mboost-dp1

Microsoft Corporation

Microsoft Bing klarer sig godt, Android-applikation på vej

- Via Computerworld - , redigeret af Pernicious , indsendt af ktg

I september sidste år kunne vi bringe en nyhed om, at Microsoft Bing nu stod for 10 % af alle søgninger på det amerikanske marked. Siden da har søgemaskinen haft både op- og nedture, men seneste måling fra comScore viser nu, at søgemaskinen har vundet hele 0,8 procentpoint fra maj til juni, således at Bing nu står for 12,7 % af markedet.

Også Yahoo! er gået frem fra 18,3 til 18,9 % af markedet, mens den store taber er Google, der har måttet indkassere et tab på 1,1 procentpoint, således at søgegiganten nu er nede på 62,6 % af markedet.

Ingen af de tre søgegiganter lider dog deciderede søgetab, da undersøgelsen samtidig viste, at amerikanerne foretog 3 % flere søgninger i juni end måneden før.

En anseelige del af alle søgninger kommer desuden fra smartphones, hvorfor Microsoft også netop har annonceret, at de inden for de næste par uger har tænkt sig at frigive en ny og forbedret Bing-applikation til Android, hvor man ud over almindelig søgning også skulle kunne lave billed- og nyhedssøgninger.

Boeing

Ny UAV kan flyve i fire dage på brint

- Via Boeing - , redigeret af Emil , indsendt af ktg

Flyproducenten Boeing har netop fremvist et helt nyt ubemandet fly (UAV), der gør sig bemærket på mere end en måde. Den mest markante egenskab er nok, at det kan holde sig flyvende i fire dage på en enkelt optankning.

Flyet har fået navnet Phantom Eye og skal primært bruges til overvågning ved at kredse over f.eks. en kampzone i op til 20 kilometers højde.

Flyet drives af to forbrændingsmotorer lavet af Ford, og er oprindeligt tiltænkt biler. Motorerne er blevet ændret til at kunne forbrænde brint, som flyet anvender som brændstof.

Anvendelsen af brint betyder, at flyet kun udvikler vand som udstødning og dermed ikke forurener, der hvor det flyver.

Endnu har Phantom Eye dog ikke forladt Jorden, men det forventes at ske i starten af 2011, hvor de første testflyvninger vil finde sted. Flyet har et vingespænd på ca. 45 meter og kan medbringe en last på lige over 200 kg.

Du kan se en præsentationsvideo af flyet herunder.

Indian Space Research Organisation

Indien klar til at teste bemandet rumkapsel i 2013

- Via Ingeniøren - , redigeret af Pernicious , indsendt af ktg

Selvom det endnu kun er USA, Rusland og Kina, der har evnet at sende et menneske ud i rummet, så er der flere andre lande om buddet, nogle mere seriøse end andre.

Blandt de første er Indien, der i længere tid har arbejdet på selv at konstruere en rumkapsel, der kan sende et menneske i kredsløb om Jorden. Nu tyder det dog på, at målet nærmer sig med hastige skridt.

Isro, Indiens rumfartsorganisation, kan således bekræfte, at de planlægger at sende den første kapsel med plads til bemanding op i 2013, dog uden astronauter. Herfra vil Indien vurdere på resultaterne af opsendelsen og køre videre med deres plan om en egentlig bemandet opsending med to indere på en ugelang mission i rummet.

Indien har dog ingen planer om at overgå de tre andre lande på rumfronten, men stiler stærkt efter at blive den 4. største rumnation i verden.

Videnskabsministeriet

Danmark nr. 2 i verden i e-parathed

- Via VTU - , redigeret af Net_Srak

Den årlige topliste over, hvilke lande i verden der er mest e-parate, som udgives under navnet “Digital Economy Rankings” af IBM og Economist Intelligence Unit, sender i år Danmark en plads ned på listen.

Det betyder, Danmark mister sin førsteplads på listen og må tage til takke med andenpladsen lige efter Sverige. På tredjepladsen følger USA, og derefter kommer Finland, Holland og Norge.

