mboost-dp1

Google

Android 3.0 måske klar allerede til oktober

- Via Android And Me - , redigeret af Pernicious

Blot få dage efter at de første Nexus One ejere har modtaget deres længe ventede officielle opdatering til Android 2.2 (Froyo), er der nu blevet spredt rygter på nettet om den næste store opdatering til OHA’s (Open Handset Alliance) mobile OS, Android.

Ifølge de foreløbige udmeldinger vil den kommende opdatering eliminere behovet for “skins” til Android, da det vil få en større grafisk overhaling. Derudover vil der blive understøttelse af skærmopløsninger helt op til 1280 x 720 pixels, dog kun på enheder med skærme over 4″ i størrelse.

For at sikre, at systemet kører bedst muligt er der snak om, at minimum-systemkravene sættes op. Således skal processoren arbejde med mindst 1 GHz, der skal være 512 MB RAM og skærmstørrelsen skal være på mindst på 3,5″.

Disse krav er der allerede en række mobiltelefoner som over holder, disse er: Google Nexus One, HTC EVO 4G, HTC Incredible, Motorola Droid X, Samsung Galaxy S og HTC Desire.

Det kan dermed tyde på, at Android 2.2 (Froyo) bliver sidste mulige opdatering til de resterende android-telefoner på markedet.

PBS A/S

NemID sikkerhed kompromitteret

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

Den nye digitale signatur NemID gik i luften i går, men det ser allerede ud til, at systemet har problemer. Ud over at systemet allerede gik ned i går efter få timer pga. overbelastning, så ser det nu ud til det oplever sit første angreb.

På NemID’s hjemmeside kan man således p.t. læse en meget kort besked om, at man har opdaget et sikkerhedsagreb.

NemID hjemmeside skrev:
Sikkerhed kompromitteret

Vi har konstateret tegn på at der foregår et sikkerhedsangreb.


Det er på baggrund af meddelelsen ikke muligt at konstatere hvilket type angreb der er tale om, men netop sikkerheden ved det nye system er blevet kritiseret af mange.

Årsagen er, at NemID gemmer både den offentlige og private nøgle ét sted. Det gør en række ting nemmere at håndtere, men betyder også, at skulle systemet blive kompromitteret, så vil de ubudne gæster have fuld adgang til alles NemID.

Flickr - raindog808

Illegale filmsites lukket af amerikanske myndigheder

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Orange

I USA har MPAA (Motion Picture Association of America) i samarbejde med de amerikanske myndigheder, netop gennemført “Operation In Our Sites”, en operation MPAA kalder den største af sin slags til dato.

Operationen gik ud på at slå ned på ni forskellige hjemmesider, der alle tilbyder brugere at se film, hvoraf de fleste er illegale kopier, som de ikke har rettighederne til. Det drejede sig om siderne TVshack.net, Movies-Links.tv, FilesPump.com, Now-Movies.com, PlanetMoviez.com, ThePirateCity.org, ZML.com, NinjaVideo.net og NinjaThis.net.

Flere af hjemmesiderne er meget besøgte og giver adgang til en lang række film, heriblandt den helt nye Toy Story 3, der først fik premiere i USA for to uger siden.

Aktionen markerer et skifte i jagten på ulovlige kopier fra myndighederne, der tidligere har haft mere fokus på salg via fysiske medier. Det er et skifte man er meget glade for hos MPAA.

Kevin Suh, MPAA skrev:
Their (myndighederne – red.) shift in focus toward this kind of enforcement is extremely positive.

SXC - clix

Regulering af TDC-fiber på vej

- Via IT- og Telestyrelsen - , redigeret af Net_Srak

TDC sidder på hele kobbernettet i Danmark og tungt på store dele af kabel-tv-nettet. Med opkøbet af en del af Dongs fibernet, har de også et betydelig del af det danske fibernet.

