på det nordiske marked med Atari Flashback 8 HD.

Her får man en række af de gamle spil som Space Invaders og Centipede med i boksen – 120 spil i alt – sammen med to trådløse controllers, som har ‘retry-knap’ indbygget til at give svære passager i spil endnu et forsøg.

Atari Flashback 8 HD kommer med 720p opløsning over HDMI – det er også muligt at spille med en mere ‘original’ opløsning, der inkluderer ‘scanline filter’ på skærmen.

Lige som den Sega-brandede retro-konsol – Sega Genesis Flashback – er vejledende pris 799 kroner.