Hos Videnskabsministeriet er man, til trods for den mistede førsteplads, stadig glade for resultatet, der viser, at Danmark fortsat er blandt de 70 lande i verden, som indgår i listen, der er bedst til at at omsætte digitale muligheder til social og økonomisk udvikling.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen skrev:
Danmarks høje placering skyldes ikke mindst, at de digitale løsninger i Danmark er vidt udbredt, og at den danske befolkning internationalt set har gode kompetencer i at udnytte de digitale muligheder.

I fremtiden er ministeren sikker på, at Danmark fortsat vil klare sig godt, blandt andet med bredbåndsmålsætningen om, at alle danskere skal have adgang til minimum en 100 Mbps internetforbindelse i 2020.

Microsoft Corporation

Microsoft: Windows 7-tablets er på vej

- Via BBC - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Janr

Microsoft måtte indkassere et nederlag på tabletcomputer-fronten, da HP valgte at droppe Windows 7 på deres Slate, ligesom de også har lagt Courier-projektet i graven.

Den administrerende direktør for Microsoft, Steve Ballmer, kan dog berolige med, at der er Windows 7 tablet-computere på vej, og at de vil komme inden for de næste måneder.

Det er blandt andet Dell, Samsung, Toshiba, Asus og Sony, der alle vil benytte Windows 7 på en tablet-computer, hvor flere andre har valgt at gå efter Android eller et andet Linux-baseret operativsystem.

Udtalelsen kom i forbindelse med den årlige partner-konference, hvor Ballmer yderligere kunne fortælle, at tablet-området er et vigtigt område for dem.

Ikke alle har store forventninger til de Windows 7-baserede tablet-computere, idet flere påpeger, at Windows 7 ikke er lavet til touch-baserede enheder, til trods for det har en smule touch-funktionalitet.

Læs også: Microsoft annullerer Courier tablet-projektet

Microsoft Corporation

Office 2010 er klar på dansk

- Via Microsoft.dk -

Microsofts nyeste officepakke, Office 2010, udkommer i morgen i en dansk udgave og er resultatet af en kæmpe betatest af officepakken, hvor 9 millioner betatestere deltog.

Hos Microsoft Danmark har man store forventninger til, hvad der traditionelt er et af firmaets store sællerter, næst efter Windows, men også hos Dansk Supermarked, hvor man vil sælge Office 2010 i Bilka og Føtex, er forventningerne høje.

Per Borup, produktchef i Dansk Supermarked skrev:
Vi forventer os meget af Office 2010-salget. Det hænger sammen med, at Office-brugere vil være effektive og kreative – to områder hvor Microsoft har hævet niveauet væsentligt inden for kontorpakker.

I forbindelse med lanceringen kommer også en reklamekampagne. Her har Microsoft blandet andet lave en interaktiv video, der kræver, man har en Facebook-konto, som viser, hvordan Danmark vil se ud, hvis ikke officepakken eksisterede.

Office 2010 vil udkomme i tre forskellige versioner, Office til Hjemmet og Studiet 2010, Office til Hjemmet og Firmaet 2010 samt Office Professionel 2010, dertil kommer Office Professional Academic 2010, der er identisk i indhold med Office Pro, men koster meget mindre, idet der er tale om en udgave til studerende.

Den mindste pakke kommer til at koste 1.099 kroner og indeholder Word, Excel, PowerPoint og OneNote, der må installeres på op til tre computere i hjemmet. Det vil ikke være muligt at købe en opgradering fra tidligere versioner.

Læs også: Betal ved kasse et, ingen opgraderingspris for Office 2010

EcoMotors

Bill Gates investerer $23 mio. i energieffektiv motor

- Via GreenCarReports - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Aputech

Selvom der er meget fokus på el-biler som fremtidens bud på miljørigtig transport, så kommer man ikke uden om, at den absolut mest udbredte motortype i biler er forbrændingsmotoren, og ganske givet vil være det i mange år endnu.

Microsoft-stifter Bill Gates, har sammen med investoren Vinod Khosla puttet 23 millioner dollars i et motorprojekt, der har potentialet til at forbedre forbrændingsmotorer markant.

