mboost-dp1

Flickr - Billogs

Rambus vil forhindre salg af Nvidia-produkter i USA

- Via EETimes - , redigeret af Net_Srak

Det er ikke nogen hemmelighed, at firmaet Rambus håber på at score kassen ved at anlægge retssager mod flere virksomheder, en af disse er Nvidia.

I juli hev Rambus Nvidia i retten, hvor de anklagede dem for at bryde flere af deres patenter på RAM-teknologi, 17 styk i alt. Ikke overraskende valgte Nvidia at kæmpe imod, hvorfor der ikke er fundet en løsning endnu, og det har fået Rambus til at skrue bissen på.

Rambus har bedt den amerikanske del af den Internationale Handelskommision (ITC) om at forhindre import af Nvidia-produkter til USA, der forbryder sig mod deres patenter. Det drejer sig om produkter, der indeholder en hukommelseskontroller til DDR, DDR2, DDR3, LPDDR, GDDR, GDDR2 og GDDR3 RAM. Det vil ramme næsten alle vigtige produkter, Nvidia laver, som grafikchips og chipsæt til bundkort.

ITC har nu 30 dage til at finde ud af, om de vil starte en undersøgelse på baggrund af klagen. Vælger ITC, at Rambus har ret, så vil det ramme en lang række virksomheder, der alle anvender Nvidia-chips i deres produkter, heriblandt Asus, BFG, Biostar, Gigabyte, HP, MSI og Palit.

Flickr - o2ma

Ansat stjal for milliarder fra Intel

- Via SiliconValley - , redigeret af Pernicious

En ingeniør, som tidligere var en ansat hos Intel, er nu blevet tiltalt for at have stjålet forskningshemmeligheder i milliardklassen. Ingeniøren Biswamohan Pani havde tidligere sagt op hos Intel i Californien, men havde i en periode stadig adgang til systemer hos Intel. Perioden blev brugt til at skaffe sig adgang til forretningshemmeligheder til en anslået værdi på cirka 1 milliard dollars, eller cirka 5,8 milliarder kroner.

Dette skete i en periode, hvor Pani brugte sin resterende ferie, i hvilken han angiveligt skulle have søgt efter nyt arbejde. Derfor var han også stadig på lønningslisten hos Intel og havde stadig adgang til deres interne systemer. Hvad de ikke vidste hos Intel, var, at han i den periode allerede havde fået arbejde hos konkurrenten AMD og var derfor lønnet af begge firmaer.

FBI har fastslået, at AMD ikke var klar over Panis forbrydelse, da han ikke ville sælge oplysningerne, men bruge dem til langt hurtigere at avancere i graderne hos AMD. Pani risikerer op til 10 års fængsel.

Cisco Systems Inc.

WPA-kryptering er ikke længere sikker

- Via Computerworld - , redigeret af Net_Srak

I næste uge afholdes der i Tokyo en sikkerhedskonference ved navn PacSec, og der er allerede nu spænding omkring et af foredragene, som vil blive afholdt. Det drejer sig om et foredrag af tyske Erik Tews, der vil snakke om sikkerheden i WPA.

WPA (Wi-Fi Protected Access) anvendes som som sikkerhed i trådløse netværk og bliver mere og mere udbredt som afløser for WEP, der i dag ikke længere anses som værende sikker.

Interessen for Tews er stor, fordi det er lykkedes ham at bryde WPA-krypteringen, og det på blot 12 til 15 minutter, en opgave man hidtil har antaget ville tage meget længere tid. En måde at bryde WPA er et såkaldt dictionary-angreb, hvor man prøver at gætte nøglen, men det er ikke denne metode, Tews har anvendt.

Tews har sammen med kollegaen Martin Beck fundet en metode til at bryde nøglen i TKIP-systemet (Temporal Key Integrity Protocol) ved at anvende en egenudviklet algoritme, der er meget mere effektiv end hidtidige algoritmer.