Telegiganten tillader i forvejen at konkurrenter kan benytte deres fibernet, men nu er der udsendt et udkast til en afgørelse, at det skal under offentlig regulering.

Finn Petersen, vicedirektør i IT- og Telestyrelsen skrev:
Vi er glade for, at TDC har valgt at holde sit nye fibernet åbent, men uagtet det er det nødvendigt at få fibernettet ind i de samme regulatoriske rammer som kobbernettet.

Udkastet stammer fra It- og Telestyrelsen og kommer efter bl.a. Forbrugerrådet anmeldte TDC til Konkurrencestyrelsen i november sidste år, for at undersøge, om loven blev fulgt.

Hele afgørelsen fra It- og Telestyrelsen kan læses her.

Google

Google i færd med at opkøbe flytrafik-baseret data-selskab

- Via The Register - , redigeret af Pernicious , indsendt af kastrup

For intet mindre end 700 millioner dollars, har Google nu tænkt sig at opkøbe data-selskabet ITA Software, der beskæftiger sig med flytrafik.

Mere specifikt beskæftiger ITA Software sig med diverse algoritmer omhandlende priser, tider, destinationer og andre informationer, som kan være nyttige omhandlende kommerciel flytrafik. Deres software bliver blandt andet brugt af flere større amerikanske flyselskaber, som bruger det til at holde styr i deres reservationssystemer.

Google har ikke tænkt sig at bruge opkøbet til at møve sig ind på markedet for salg af billetter, eller andre lignende salgs-fokuserede markeder, men laver derimod opkøbet for at kunne tilbyde bedre søgeresultater på flyrejser.

Med opkøbet vil Google nemlig kunne tilbyde store mængder informationer omkring en lang række flyruter, og flytrafik generelt. Det vil kunne hjælpe folk med at bestemme sig for hvilke billeter de skal skaffe sig og hvor de vil skulle købe dem, hvilket vil betyde faste besøgende hos Google, da informationen ikke vil være tilgængelig i samme omfang andre steder.

Finland

Finland har gjort bredbånd til en menneskeret

- Via Comon - , redigeret af Pernicious

I går kom dagen, hvor alle finnere pr. lov skal have adgang til internettet.

Med det menes der ikke, at alle folk skal have gratis internet, eller direkte tilgang til det, men at alle i Finland skal have tilgang til en internetforbindelse, der ikke ligger mere end maks to kilometer væk fra deres bopæl. Omkring 2000 husstande er dog undtaget fra dette, i det at de ligger i øde områder, som f.eks. små øer.

Forbindelsen skal desuden være på mindst 1 mbit/s, og Finlands regering har lovet, at senest i 2015 vil alle landets borgere have adgang til en forbindelse på 100 mbit/s.

Det at alle skal have tilgang til en forbindelse på 1 mbit/s er måske ikke noget revolutionerende. Op imod 96 % af landets befolkning i forvejen har adgang til nettet, men det at det nu defineres som en menneskeret gør, at selvom der skulle være stemning fra politisk side for at indføre en 3-strikes-regel, eller andre metoder, der vil fjerne borgernes netadgang, så vil det være utrolig svært at få gennemført.

N. Husted/J. S. Nørskov/K. Pedersen

Smartphone viser huset før det er bygget

- Via Comon - , redigeret af Avenger- , indsendt af Adagio

Ved at kombinere smartphones med tomme byggegrunde og en god omgang augmented reality er det lykkedes tre datalogistuderende fra Aalborg Universitet at opnå topkarakterer i deres afgangsprojekt.

Når kommende husejere starter helt fra bunden med først at købe en grund, så kan det være svært at forestille sig, hvordan ens ønskehus kommer til at se ud på grunden. Dette problem har de tre studerende, Niels Husted, Jacob Schmidt Nørskov og Kenneth Pedersen løst.

