mboost-dp1

Zepto A/S

Zepto klar med computer til over 40.000 kroner

- Via Zepto - , redigeret af Net_Srak

Selvom finanskrisen raser, holder det ikke den danske computerproducent Zepto tilbage med at lancere en ny bærbar computer til de, der har dybe lommer.

Startprisen for den nye computer, der har fået navnet Hydra, er på lige under 15.000 kroner og kan så udvides, til man når topkonfigurationen og en pris på over 40.000 kroner.

Udgangspunktet er en bærbar med 17″ skærm (1920×1200), Nvidia GeForce 9800M GTX grafikkort med 1 GB hukommelse, 2 GB RAM, 160 GB harddisk og Core 2 Duo P7350 processor.

Den helt store prisstigning kommer, hvis man ønsker 8 GB RAM og Intels Core 2 Extreme X9100 3,06 GHz processor.

Hos Zepto ved de godt, hvem de henvender sig til med den nye laptop.

Lasse Frost skrev:
Med Hydra skiller vi fårene fra bukkene og tilbyder verdens kraftigste notebook med et utal af opgraderingsmuligheder. Vi har udviklet Hydra specielt til de gamere, som aldrig går på kompromis, og som kun vil have det bedste af det bedste.

SXC - blacktom1

Indien har startet månemission

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Tidligere i dag lettede en raket fra Indiens Satish Dhawan rumfartscenter med kurs mod Månen, dermed følger Indien i fodsporene på lande som USA, Rusland, Kina og Japan om at udforske vores nærmeste nabo i rummet.

Med om bord på raketten er rumsonden Chandrayaan-1, der efter planen skal kredse om månen de næste 2 år, hvor den skal udføre en række eksperimenter.

Et af eksperimenterne er affyringen af en lille sonde ned i overfladen af månen, som skal hvirvle støv og sten op, der derefter skal analyseres for indhold af blandt andet Helium 3, der i fremtiden kan blive en vigtig energikilde til fusionsreaktorer.

Selve mission har “kun” kostet 79 millioner dollars, væsentligt mindre end missionerne fra Kina og Japan, men stadig meget i et land, hvor flere 100 millioner mennesker lever i fattigdom.

Der kan læses mere om missionen her.

Forbrugerstyrelsen

Webhoteller kritiseres for urimelige vilkår

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Folmani

Skal man have en hjemmeside, så findes der mange forskellige webhoteludbydere i Danmark, nogle er billige, mens andre koster mere. Fælles for flere af dem er, at deres kundevilkår ikke altid er så gode.

Hos flere webhoteller bliver man som kunde bundet til en bindingsperiode på et år, og husker man ikke at opsige sit abonnement i op til 2 måneder før næste abonnementsperiode, så skal man betale for endnu et år.

Hos Surftown.dk fik man sidste år en henvendelse fra forbrugerombudsmanden vedrørende deres vilkår, hvilket fik dem til at ændre disse. Hos Surftown er man sure over, at andre webhoteller ikke får samme besked.

Hos Forbrugerstyrelsen er man godt klar over, at der er et problem i branchen, men man har valgt at afvente en ny lov, der skal løse problemet, idet man har vurderet, at der ikke er ressourcer i styrelsen til selv at løfte opgaven.

Den nye lov, der forventes at træde i kræft til december, vil maksimalt tillade en bindingsperiode på 6 måneder, ligesom opsigelsesvarslet vil blive sat til 1 måned.

No Thumbnail

IT- og Telestyrelsen har rod i statistikken

- Via Berlingske Business - , redigeret af Net_Srak , indsendt af vandfarve

Når politikere og andre beslutningstagere skal tage beslutninger omkring telerelaterede emner, læner de sig ofte op af statistikker lavet af IT- og Telestyrelsen omkring danskernes televaner.

Det har nu igen vist sig, at der er fejl i statistikkerne, efter at videnskabsminster Helge Sander indrømmede fejlene i mandags.

Bl.a. viser statistikkerne, at der er 19.000 flere, der modtager tv, internet og telefoni via fiber, uden om teleselskaberne, end der reelt er – en afvigelse på 26 % i forhold til det virkelige tal.

Endnu værre bliver det, når man kigger på, hvor mange der har kabel-tv. Her angives Canal Digitals 715.851 parabolkunder som havende kabel-tv, hvilket gør Canal Digital til landets næststørste kabel-tv-selskab, uden overhovedet at have noget med kabel-tv at gøre.

Oplysningerne om de forkerte tal vækker bekymring flere steder, bl.a. hos Enhedslistens it-ordfører, Per Clausen, der ønsker at spørge videnskabsministeren om, hvordan der kan sikres korrekte tal.

SXC - Spy-Seth

Webkamera med flydende linse

- Via Heise - , redigeret af Net_Srak

Verdens første konsum-produkt med en flydende linse er på vej ud på verdensmarkedet og kan findes i et webkamera fra den kinesiske producent Shenzhen Akkord Electronics.

Webkameraet, der kommer i to udgaver, en på 1,3 megapixel og en på 2 megapixels, anvender en flydende linse fra den franske producent Varioptic. Med en flydende linse kan et kamera fokusere ved blot at ændre formen på linsen og kan derved spare plads ved at undvære den mekanik og ekstra linser, et autofokussystem ellers har brug for.