Projektet er ledet af firmaet EcoMotors, der har udviklet motoren, som de kalder en OPOC-motor, der står for “Opposed Piston Opposed Cylinder”. Som navnet antyder, og som det kan ses på billedet til højre, er der tale et markant anderledes motordesign end konventionelle motorer, idet cylindere og stempler er placeret over for hinanden.

Ifølge EcoMotors fører det til en kraftig reduktion af bevægelige dele, op til 50 %, hvilket også betyder et lavere brændstofforbrug, ligeledes med 50 %. Oven i hatten bliver motoren mindre, og vægten falder dermed også, sammenlignet med en almindelig motor ved samme ydelse, samt koster mindre at producere.

Med den nye kapital håber firmaet at kunne forfine teknologien yderligere og snart kunne sætte motoren i produktion, til brug i alt fra biler til fly.

Flickr - jay.tong

Sydkorea starter forsøg med kamprobotter

- Via Telegraph - , indsendt af Aputech

Grænsen mellem Nord- og Sydkorea er en af de bedst bevogtede i verden, og nu har sydkoreanerne styrket overvågningen ved at indføre kamprobotter.

Der er i første omgang tale om to robotter, der er udstyret med bevægelsessensorer, kameraer, mikrofoner og våben. Opdager robotterne noget mistænksomt alarmeres en kontrolcentral, hvor en operatør kan afgøre, hvad der skal ske.

Robotterne er udstyret med både et maskingevær samt en 40 mm granatkaster, som kan bruges, hvis der f.eks. skal affyres varselsskud, eller en fjende skal angribes direkte.

Robotterne, der koster omkring 2 millioner kroner stykket, er blot de første i rækken af kamprobotter, som Sydkorea har under udvikling. Årsagen til den teknologiske satsning skal blandt andet findes i, at Sydkorea forventer en mindre hær i fremtiden på grund af faldende fødselstal.

ebay

eBay risikerer erstatningskrav på 67 mia. kroner

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak

I USA er retssager om patentbrud ikke noget nyt, og som regel er kravet til erstatningerne temmelig høje, alligevel har det vakt en del opsigt, at firmaet XPRT Ventures LLC har sagsøgt eBay i en sag, hvor erstatningskravet kan løbe op i 11,4 milliarder dollars, eller lige over 67 milliarder kroner.

Egentlig har firmaet kun sagsøgt eBay for et beløb på 3,8 milliarder dollars, men kendes eBay skyldig i bevidst patentbrud, så bliver beløbet tredoblet.

Hos XPRT Ventures mener man, eBay har brudt seks af deres patenter, heriblandt et for betaling af penge online, som misbruges af Paypal. De mener yderligere, at eBay har forværret situationen ved efterfølgende at have patenteret opfindelsen som deres egen.

Angiveligt skulle en af de oprindelige opfindere af betalingsystemet have forsøgt at sælge det til eBay, der viste interesse for projektet. I den forbindelse fik de udleveret en del dokumentation, mod at skulle betale, såfremt de ville anvende systemet. Det gjorde de aldrig, men XPRT Ventures påstår, de brugte dokumentationen til at patentere et lignende system.

Hos eBay har man bekræftet sagsanlægget, men oplyser også, at de vil forsvare sig med alle midler.

Google

Old Spice går et ekstra skridt med viral-reklame

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Deodoranten Old Spice oplever for tiden en renæssance i USA, hvilket ikke mindst skyldes The Old Spice Man, der optræder i en række reklamevideoer, hvoraf nogle af dem er gået hen og blevet virale.

Reklamerne har fået en del kommentarer på både YouTube og Twitter fra almindelige brugere til kendte personer som Kevin Rose, Justine Bateman, Perez Hilton og Allysa Milano.

Det har reklamebureauet bag kampagnen nu brugt til at udsende en lang række af personlige videoer med The Old Spice Man, der svarer direkte på de mange kommentarer.

Det har ført til en del sjove videoer, som blandt andet den til Kevin Rose, hvor han ønskes god bedring, efter han på Twitter oplyste, han var syg, og til Alyssa Milano, der roses for at have en mand af en far, som ofrede alt for sin lille pige, med tanke på tv-serien “Who’s the Boss”.

Du kan se de mange videoer på Old Spice egen YouTube-kanal.