Ifølge Comon har de i samarbejde med byggefirmaet Vendia-Huset A/S testet deres løsning de seneste par måneder, hvor købere kan hente et lille program til deres smartphone, der så placerer et hus på grunden, de overvejer at købe.

Det er muligt via programmet at skifte materialer og farver ud på huset, så man får en idé om, hvordan det vil se ud i forhold til omgivelserne.

Afgangsprojektet har, udover at have sikret topkarakterer, vakt en del interesse, hvorfor de tre studerende nu overvejer at lave deres eget firma baseret på projektet.

Linux

Dansk fejlsøgningssoftware anerkendt af linuxudviklere

- Via Version2 - , redigeret af Avenger- , indsendt af arne_v

Når det kommer til softwareudvikling, vil der altid opstå fejl, og der findes mange værktøjer, som kan hjælpe med at finde og eliminere disse. Et af dem er Coccinelle, der bl.a. er udviklet i Danmark.

Coccinelle er netop blevet inkluderet i Linux-kernens udviklingstræ, hvilket er en stort skulderklap til softwaren og ikke mindst til udviklerne bag. En af dem er Rene Rydhof Hansen, adjunkt ved Institut for Datalogi på Aalborg Universitet, og til Version2 oplyser han, at det sikkert vil få flere til at benytte værktøjet.

Rene Rydhof Hansen til Version2 skrev:
Det ser vi som en klar blåstempling fra udviklerne af Linux-kernen, og det betyder nok, at flere udviklere vil begynde at bruge Coccinelle fremover.

Inkluderingen i udviklingstræet betyder ikke, at Coccinelle bliver en del af selve kernen, men at det bliver muligt at køre Coccinelle på et udviklersnapshot af kernen, da den nødvendige funktionalitet til dette er tilføjet de såkaldte Make-filer.

Coccinelle har gennem tiden stået bag mere end 600 fejlrettelser til Linux-kernen.

Pixel Qi

Nu kan du bruge din netbook ved stranden

- Via Pixel Qi -

I starten af marts kunne firmaet Pixel Qi annoncere, at de ved udgangen af andet kvartal i år, ville lancere lcd-paneler baseret på deres hybrid-skærmteknologi, som tillader panelet at fungere som både alm. lcd-panel og reflektiv skærm.

Med den mindst mulige margin, kunne firmaet i går oplyse, at de nu var klar med det første panel. Det har fået navnet 3qi og er på 10,1″, hvorfor det er tiltænkt netbooks.

Den nye skærm kommer som et gør-det-selv-sæt, så det ifølge Pixel Qi ikke skulle være meget vanskeligere at skifte skærmen i sin bærbare computer, end det er at skifte en elpære.

Når skærmen arbejder i sin reflektive tilstand, vil den ikke benytte baggrundsbelysning, og er derfor være meget energibesparende, men kræver i stedet en ekstern lyskilde, som f.eks. solen.

Prisen for Pixel Qi-panelet er på 275 dollars.

Microsoft Corporation

Microsoft dropper nylanceret Kin-telefon

- Via Gizmodo - , redigeret af Avenger-

Det er blot to måneder siden, at Microsoft, under stor mediebevågenhed, lancerede to mobiltelefoner, Kin One og Kin Two, der henvendte sig til unge, og havde fokus på sociale medier. Nu bliver telefonerne aflivet.

Årsagen skulle være et elendigt salg, der ifølge nogle rygter blot tæller 500 solgte telefoner. Det betyder også, at planerne om en europæisk lancering er lagt på hylden.

Holdet, der stod bag udviklingen af telefonerne, er i stedet blevet en del af Windows Phone 7-afdelingen, hvor de nu vil bruge deres kræfter på at forbedre denne platform.

Der er stadig en del telefoner på lager og til salg i USA, og disse vil ikke blive fjernet fra hylderne. I stedet vil Microsoft fortsætte samarbejdet med Verizon, der for nyligt sænkede prisen på telefonen til det halve.