For næsten halvandet år siden kunne Virgin Galactic fremvise den første halvdel af deres nye rumeventyr, WhiteKnightTwo (WKT), og nu har de netop fremvist rumskibet som WKT skal løfte; SpaceShipTwo (SST).
Det nye rumskib blev fremvist hængende under WKT ved en event i går, hvor Richard Branson ikke tøver med at kalde SST kunst. Han mener desuden, at det er et vigtigt skridt mod kommerciel rumfart.
SST vil kunne rumme seks passagerer, der for en pris på ca. 100.000 dollars pr. mand kan komme op i de over 100 kilometers højde, der skal til, for at kunne sige, man har været ude i rummet.
I forbindelse med fremvisningen fik rumskibet sit officielle nye navn Virgin Space Ship (VSS) Enterprise. Scaled Composites, der har lavet både WKT og SST, vil i den nærmeste tid foretage de sidste finpudsninger, så rumskibet kan komme i gang med sine første testflyvninger.