Den flydende linse består af to væsker, inderst er der vand, og uden om det er der olie. Det hele er placeret i en lille beholder tilsluttet et par elektroder. Ved at ændre spændingen på elektroderne kan formen på linsen ændres og dermed fokus.

Webkameraerne er prissat til henholdsvis 22 dollars og 24 dollars.

Logitech

Tastaturer kan aflyttes

- Via EPFL - , redigeret af Emil

Det er lykkedes to forskere fra EPFL, Det Schweiziske Institut for Teknologi, med billig teknologi at aflytte tastaturer op til 20 meter og igennem vægge. Utroligt nok er det ikke trådløse tastaturer, der er tale om, men almindelige PS/2 og USB-tastaturer samt tastaturer i bærbare computere.

De elektriske komponenter i tastaturerne udsender elektromagnetisk stråling, og det er denne stråling, forskerne er i stand til at aflytte. Det demonstreres i to videoer, som du kan se ved at følge linket til kilden.

We conclude that wired computer keyboards sold in the stores generate compromising emanations (mainly because of the cost pressures in the design). Hence they are not safe to transmit sensitive information. No doubt that our attacks can be significantly improved, since we used relatively unexpensive equipments.

De testede 11 tastaturer, der alle kunne aflyttes ved at benytte mindst en ud af fire forskellige metoder.

SXC - barunpatro

UFO-filer offentliggjort af Englands regering

- Via National Archives - UFOs - , redigeret af Pernicious

Diverse mistænkelige ting blev set under Den Kolde Krig, mange mennesker påstår at have set UFO’er, og der går mange mange rygter deromkring.

Det har længe været ment, at der måtte være diverse rapporter om hændelser, hvor en UFO er blevet set – og nu har Englands regering frigivet flere tidligere hemmeligstemplede rapporter.

Rapporterne dækker perioden 1986-1992 og omhandler alt lige fra begivenheder over lufthavne til satellitter og bortførelser.

Følg linket for at se alle rapporterne.

Microsoft Corporation

Global antipirat-dag

- Via Microsoft - , redigeret af Emil

Verdens største softwarevirksomhed, Microsoft, har udnævnt dagen i dag til global antipirat-dag. Dagen er startskuddet på en række aktiviteter i 49 forskellige lande, der skal skabe større opmærksomhed på illegale kopier af software.

Formålet er i første omgang at sætte fokus på den software, som forbrugere og virksomheder køber i udlandet, der mange gange ikke er lovlige kopier, selvom man modtager et fysisk produkt, der minder om det originale.

Hos Microsoft Danmark gør Anne-Mette Stoltze, ansvarlig for bekæmpelse af piratkopiering, opmærksom på, at det kan blive en dyr fornøjelse at forsøge at spare penge ved at købe billige produkter i udlandet.

Anne-Mette Stoltze skrev:
Mange ved ikke, at når tolderen får fingre i den piratkopierede software, bliver produktet konfiskeret, og forbrugeren mister de betalte penge. Derudover kan forbrugeren i yderste konsekvens blive erstatningsansvarlig i forbindelse med installation og brug af softwaren, da installation og efterfølgende brug af piratkopieret software udgør en overtrædelse af ophavsretsloven. Så det kan være dyrt sparede penge.

ASUSTeK Computer Inc.

ASUS’ direktør taler ud om Eee PC

- Via laptopmag.com - , redigeret af Emil

Hos hjemmesiden Laptopmag.com har de haft en snak med den administrerende direktør for ASUS, Jerry Shen, omkring deres Eee PC. Samtalen kommer ind på mange aspekter, både salgstal, nye markeder og kommende produkter.

Til dato har ASUS solgt sammenlagt næsten 4 millioner Eee PC-produkter, hvilket får Shen til at mene, at målet på 5 millioner solgte enheder i år er muligt at opnå.

Med så mange solgte enheder kunne man tro, at ASUS’ salg af almindelige bærbare computere ville lide, men ifølge Shen så er det ikke tilfældet. I mange lande, hvor ASUS ikke har haft en stor tilstedeværelse, er de blevet mere kendte på grund af Eee-produkterne, og det har haft en afsmittende effekt på salget af deres andre produkter.

Med den store succes vil ASUS fortsætte med at udvikle nye Eee PC’ere, en af dem er en udgave med berøringsfølsom skærm, der, som tidligere nævnt, vil komme i starten af næste år. Shen kan desuden oplyse, at de ikke har planer at lave en Eee PC med Windows Vista, men springer Vista over til fordel for Windows 7, hvilket, han regner med, vil ske i andet halvår 2009.

Bang & Olufsen

B&O dropper mobiltelefoner og MP3-afspillere

- Via Politiken - , redigeret af Pernicious

Først på året blev B&O’s daværende direktør fyret, efter et katastrofalt regnskab, og det har derfor også været et år med forandringer for B&O, der skulle vende de røde tal på bundlinjen til sorte.

Men tidligere på måneden kom så finanskrisen samt meldingen om et katastrofalt regnskab, hvor det blev offentliggjort, at selskabet i de første tre måneder havde haft et underskud på 58 millioner kr. før skat.

Nu har B&O iværksat en ny strategiplan, der betyder fyringer for 165 medarbejdere samt nedlæggelse af en lang række stillinger.

Oveni dette kommer en, for nogle, lidt kedelig meddelelse, eftersom B&O vælger at gå tilbage til kernen i virksomheden, radio-tv, og dermed bliver der ikke længere plads til selv at udvikle mobiltelefoner eller MP3-afspillere.