Ud over at offentliggøre detaljer om metoden til PacSec, så forventer Tews at udgive en rapport om emnet inden for nogle måneder.

ISRO

Indisk rumsonde når månen i morgen

- Via Science Daily - , redigeret af Pernicious

Den 22. oktober blev Indiens første mission i rummet, med Månen som destination, en realitet, da rumsonden Chandrayaan-1 blev opsendt. Chandrayaan-1 er bygget til et projekt af den indiske rumforskningsorganisation, Indian Space Research Organisation (ISRO), hvor 3 ud af de 11 videnskabelige instrumenter er europæiske.

Lige siden opsendelsen har sonden været i kredsløb om jorden, men ved hjælp af dens raketmotorer er dens bane blevet gjort større og større, for så til sidst at kunne slynge sonden mod Månen.

Tirsdag den 4. november havde sonden den seneste affyring, hvilket gjorde, at dens kurs bliver så langstrakt, at den vil komme i en overførelsesbane, som vil bringe den til Månen. Ifølge planen vil Chandrayaan-1 nå Månen i løbet af i morgen, den 8. november. For at få en kurs om månen vil sondens motorer bremse dens fart nok, til at månens tyngdekraft vil trække sonden i kredsløb.

I starten vil turen om månen være meget langstrakt for så til sidst at blive justeret nok til at komme i en cirkulær bane 100 km over månens overflade. Opgaven for Chandrayaan-1 vil være at undersøge vores solsystems dannelse og udvikling frem til i dag, med månen i fokus.

No Thumbnail

Hackere kan straffes med døden i Pakistan

- Via Reuters - , redigeret af Pernicious

I Pakistan sætter de hårdt mod hårdt og har nu meddelt, at præsident Asif Ali Zadari har gjort det muligt at straffe hackere med dødsstraf eller putte dem i fængsel på livstid.

Bistår en hacker til en terrorhandling, der forårsager dødsfald, f.eks. ved at skaffe dokumenter om fremstilling af våben, der senere bliver anvendt, så vil vedkommende kunne straffes på lige fod med terroristerne.

Loven skal gælde alle personer, der har hjulpet terrorister i Pakistan, hvad enten man er pakistaner eller ej, og ligegyldigt om man befinder sig i Pakistan eller ej på gerningstidspunktet.

Samtidigt med indførslen af dødsstraf for cyberterrorisme, så strammede Pakistan strafferammen for en række andre mindre alvorlige it-relaterede forseelser, til at kunne give op til 10 års fængselstraf.

Aalborg Universitet

Menneskestor robot skal gå i Aalborg

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Pernicious

I Aalborg har et hold studerende på Aalborg Universitet de seneste to år været i gang med at udvikle en robot på størrelse med et menneske, der skal kunne gå som et menneske.

Robotten, der har fået navnet AAUBOT1, er endnu ikke færdigbygget, men det forventes, at den vil tage sine første skridt til foråret 2009. Målet er, at AAUBOT1 skal gå på samme måde som et menneske.

I udlandet er man allerede langt med at lave tobenede robotter, der kan gå som mennesker, men her står der ofte pengestærke virksomhedder bag, ressourcer som de ikke har i Aalborg. Således har AAUBOT1 indtil videre kun kostet 300.000 kroner at udvikle og bygge.

Ved at udvikle AAUBOT1 håber lektorer og studerende at opnå viden, der evt. kan bruges til udviklingen af kunstige lemmer.

Cisco Systems Inc.

Cisco også i nedgang pga. finanskrisen

- Via Physorg - , redigeret af Pernicious

Finanskrisen raser, og det antages, at det især er små firmaer, der bliver ramt mest, men nu kan Cisco, verdens største producent inden for netværksudstyr, også melde, at de har fået krisen tæt ind til livet.

