mboost-dp1

Microsoft Corporation

“Windows Cloud” lancering om fire uger

- Via ZDNet |UK| - , redigeret af Net_Srak , indsendt af m910q

Microsofts direktør Steve Ballmer har offentliggjort at der om fire uger, til deres udviklerkonference i Los Angeles, vil blive lanceret en ny udgave af Windows. Den nye version har ifølge Ballmer ikke fået et officielt navn endnu, men han kalder det Windows Cloud.

Ordet Cloud refererer til begrebet cloud-computing, der er en anden måde at afvikle applikationer på end den traditionelle. I stedet for at afvikle en applikation direkte på en computer, så afvikles de i en sky af servere, man så tilgår med en klient. Det kan f.eks. være webapplikationer man tilgår med en browser.

Til at håndtere skyen, der kan bestå af mange servere, både fysiske og virtuelle, har Microsoft udviklet Windows Cloud. Formålet er blandt andet, at gøre det nemmere at udvikle applikationer, der kan fungere i et cloud-computing miljø.

Advanced Micro Devices, Inc.

AMD’s AM3 CPU vil virke med AM2 bundkort

- Via Fudzilla - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Xill

AMD lancerer snart nye processorer, der som de første vil være lavet ved hjælp af en 45nm produktionsteknologi. Ud over den mindre transistorafstand, så vil processorerne understøtte DDR3 RAM hvilket betyder, at de skal anvende en ny sokkel kaldet AM3.

Der er ikke nogen fysisk forskel i pin-layoutet mellem AM3 og den ældre AM2 sokkel, blot understøtter AM2 ikke DDR3 RAM. Til forskel fra Intel har AMD valgt også at bevare DDR2 kontrollere i processorene, det betyder, ifølge hjemmesiden Fudzilla, at det er muligt at anvende en af de nye processorer i et bundkort med en AM2 sokkel.

Oplysningerne kommer ikke officielt fra AMD, så de skal tages med et lille gran salt. Den endelige bekræftelse vil senest komme i slutningen af året, hvor AMD’s første 45nm Deneb quad-kerne processor lanceres.

Dell

Køb en computer med præinstalleret film

- Via TechCrunch - , redigeret af Emil , indsendt af MiniatureZeus

Dell og Paramount Pictures har indgået en aftale, der går ud på, at man kan købe film, når man køber en ny computer. Filmene vil så blive lagt på harddisken, inden maskinen sendes til kunden.

Til at starte med er der kun tale om filmen Iron Man, der kan købes med Dells Inspiron, Studio og XPS-computere ved at lave det som et tilvalg under købsprocessen. Filmen koster 20 dollars, og der medfølger samme ekstramateriale som på dvd’en.

Man vil have mulighed for at brænde filmen ud, men den er beskyttet af DRM, så dette kan kun gøres én gang.

SXC - Obscenity

Forskere udvikler tænkehat

- Via Daily Mail - , redigeret af Emil

I et australsk eksperiment, er en gruppe forskere i gang med at udvikle, hvad der kan ligne Georg Gearløs’ tænkehat.
Hatten fungerer ved at undertrykke aktiviteten i venstre hjernehalvdel, der opfatter vores omgivelser i det store hele. Dette fører til øget aktivitet i højre hjernehalvdel, der er mere detaljeorienteret.

Eksperimentet er inspireret af savanter som Dustin Hoffmans “Rain Man” fra filmen af samme navn. Det er nogle af de talenter, der også ses i savanterne, som forskerne fra Sidney University har formået at kunne fremkalde i korte perioder hos andre folk.

I eksperimenter med frivillige har hatten blandt andet fremkaldt mere kreative evner ved nogle af deltagerne. Flere frivillige var også i stand til hurtigt at estimere antallet af prikker vist på en skærm. Effekten har dog vist sig at forsvinde igen inden for en times tid.

SXC - IndianSumm

Fujitsu måske på vej ud af harddisk-branchen

- Via Channel Register - , redigeret af Emil

Verdens sjette-største producent af harddiske, Fujitsu, overvejer, hvad de skal gøre med deres afdeling, der udvikler og producerer harddiske. Et rygte inden for branchen lyder, at de vil sælge det hele.

Den mulige køber skulle efter sigende være Western Digital, der i dag er nummer 2 på listen over harddiskproducenter, med en markedsandel på 22 %, kun overgået af Seagate, der har en markedsandel på 34 %.

Hos Western Digital ønsker man ikke at kommentere på rygter, men der spekuleres i, at WD vil kunne bruge den ekstra produktionskapacitet. For tiden er kampen på harddiskmarkedet hård, avancen for en harddisk er meget lille, hvorfor det er vigtigt at kunne lave mange af dem.

newz.dk

Netneutralitet skal sikres med fri konkurrence

- Via EPN.dk - , redigeret af Emil , indsendt af MiniatureZeus

På den nyligt overståede konference for neutralitet på internettet, Network Neutrality-konferencen, der fandt sted i København, gik debatten på, om internettet på nogle områder skal begrænses eller ej.

