Det er usikkert, hvad markedsværdien for Facebook er, men stifteren, Mark Zuckerburg, er kendt som en af de yngste dollar-milliardærer i verden. Den plads kan han dog måske snart miste.
I USA har en mand ved navn Paul D Ceglia anlagt sag mod Facebook, hvor han påstår, at han har ret til 84 % af selskabet, et krav som Facebook mener, er helt useriøst.
Ifølge Ceglia, så hyrede han Zuckerberg i april 2003 til at hjælpe med at udvikle og designe hjemmesiden, der siden blev til Facebook. Prisen var 1.000 dollars og 50 % ejerskab.
Når kravet er på 84 %, skyldes det ifølge anklageren, at der var en klausul i kontrakten, der tildelte Ceglia 1 % ekstra af selskabet pr. dag, indtil hjemmesiden var færdig.
Ud over at de mener, anklagen er useriøs, så mener Facebooks advokater, at sagen er forældet, da den er mere end seks år gammel, hvilket er forældelsesfristen i staten New York, hvor Ceglia bor.
Til trods for Facebook ikke mener, der er en sag, så har en domstol besluttet, at Facebook midlertidigt ikke må skille sig af med nogen aktiver.