John Chambers fra Cisco har udtalt, at på grund af et mere eller mindre komplet ophold i ordrer, forventer Cisco nu at omsætte for op til 1,5 milliarder dollars mindre end hidtil planlagt. Analytikere havde forventet en omsætning på 10,4 milliarder dollars, men Cisco mener, det reelle tal kommer til at ligge mellem 8,85 til 9,34 milliarder dollars.

Som reaktion på den forventede lavere omsætning forventer Cisco flere udgiftsbesparelser. Det skal blandt andet ske ved at mindske antallet af nyansættelser, skære ned på marketingsbudgettet og rejseomkostninger. I alt håber Cisco på den måde at kunne spare 1 milliard dollars.

Yahoo

Yang: Microsoft er det bedste for Yahoo!

- Via Computerworld - , redigeret af Emil

Yahoo har over den seneste tid forhandlet om en reklameaftale med Google, en aftale der i går brød sammen, da Google vendte Yahoo ryggen og brød forhandlingerne. Som følge heraf udtaler Yahoos direktør, Jerry Yang, nu, at en Microsoft-overtagelse af Yahoo ville være det bedste for virksomheden, og at firmaet er villig til at indgå forhandlinger om salg til en pris under den, Microsoft afviste i foråret.

Observatører mener, at de mislykkede forhandlinger med Google kan ende med at koste Yahoo livet og måske tvinge dem til at sælge til Microsoft eller et firma som AOL.

Stan Schroeder, blog på Mashable skrev:
Yahoo definitely pulled the shortest straw here […] The real winner is, once again, Google, who interfered just enough to weaken both Microsoft and Yahoo as much as possible with virtually no downsides. Well played.

Andre analytikere spår dog Yahoo gode chancer for at fortsætte som et selvstændigt firma, eftersom hverken AOL eller Microsoft har haft stor succes med at drive online netværks- og medievirksomhed, hvor Yahoo har klaret sig væsentligt bedre.

No Thumbnail

Microsoft forærer software til iværksættere

- Via Computerworld - , redigeret af Emil

Microsoft har iværksat et koncept ved navn BizSpark, hvor de satser på at fremme deres webudviklingssoftware til iværksættere. Ideen er et modsvar til open-source-programmerne, som er ved at vinde frem.

BizSpark henvender sig hovedsageligt til iværksættere af nye webbaserede virksomheder. Markedet for open-source-programmer er i støt vækst, og blandt andet med Google og Salesforce.coms nye “Cloud”-platforme har Microsoft mødt større konkurrence end tidligere. Microsoft tilbyder 3 års gratis licens af forskellige systemer som blandt andet Visual Studio, SQL Server og forskellige Windows Server-produkter. Microsoft håber med projektet at kunne påvirke kunder til at fortsætte med at bruge Microsoft-produkter.

Softwaregiganten har i forvejen tilbudt gratis software til nyopstartede udviklere i form af Express-versioner, men med BizSpark får disse virksomheder nu muligheden for de fulde versioner uden omkostninger.

newz.dk

Den Store Danske Encyklopædi bliver gratis

- Via dr.dk - , redigeret af Emil

Forlaget bag Den Store Danske Encyklopædi, Gyldendal, har valgt at gøre net-adgangen til leksikonet gratis fra februar næste år.

Cliff Hansen, forlagschef i Gyldendal Digital, til dr.dk skrev:
Vi har set, at vores nuværende ordning, hvor man betaler for at læse i leksikonet, ikke giver nogen eksponering. Vi har for få brugere

Når vi bliver gratis, kan vi findes på Google. Og Google er indgangen til informationssøgning på nettet. Man skal være der

Alle artikler bliver tilgængelige, og der vil også blive en mulighed, for at folk selv kan tilføje artikler, som dog skal godkendes af eksperter inden for området.

Den nye indtægt skal komme i form af annoncevisninger, og ambitionen er at komme i top 10 over mest besøgte sider i Danmark.