I går udkom Windows 10 Anniversary Update, og en række brugere fortæller om problemer efter, de har opdateret deres computere.
Computere er begyndt at fryse på vilkårlige tidspunkter efter opstart, så de ikke kan bruges; nogle lige efter at være kommet til skrivebordet, andre efter et par minutter.
Problemet virker til at ligge i selve opdateringen, og ikke i programmer som brugerne selv har installeret, da samme problem opstår når computeren startes i ‘Safe Mode’.
Microsoft har endnu ikke udtalt sig om problemet.
Til gengæld har Microsoft anerkendt en fejl, der i nogle tilfælde ændrer brugerindstillinger tilbage til standardindstillingerne i styresystemet. Blandt andet har brugere rapporteret, at Microsofts Edge-browser er blevet sat til standardbrowser på trods af, at de havde brugt en anden browser før opdateringen.
Microsoft fortæller, at de arbejder på at rette fejlen hurtigst muligt.
I mandags kunne vi fortælle, hvordan Microsoft med Anniversary Update udskifter den lokale fil- og programsøgefunktion i Windows 10 med deres cloud-baserede assistent, Cortana. Cortana er ikke tilgængelig i Danmark, og det ændrede Anniversary Update ikke ved, så danske brugere fik ikke den del af opdateringen.