Apparater hvor plus- og minus-poler er sat ud af spil, således at du kan sætte batterierne i dit apparat vilkårligt, er ikke decideret noget nyt fænomen, men det er på nuværende tidspunkt ikke alment brugt, da de tilgængelige teknologier bag simpelthen er for dyre at sætte i produktion, til at det kan betale sig.
Dette har Microsoft nu ændret på. Via deres hardware-afdeling Microsoft Hardware, har de forsket i, og succesfuldt færdiggjort, en måde hvorpå der billigt kan produceres apparater, der indeholder både plus- og minus-poler i begge ender, hvor man sætter batterierne i. Det er meningen at den nye teknologi skal bruges i apparater hvor der ofte bliver udskiftet batterier, såsom foreksempel ens trådløse mus.
Den nye teknologi, der er navngivet InstaLoad, er allerede licenseret ud til blandt andet Duracell, der er i færd med at sætte nye ting i produktion, indeholdene teknologien.
InstaLoad-teknologien fungerer med batterityperne AA, AAA, C og D, og fungerer både med engangs- og genopladeligebatterier.
Teknologien, der vil være en stor hjælp for handicappede med foreksempel problemer med deres håndmotorik, er desuden blevet licenseret ud gratis til firmaer, der har med handicaphjælp at gøre.
Det er endnu uvist hvornår den nye teknologi vil ramme markedet.