For at undgå begrænsningerne og sikre et neutral internet, så mener Matthias Kurth fra den tyske telestyrelse (Die Bundesnetzagentur), at der skal sikres konkurrence på netværksområdet.

Baggrunden for debatten er blandt andet, at en meget lille del af brugerne på internettet anvender en forholdsvis stor del af kapaciteten, derfor er argumentet, at disse brugere skal have begrænset deres adgang. Et andet argument er, at de tunge internettjenester, der f.eks. streamer lyd og video, skal have pålagt begrænsninger.

Det samlede argument for at indføre disse begrænsninger er, at det vil give en bedre oplevelse for flertallet af brugerne på nettet. Modstanderne af disse begrænsninger mener, at sådanne restriktioner vil dæmpe innovationen og begrænse den fri færden på nettet.

Flickr - dweekly

The Pirate Bay truer med at sagsøge over krænkelser af ophavsret

- Via TorrentFreak - , redigeret af Emil

I en rapport fra De Svenske Bogudgivere viste det sig for nyligt, at 85 % af de svenske Bestsellere var at finde på The Pirate Bay. I rapporten oplyser de videre, at de har måtte skrive et specielt program til at lænse The Pirate Bays database for at indsamle oplysningerne.

Dette har fået en af skaberne af TPB, Peter Sunde, til i spot at lægge sag an mod De Svenske Bogudgivere i bedste RIAA-stil.

Peter Sunde skrev:
The Pirate Bay actually owns the copyright to its own database of torrents. I called them up and asked them to present more information about the technical things, so we can send them an invoice if they don’t want to be dragged into court.

Sony

Sony lancerer Vaio i Danmark

- Via Comon - , redigeret af Emil , indsendt af MiniatureZeus

I uge 43 vil det for første gang være muligt at købe Sonys eksklusive serie af bærbare computere kaldet Vaio her i Danmark. Det sker 10 år efter, Sony lavede den første Vaio-computer.

Til at starte med vil Sony introducere to modeller på det danske marked, der har navnene VGN-FW21Z og VGN-FW21M. Begge computere vil have en startpris på over 10.000 kroner.

For pengene får man i M-modellen en computer udstyret med en Intel Core 2 Duo P8600 2,4 GHz CPU, 4 GB RAM, 400 GB harddisk, Blu-ray-brænder, ATI Mobility Radeon HD 3470 256 MB, 16,4″ WXGA (1600×900)-skærm.
I Z-modellen er harddisken på 500 GB, processoren er en Core 2 Duo T9400 2,53 GHz og grafikkortet et ATI Mobility Radeon HD 3650 256 MB, 16,4″ (1920×1080)-skærm, resten er det samme.

CERN

Amerikansk domstol afviser sag mod LHC

- Via The Register - , redigeret af Emil

I Hawaii har en domstol valgt at droppe en sag anlagt af amerikaneren Walter Wagner, der mener, at sikkerheden bag verdens største fysikeksperiment, LHC (Large Hadron Collider), ikke er god nok.

Wagner valgte at sagsøge CERN, fordi der eksisterer en teoretisk risiko for, at verden kan gå under i forbindelse med forsøgene i den kraftige partikelaccelerator. Han mener, LHC kan frembringe enten små sorte huller, der vil opsluge jorden, magnetiske monopoler eller såkaldte Strangelets.

Dommeren afviste sagen med henvisning til, at den faldt uden for målet af den amerikanske miljølovgivning, hvilket var, hvad Wagner forsøgte at anvende som baggrund til at stoppe LHC.

Sanyo

Ny batteriteknologi på vej fra Toshiba

- , redigeret af Emil

Toshiba nøjes ikke med at forske i brændselscelle-teknologi til at erstatte batterier, men forsker også i at forbedre den nuværende batteriteknologi.

De japanske forskere fra firmaet har udviklet et batteri, der kan oplades meget hurtigere end nuværende batterier og op 5 til 10 gange så mange gange. Batteriteknologien kalder de Super Charge Ion Battery (SCIB) og kan oplades til 90 % kapacitet på blot 10 minutter. Hvor normale genopladelige batterier kan genoplades 500-1.000 gange, kan SCIB-batterier oplades 5.000-6.000 gange.

Toshiba forudser, at batterierne især er velegnede til køretøjer, lige fra el-drevne cykler til biler. Det er ikke første gang, firmaet har fremvist prototyper af superbatterier, men det er ikke blevet til egentlige produkter. Med SCiB ser det dog anderledes ud, her har man allerede været i gang et stykke tid til industrielle maskiner, og der er annonceret en el-drevet cykel med teknologien.